Let your faith be bigger than your fears

Indskudt indlæg, der totalt bryder rækkefølgen af mine rejseindlæg, I know…

Vi sad stille og roligt i sofaen hos et skønt vennepar og kørte nybagte Hindbærsnitter og Napoleonshatte ind i en nærmest uafbrudt strøm (mine meget savnede yndlingskager), som min søde veninde har bagt til vores besøg (ren kærlighed). Samtidig zapper vi gennem deres Apple TV for at få en opdatering på, hvad der rør sig i serieverdenen. De er sværvægtere i serier og ved alt om, hvad man skal se. Det er ikke lykkes os at se andet en House Of Cards, hvor jeg næææsten så alle afsnit (sprang vist det meste af 3. sæson over, men skidt pyt).

Vi hopper over på DR for lige at se de første nyheder i vores nye danske hverdag, og over skærmen kommer en opdatering på de frygtelige begivenheder i Bruxelles. De viser et videoklip, hvor hele lufthavnen er fyldt med røg, og det ligner noget fra en krigszone. Der er skrig, folk der løber rundt og totalt kaos. På et tidspunkt ser man et forældrepar med et lille barn på armen rejse sig fra jorden. De er i færd med at rejse deres væltede klapvogn, mens de prøver at beskytte sig mod, hvad der eventuelt måtte ramme dem. Og så Blir jeg også ramt. Først som et sug i maven, der langsomt kravler op og sætter sig som en klump i halsen for til sidst at ende som tårer. Det er virkelig hårdt at se. Både fordi det ikke er til at fatte, at der er så meget ondskab i verdenen og meningsløst vold. Men også fordi det rykker ved vores verdensbillede og vores grundlæggende tro på mennesker og friheden. Vi kan ikke forudsige, hvornår der vil ske noget igen, eller hvor det vil ske. Vi ved kun, at det som alle frygter er sket igen. Men det rammer også lige i hjertet, fordi det lige så godt kunne have været os, der lå der i røgen med en væltet klapvogn og et skrækslagen barn på armen. Det går så tæt på, at jeg kan mærke panikken i brystet og kan kun forestille mig, hvad der går gennem deres hoveder. Vi har alligevel været igennem 26 flyvninger det sidste år i både store internationale lufthavne og de helt små nationale.

Vi har ikke været bange for at rejse, faktisk tværtimod. Vi har følt os enormt sikre, nærmest uanset hvor vi har været. De få hændelser der har været, kunne sikkert også være sket i forstaden eller København, som da vores taxachauffør på Filippinerne blev truet med en pistol, eller da vi forlod afslutningen på Ramadanen i Malaysia, fordi stemningen blev lidt for intens. Men det var ikke ligefrem af frygt, bare almindelig forsigtighed og ansvarlighed (vi har jo trods alt to små trolde med).

Flere gange har vi talt om på rejsen, at der er så meget frygt i verden, og hvis man forvilder sig ind på en online nyhedsside, skal de nok gøre deres for at puste til frygten. Men når vi har bevæget os rundt i landene, har vi mødt de dejligste mennesker uanset religion og overbevisninger. Det har givet os et håb om, at der er godhed i langt den største del af verdens befolkning, og vi tror på, at den nok skal få overtaget. For vi vil ikke lade os begrænse af frygt. Vi vil ikke lade frygten sætte dagsordenen for, hvad vi skal og hvad vi kan gøre. For hvis det sker, så har terroristerne for alvor vundet. Så har de fået hvad de gik efter. En total lammelse af den vestlige verden. Kontrol over os.

Vi ved ikke hvornår vi skal herfra, men vi kan i hvert fald sørge for, at den tid vi har her på jorden bliver så værdifuld som muligt. At vi bruger tiden bedst muligt, med dem vi allerhelst vil være sammen med. Det er det vigtigste våben mod det had, der forsøger at forpurre vores verdensbillede.