…fortsættelse på indlægget i onsdags. Sidder her på fastlandet i Kota Bharu (hvem havde troet, jeg skulle vende tilbage hertil??). Vores Taxa holdt og ventede på os, tørklædet fundet frem igen, aftensmaden fra Nasi Kukus og lejligheden den samme fra Airbnb. Tænk at noget så fjernt, pludselig kan føles helt velkendt. “Det her kendet jeg”, udbrød Gustav glad, da vi kørte ind i byen, “så skal vi derhen med den gode the og spise”. Det er fedt med så små størrelser, som er så umiddelbare og møder det, vi præsenterer dem for helt uden forbehold. For der er altid noget positivt at finde ethvert sted. Og hvis vi netop har de positive briller på, så...

Vi havde en genial plan. Vi skulle bare hænge ud her på Perhentian Islands forevigt. Snorkle med hajer og skildpadder. Lave alle afskygninger af sandslotte. Bade til fingrene blir som rosiner. Sejle fra den ene øde strand til den anden. Drikke mangoshakes til maven ikke kan mere og se den ene smukke solnedgang efter den anden over fastlandet. Men som det er sket for os så mange gange gennem Europa, så har vi ændret planerne fra det ene øjeblik til det andet. Det er glæden ved ikke at have nogen fastlagt rute, vi skal følge, ikke at have nogle aftaler vi skal stå til regnskab for, og ikke at have nogen tidsplan vi skal overholde....

Når man bor på en ø dækket af regnskov og klipper og helt uden veje, så bader man ustyrligt meget ved strandene, og rosinfingre er en konstant tilstand. Vores lille bugt har fantastisk sand og helt stille vand, så vandhundene kan løbe rundt i vandkanten og lege eller svømme. Det er ren Morten Korch idyl (dog i en lidt mere eksotisk kontekst, men anyways). Gustav er helt vildt med at snorkle, og sammen med rosinfingrene så er aftrykket fra masken en vedvarende tatovering. Han er blevet så god til det, at man kan snorkle med ham og faktisk selv få set noget (ikke en selvfølge tidligere, da han pludselig kunne finde på at stoppe op...

Halloooo er der overhovedet nogen tilbage i Danmark??? Det kan ikke være mange af dømme efter den mængde, vi har mødt de sidste uger (hvis vi lige ser bort fra Kota Bharu, hvor ingen er så tåbelige at bevæge sig op). Vi må klart være det folk i verden, der rejser mest. Der er ikke mange herude, der tror på, at vi kun er 5 mio. mennesker i det ganske danske land. Men I havde ret. Perhentian Islands er virkelig fantastiske. Vi har valgt den store Ø Besar (da vi nok ikke helt passer ind i målgruppen af festende folk på Kecil). Turen herover foregår i speedbåd, og jeg skal love for, at der var...

Kota Bharu… byen hvor 3. bedst vurderede restaurant er Kentucky Fried Chicken… Ved ikke, om det siger mest om maden i byen, folkene der vurder eller listen vi fandt det på. Vi opdagede dog en af de skatte, som burde ligge på listens 1. eller 2. plads; “Zaemans”, hvor de kun har én ret; Nasi kukus. Konceptet går kort fortalt ud på, at de marinerer en masse kylling i en sæk (en ganske almindelig sæk ala de sorte, vi bruger til haveaffald i Danmark. Heldigvis er sækkene her grønne… ikke et ord om økologiske plastikideer om BPA og phtalatar…). Herefter smider de kødet op i nogle kæmpe gryder med kogende olie (tilgengæld er alt kravl...