Kids and dragons are a must have in all good fairy tales

Labuan Bajo, nååhh det er her alle turisterne gemmer sig!?! Når man kører ned gennem hovedgaden, er der nærmest flere vesterlinge end asiatere i gadebilledet. Og efter at vi har set de første 15 dykkerbutikker opgir jeg at tælle dem. Det er virkelig et mekka for backpackere, dykkere og så selvfølgelig alle dem, der skal opleve de kære komodo veraner aka Komodo Dragons.
Uden en hotelbooking på hånden har vi udset os 3 hoteller, vi vil forbi og se på. Kriteriet er pool, strand og rene værelser. Det burde være muligt, men vi har bare lige glemt en sidste ting i ligningen… at de har ledige værelser… De to første steder er der selvfølgelig fully booked (hvorfor er folk så forudseende???), så vi ender 20min nord for byen. Vores kære ven fra Aimere kender selvfølgelig også folk her, så der går bare en time, før der holder en scooter i indkørslen (jeg elsker folk med forbindelser).
En af de ting, der er ved at være virkelig presserende, er vores vasketøj (tror snart det er levende og selv kan løbe væk). Efter et par uger med så få nætter hvert sted, at man ikke lige vil aflevere vasketøj, er vi virkelig i bund. Der er ikke flere rene shorts eller T-shirts til ungerne (og de har allerede brugt de beskidte så meget, at man tænker, at det liiige er ved at være på kanten). Og alt deres langærmet tøj vejer dobbelt så meget, fordi det er fyldt med vulkansand fra Bromo. Så jagten går ind på et vaskeri, der har noget der bare ligner en ordentlig vaskemaskine. Vi finder et sted, indvejer tøjet og konstaterer, at vi har 10kg!! vasketøj (så tror da pokker, vi ikke rigtig kan finde noget at tage på). Og her kommer mit mistænksomme rejsegen lidt i vejen. For når det lille kvindemenneske, der heller ikke taler engelsk, ikke skriver noget ned, hvordan kan hun så vide, hvilket tøj der er vores, hvor mange kilo der skal være og at det faktisk er os, der kommer og henter det?? Det er praktisk talt ALT vores tøj, vi har afleveret, så vi er altså en anelse sårbare, hvis hendes lille biks ikke har styr på tingene. John trumfer igennem, og jeg ser en anelse ængsteligt tilbage over skulderen og tænker om det nu er sidste gang, jeg ser vores tøj (er allerede i fuld gang med at tænke over, hvor vi finder nyt tøj, når en eller anden smart backpacker har taget vores). Men på mirakuløs vis får vi en bunke tøj tilbage (godt nok meget krøllet og en anelse fugtigt) men det ligner vores tøj inkl. et par ekstra boxershorts og en enlig strømpe som vi ikke genkender (så er spørgsmålet så, hvad der mangler af vores??).

Afsted kl. 07 på scooteren ned af bjerget for at komme til byen og havnen. Humøret er højt, for vi skal på snorkeltur og håber at se de kæmpe djævlerokker, der holder til i området. De kan blive op til 4 meter i diameter, så Gustav er topklar og sammenligner allerede med hvalhajerne vi svømmede med på Filippinerne. Men humøret falder drastisk, da vi kommer frem og opdager, at jeg har tabt vores to redningsveste på vejen. Tror det er det eneste udover pas og kreditkort, vi bare ikke må miste, for ingen steder har de redningsveste i børnestørrelse. Når vi sejler i de her interimistiske og tvivlsomme både i Asien, så er det lidt en trøst, at jeg ved, de i det mindste har redningsveste på (når jeg sidder og udtænker min evakueringsplan, for når skidtet kæntrer). Vestene var bundet fast bag på scooteren, men med poser på skødet fulde af snorkeludstyr, håndklæder, solcremer, mad, kiks og oceaner af vand plus hænderne fulde af børn, ja så glemmer jeg alt om mit ansvar overfor de to nu efterladte veste. Med 10 min til afgang suser John tilbage for at se efter dem. Han finder dem langt oppe af vejen, hvor et par arbejdsmænd halvhjertet forsøger at få betaling for dem (in your dreams).

Off we go. Første stop er de kære Komodo veraner på Rinca Island. Vi er de eneste på båden, som skal af her, de andre tager et dyk imens. Vi har været lidt forbeholdne overfor at tage arvingerne med ind til vilde veraner, som kan løbe op til 20km/t, har et dræbeligt bid og kan æde en hel okse. Men alle fortæller, at de er så dovne, at vi højst sandsynligt ikke kommer til at se en eneste bevæge sig. Okidoki, den er vi klar på, og vi går med en ranger, som står med en lille stik (ok, har han tænkt sig at forsvare os med den lille pind?? Så håber jeg virkelig de sover og ikke er sultne). Og hvad er det første vi ser, da vi går op mod parken… selvfølgelig en kæmpe trunte, der kommer gående lige imod os på stien (VORES sti, som det er meningen de ikke skal gå på. De skal ligge og sove!). Op med troldeungerne på skulderen, og vores ranger siger vi lige skal gå ned fra stien (no shit Sherlock). Den vralter hen over stien og smider sig fladt på jorden i skyggen. Det er heldigvis det eneste aktive vi ser til dem, men Gustav er henrykt (man er lidt sejere oppe på mors skulder). Vi er forberedte på, at vi nok ikke ser flere rundt i parken, da de oftest ligger lige foran rangernes køkken. De bliver ikke fodret, men alligevel ligger 8 kæmpe klumper og skuler ud mod os med de ondeste gule øjne, mens de indånder madduften fra køkkenet.

Vi tager det mellemlange track rundt i parken og er så heldige, at vi ser veranerne ligge flere steder både de helt store og nogle mindre unger. Selvom der ikke er historier fra nyere tid, om nogen der er blevet angrebet, så har vi ret stor respekt for kæmperne (også selvom de måske ikke er for kloge…moren bevogter sine nylagte æg, går så op i bjergene, når regntiden kommer. Måneder senere vender hun tilbage, opdager nogle unger, som hun har glemt alt om og forsøger at æde så mange som muligt, inden de flygter op i træerne).
Tilbage ved indgangen venter vores båd og en søsterbåd på os, fyldt med dykkere som meget gerne vil i vandet igen. Vi dribler ombord som det mest naturlige i verden (og prøver ikke at lade os mærke med, at nogen er ret trætte af at vente). Halvanden times sejllads venter forude mod nogle nye kæmper, djævlerokkerne. Men det bliver ikke helt som ventet, så istedet for at være hjemme inden aftensmaden får vi ufrivilligt mulighed for at se den smukkeste røde fuldmåne fra båden..(undskyld uskarpheden, men båden vippede så meget).