Kuala Lumpur. A must see with kids

Time to adapt

Kota Bharu i det nordligste Malaysia. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige til det. Vores taxachauffør, der kørte os til lufthavnen i Kuala Lumpur kiggede underligt i bagspejlet og spurgte, hvad vi dog ville deroppe (det ved vi så heller ikke rigtig), og da vi landede i lufthavnen spurgte de, hvor vores næste destination var; “nå, i bliver her??” sagde hun forundret. Og ja, vi har faktisk (foreløbig) tænkt os at blive, in the middle of nowhere i et yderst muslimsk område (hvilket vi heller ikke vidste. Måske vi skal til at lave lidt mere research inden vi kaster os ud i noget…).

Vi er bombet ca. 100år tilbage i tiden. Fra det yderst moderne Kuala Lumpur, hvor alle talte engelsk, til en by hvor udviklingen er gået i stå for mange år siden. Vi blev sat af ved vores Airbnb lejlighed, en spritny bygning der skiller sig ud midt i det hele og den eneste som er bygget inden for de sidste 50år. Hvor Kuala Lumpur er en skøn forening af alle mulige nationaliteter, der lever side om side, er Kota Bharu nærmest 100% muslimsk, og at dømme efter vores taxachauffør i Kuala Lumpur (som havde sat sig for at fortælle os, hvor tåbelig vores valg af destination var), så er de meget troende. “You will never get at beer there!” var hans sidste råb inden han forlod os. da vi ankom, blev der også kun hilst på John (og lige nu i skrivende stund brøler en bøn ud over byen). Det er meget langt fra det imødekomne Thailand vi rejste fra.

image

Børnene og jeg forskansede os i lejligheden, mens John så sig lidt omkring. Han kom tilbage – vildt fascineret af alle de kulturelle indtryk han havde fået, da han ledte efter mad (vi er nærmest tilbage til stenalderen, hvor manden er ude at søge efter mad). Da vi jo ligesom ikke kan tilbringe 4 dage i lejligheden (ja, vi har faktisk booket 4 dage. Rookie mistake), gik vi alle med ud og over på markedet. Jeg ved ikke helt, hvad det er Gustav har set på billedet, men det er i hvert fald noget han ikke er helt tryg ved. Den lille sightseeing tur fortalte os hurtigt, at vi i hvert fald ikke skal have mad derfra – og så er spørgsmålet (man ikke vil vide svaret på), hvor restaurenterne får deres mad fra… Det sorte på billederne nedenunder er IKKE store peberkorn, og dyret er IKKE en hund, selvom størrelsen ligner til forveksling…
image
Så med eneste bud på en bare nogenlunde standard indenfor fødevaresikkerhed, indtog vi aftensmaden på McD (så meget for kulinariske oplevelser). Inden da gik turen dog forbi et lokal gadehjørne, for at jeg kunne få mig et tørklæde (nope ikke et til samlingen derhjemme, men et til at dække håret). Jeg havde i forvejen dækket benene med min sarong og havde forsøgt mig med en langærmet trøje, men den havde nær givet mig hedeslag, før vi overhovedet kom ud af elevatoren, så den var hurtigt droppet (bildte mig ind, at jeg måske har set en muslimsk kvinde i korte ærmer et sted). Da ekspedienten spurgte mig, hvor vi var fra, så kunne jeg ikke få Danmark over mine læber men fik framstammet et “Europe”. Jeg føler mig som en skamfuld landsforræder, men jeg er bare heller ikke klar til at stå til ansvar for vores kamp om ytringsfriheden. Hun kendte godt landet Europe og viste mig venligt, hvordan jeg skulle sætte tørklædet, når jeg fik købt en nål, og så kunne vi gå (mindre opsigtsvækkende) på McD.
Jeg har det meget ambivalent med tørklædet. På den ene side er det jo egentlig bare et tørklæde som de 117, jeg har derhjemme, men på den anden side er det bare så meget mere, jeg ikke helt kan forholde mig til eller sætte ord på. Blot fordi tørklædet sidder anderledes, end det plejer, burde jeg jo rationelt set ikke reagere på det (det dækker sågar over enhver bad hair day). Men det vækker alligevel et eller andet udefinerbart i mig. Jeg anerkender, at det er en kulturel ting, men syntes også der er noget kvindeundertrykkende over kulturen. Men skik følge eller land fly… Jeg har absolut ingen behov for at provokere eller lave et statement, så jeg har valgt at bære tørklædet, så længe vi er her i byen (skal dog lige have John ned på jorden igen. Han holder stædigt fast på, at jeg ligesom andre muslimsk kvinder også skal gå et par meter bag manden).

image
Men en meget bemærkelsesværdig ting var, hvordan kvindernes syn på mig ændres, idet jeg nu havde tørklæde på. Ved nabobordet sad en ældre kvinde med sin datter, og da hun gik, rakte hun mig smilende et lille spænde og uden et ord viste, hvordan jeg skulle sætte tørklædet. En så lille gestus, men som virkede så stort. At man på grund af tørklædet var blevet én af dem, accepteret i deres lille klub og dermed en søster, som man selvfølgelig hjalp. Jeg fik flere anerkendende nik og nærmest taknemmelige indforståede blikke og smil fra kvinderne. En muslimsk kvinde stoppede sågar ved vores bord for at fortælle, hvor dejlige børnene så ud og at hun beundrede, at jeg havde taget et tørklæde på selvom det ikke var en del af min kultur. Der ligger virkelig mange følelser, historie og kultur gemt i det ellers så simple tørklæde. Noget så dybt, at jeg slet ikke har forstået det og nok heller ikke kommer til det, men kan mærke det.

 

 

***** Like vores facebook side The Getaway Blog, og få alle nye indlæg her *****

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kuala Lumpur. A must see with kids