Alle taler om Varadero, så selvfølgelig skal vi også forbi den lille nordlige halvø, for vi kan jo ikke rigtig have en holdning om steder før vi har været der. Der er stadig musik i gaderne i Varadero, men det har ikke set skyggen af cubanse rytmer. Klassiske gamle rocknumre som “It’s been a hard days night”, “with or without you” og “Sweet home Alabama” skærer gennem luften på en tirsdag aften, og turisterne hælder cubansk rom ned, mens de vrider det sidste ud af ferien, inden turen går mod Havana og en flyver hjem. Varadero er alt det som vores nyindkøbte Lonely Planet skriver. Smukke kilometerlange strande, azurblåt hav og resortstemning, men også så...

Det er som taget ud af en klichefyldt kærlighedsfilm… Jeg står der i badeværelset, som den kvindelige hovedrolle (toplækker selvfølgelig, det er klart) og kigger ud over Trinidads hustage, stadig med vådt hår efter badet. Salsarytmerne strømmer ind af det åbne vindue, og min krop danser i takt til musikken (det er en kærlighedsfilm, så selvfølgelig har jeg rytme). Solens stråler har varmet væggene i løbet af dagen (det betyder, at der er stegende hedt i rummet, men det ser man aldrig på film). Som hovedrolleindehaver skal jeg lige til at gå ind til min elskede mand kun iført mit sparsomme håndklæde på min nøddebrune krop, da filmen knækker, og der lyder et vræl ude...

Fra Viñales til Cienfuegos er der 4-7 timer, alt efter hvem man spør (er det for godt til at være sandt, så skal er nok lidt skepsis ind). Vi har valgt at køre med collektivo til Cienfuegos, dvs. en minibus (aka en lidt større amerikanerbil med 3 rækker sæder og plads til 9). Manden siger ellers meget troværdigt, at den kører direkte og dermed uden om Havana og det kun tager 4 timer… (Naaaaah. Det er så ikke helt rigtigt…). Da vi har kørt godt halvanden time stopper vi ved en restaurant, hvor der holder en masse andre biler med bagage på taget. Og lur mig om ikke vi skal skifte om her (det gør...

Det er altid trist at tage afsked. Men det er noget andet at kramme farvel denne gang, når vi ses om bare en måned (hvor er det vildt, at der kun er en måned tilbage af vores laaange rejse), end da der var over et halvt år til, vi skulle ses igen. Mine kære svigerforældre er lige landet i Danmark efter 3 skønne uger i vores selskab (nu er der jo kun mig selv til at sige det, så skønnere selskab skal man lede længe efter). Mens vi vinker farvel, bliver Ella ved med at spørge, hvornår de kommer og besøger os igen. Hun har slet ingen erindring om, at vi faktisk har et liv...

Man kan ikke komme til Cuba uden at køre i en af de gamle amerikaner biler, besøge et par kaffe- og tobaksplantager, drikke lidt rom og ryge en ægte cubansk cigar (eller det vil sige, at det sidste skal jeg ikke nyde noget af, der må der mandfolk til). På Costa Rica red vi på heste med troldeungerne til springvandet ved vulkanen Arenal (og vi er blevet så meget klogere siden da), så her i Viñales takker vi pænt nej til alle dem, der nærmest står i kø for at tilbyde os en 4 timers tur til hest. Til gengæld finder vi en, som har et par store okser, han spænder for en vogn. Se...