Most of the stuff people worry about never happens

Jeg ved faktisk ikke helt, hvad vi havde forestillet os omkring Kuala Lumpur (foruden at der skulle være helt vildt beskidt), men vi blev i hvert fald overraskede, på den sådan wow-agitive måde. Det er virkelig en skøn by. Selvom vi efterhånden har rigtig mange landestempler i vores pas, var det en anelse grænseoverskridende at rejse fra trygge og velkendte Thailand og ind Malaysia, som vi aldrig har besøgt. Vi er jo normalt meget stolte af at være danske, men i muslimske lande, er det ikke lige den fedeste indledningsreplik, så hvordan vil vi blive mødt rundt omkring? Vi har før udgivet os for at være svenske, da vi rejste rundt i den muslimske del af Kina lige efter Muhammedtegningerne. NOT a great combination (altså det med tegningerne og samtidig være dansk i et meget muslimsk område).

John var så heldig at sidde ved siden af en ældre malaysisk herre i flyet, så han fik en masse insidertips og must see’s i byen og rundt om i Malaysia. Så nu er ruten lagt om, så vi i morgen skal til det nordlige Kota Bharu (en by vi aldrig har hørt om, og som vi aldrig ville have udvalgt på et kort. Det kan der så være, der er en grund til, men nu forsøger vi). Vi ville egentlig have taget en bus derop, da det ofte er ret smukt at køre gennem et land. En køretur på 7-8 timer, men når en flybillet derop kun koster 126kr, så er det virkelig svært at overbevise sig om, at en hel dag i bus med to små troldeunger er det hele værd. Så nu er flybilletterne booket til i morgen (så vandt komforten lige 1-0 over et kulturelt indblik/mortorvej).

Når nu vi ikke får kultur på køreturen nordpå, så har vi tilgengæld fået det i stor stil under ramadanen. Det har været sjovt at se, hvordan samtlige spisesteder og restauranter bliver fyldt fra k.l 19. Flere steder stod de i kø uden for, før de kunne komme ind og bestille mad – for derefter at sidde og se på den, til klokken bliver 19.30, og de må spise. Vi sad i en food court i et shoppingcenter og så ud over forsamlingen (som de eneste hvide, de eneste uden tørklæde og som de eneste, der spiste), mens vi forsøgte at få ideen med ramadanen formidlet ned på børneniveau.

At være i et muslimsk land under ramadanen, og tilmed når den slutter, er ikke hverdagskost, så man bliver jo nødt til at tage del i festlighederne (man kan jo ikke lade sådan et storslået kulturelt finurlighed af en fest gå til spilde). Fejringen af Eid al-Fitr (slutningen på ramadanen siger onkel Google) er cirka på størrelse med vores juleaften (hvis ikke større?!?). Det er helt vildt, og alle butikker og holteller er pyntet op og har bannere, hvor de lykønsker. Vi havde fundet ud af, at der var en stor festival lige ved moskeen Masjid Jamek. Det er ikke den største festival i byen, men den var tættere på os, så den var udvalgt på dagsprogrammet. Vi var også næsten ude på pladsen, men som vi gik, blev det hele bare mere og mere intenst på en udefinerbar måde (sådan, hvor man ikke kan sætte en finger på noget, man er bare ikke helt tryg). Fra at have løbet rundt havde Gustav nu et solidt greb i klapvognen, hvilket ellers plejer at være umuligt at få ham til. Over alt stod der mænd i grupper, og der var ikke en eneste kvinde at se nogen steder. Der var ikke ballade at se nogen steder, men på denne her udefinerbare måde, følte vi bare ikke, at vi hørte til – og slet ikke med to små børn. Så vi vendte hurtigt kareten, fik Gustav op på skulderen, og så gik det ellers mod en metrostation. Jeg er sikker på, at vi overreagerede helt vildt, men når man først føler sig utryg, så er det måske ikke den bedste beslutning bare at fortsætte. Så den festivitas må vi have til gode til en anden gang.

Selvom det ikke blev til den store Eid fest, er her link til blogindlægget om vores oplevelser i Kuala Lumpur (og her ser jeg helt bort fra de muligheder, der er for shopping. Suk) og lidt flere billeder fra byen.

 

 

Følg vores rejse på,Facebook og Instagram The_Getaway_Blog