Svedende og forpustet men endelig i sæde 22B! Musikken tæsker afsted i højttalerne med højeste beat (var det ik´ Ryanair, der fandt ud af, at det stressede folk til hurtigere at finde deres plads??). Mens jeg indånder en eller anden parfumeret duft, der sprøjtes ud af panelerne (man skal ikke være særligt sensitiv, før den er enormt kvalmende) forsøger jeg at få pulsen ned. Det hele starter egentlig fra morgenstunden… Vi har overnattet i en Airbnb lejlighed lige ved lufthavnen (smart, så vi hurtigt kan komme afsted til vores formiddagsfly). Ind i taxaen, og så kører han bare den stikmodsatte vej af lufthavnen! Trafikken er tæt, sådan virkelig Bangkok-storby-morgentrafik-tæt, og vi bliver bare ved med...

Lige så fantastisk det er at rejse, lige så ondt kan det også gøre. For det har også omkostninger at rejse jorden rundt (foruden de åbentlyse økonomiske, som vores søde bankdame nok river sig i håret over). Det har omkostninger at være så egoistiske at rejse væk fra alt og alle, for at VI kan være sammen. Vi har prioriteret, at det er det rigtige at gøre for vores lille familie. Men vi har jo ikke spurgt andre om lov. Vi har ikke spurgt vores forældre, om de syntes, det var en fabelagtig ide, at vi snupper børnebørnene med, så der går ustyrligt mange måneder, før de igen kan mærke de små buttede arme rundt...

Det fantastiske, ved at rejse som vi gør, er, at man kan bruge en hel formiddag på at slå kolbøtter ned af en madras, hvis man har lyst. Bruge timer på at lege isbutik med hårelastikker. Eller smugle skålen med havregryn fra Seven/Eleven forbi restaurenten og ned på sørøverskibet for at nyde den der. For vi skal ikke nå noget. Vi har al tid i verden og kun hinanden at bruge den på (vi er ikke nået til det stadie endnu, hvor vi sidder om aftenen og kigger ind i en væg af kedsomhed – måske fordi vi alle går i seng på samme tid….. hmm…..). Det skal stadig ikke være nogen hemmelighed, at det...

Vi er nu så integreret i vores backpackerverden, at vi kan sidde 4 på en scooter uden problemer. Gustav syntes faktisk, at det havde været den bedste tur nogensinde (måske mest fordi far var chauffør??) og Ella toppede den med at sige, at det var en maga mega giga dejlig tur. Jeg er så hende, der klamrer mig til sædet og prøver at modvirke at scooteren vælter bagover på de stejle veje (mangler så meget en selfie-stang som ALLE thaiere har med sig). Tidsbegrebet er en underlig størrelse. I vores vestlige verden er tiden det mest dyrebare og alt optimeres, så der ikke går mange minutter til spilde. Alle har styr på klokken og hvad...

Det er SÅ vildt, at SÅ mange har lyst til at følge med i vores rejse! Mine skriblerier her på bloggen begyndte som lidt hygge, så familie og venner derhjemme kunne følge med i vores rejse. Og så var det også sådan lidt dagbogsagtigt samtidig (istedet for den gode gamle Mayland-kalender jeg plejer at slæbe med på vores rejser). Det har været super hyggeligt og sjovt at skrive indlæggene om vores oplevelser, tanker og reflektioner, men jeg havde slet ikke drømt om, at det ville tage en så stor dejning efter kun 3 måneder på farten. Vores lille blog har nu rundet over 5.000 sidevisninger! (Og vores mødre kan trods altså ikke generere så meget trafik...