And isn’t it ironic. Don’t you think

Man kunne have kørt til havnen i Ban Phe syd for Bangkok i bus, men man kunne også køre turen i en private car… Vi slæber rundt på SÅ meget bagage, at vi i 38graders varme slet ikke orkede at skulle have det hele med i metroen, for derefter at stable det ind i en lokal bus og køre 4 timer til havnen (når der er folketælling skal vi have 6 stk. bagage og 2 børn. Foreløbig er det lykkes os at komme afsted med alle dele). Vi tager dog tilløb til at skille os af med noget af bagagen, men det gør lidt ondt. HVIS nu vi skulle få brug for det… Vi lider egentlig ikke af et udpræget samlergen, men tilgengæld er vi forberedte på alle tænkelige scenarier og udfordringer. Det første der står for skud, når vi accepterer, at vi hellere vil være lidt mere agile, er klapvognen. Ella, som i øvrigt snart skal af med sin lur, behøver nok ikke både en klapvogn og en stor bærerygsæk (for ikke at tale om den lille bæresele vi har med, der dog brilliere ved ikke at fylde meget). Derefter står et par bøger for skud (vi får alligevel ikke læst noget) og vores fiiine aluminiumsflasker jeg har købt til anledningen. Men helt ærligt, hvem gider stå og fylde flaskevand over på andre flasker?? Skulle det ikke være nok, så kunne vi nok også godt undvære svømmebleerne (til datteren, der ikke bruger ble længere), solskærmen (til klapvognen, der aligevel lader livet i første hug), det tøj vi allerede har købt (hvem kan stå for Hallo Kitty kjoler og Batmantrøjer på markedet??), spisehagesmæk i plastic (så grimt spiset hun altså heller ikke længere) samt det store myggenet (vi alligevel ikke sætter op, selvom vi f.eks. allerede er i risiko for Dengue feber). Hmmm… Når man lige får det skrevet ned, så forstår jeg faktisk ikke, hvorfor jeg ikke har sorteret lidt i det før. Det må være aftenens projekt… (næst efter projekt vandmelon)

Nå men, vi skulle jo rejse fra Bangkok og videre ned på nogle af øerne, for at forsøge at undgå noget af al den regn, som er lovet. Vi har besluttet os for at tage til Ko Samed sydøst for Bangkok. En lille ø, som thaierne fra Bangkok ynder at bruge som weekenddestination. Iført de medbragte redningsveste sad børnene forrest, og vi var klar til at sejle.

Vi skulle kun sejle 30min, men vi var ikke nået langt ud på havet, før tankerne vandrede tilbage til sidste gang, vi sad forrest i en båd med børnene på skødet og vand væltende ind over os. Sidste år tilbragte vi januar i Thailand, som en form for prøve til denne rejse. Det var så fantastisk at være af sted, at vi kun blev endnu mere sikre på vores beslutning om vores jordomrejse. Men en dag skulle vi sejle fra den lille ø Ko Ngai over til fastlandet, og selvom vandet så roligt ud, da vi tog afsted, forvandlede det sig til frygtelige bølger, så snart vi var væk fra stranden. Vandet piskede ind over os, hver gang den lille spinkle longtail boat red på en bølgetop for derefter at banke ned i bølgedalen. Aldrig i mit liv har jeg været så bange. Jeg sad med Ella på skødet og havde bundet hendes redningsvest fast til min egen (kun fordi jeg havde resonneret mig frem til, at så ville jeg altid vide, hvor hun var, hvis/når vi røg i vandet. Efterfølgende kunne man tænke, om jeg tværtimod ville have trukket hende med ned…). Det var frygteligt at sidde fanget i båden, mens scenarierne kørte rundt i hovedet. Satte vi os længere tilbage i båden, ville vi få mindre vand over os og mindre stød fra bølgerne, men så ville vi være fanget i tag/side overdækningen, hvis båden væltede. Blev vi siddende ville jeg i en kæntring med garanti slå hovedet mod tagstængerne, men jeg turde heller ikke sætte mig helt frem i stævnen med Ella.

Børnene var helt fantastiske. De sad musestille på skødet uden at sige en lyd og bare tog imod de kaskader af vand, der stod ind over dem. Det var som om, de forstod, at dette var alvor, og det var ikke nu, de skulle spørge efter mad eller hoppe rundt. Ella var kun 13 måneder, og tårene fra mine kinder blandede sig med saltvandet i hendes hår. Uden at kunne give slip og trykke min hånd, sendte John mig sit mest beroligende blik, der sagde “jeg ved ikke hvordan, men vi skal nok klare den”. Vi vidste begge, at kaptajnen (hvad man nok egentlig ikke kan kalde en mand i shorts med et langt ror i hånden på en båd bestående af et minimun af pinde, en stor dieselmotor og en pressenning som tag) han sejlede stadig ikke i den rigtige retning, da han var tvunget til at bryde bølgerne forfra. Så frygten for, at vi skulle til at ligge på langs af bølgerne for at komme over til kajen, var næsten ikke til at bære. En longtail boat er praktisk talt rund i bunden, så den stikker ikke ret dybt og ville trille rundt på ingen tid, hvis en bølge ramte os på siden. Når man sidder magtesløs der, med det dyrebareste man har på skødet, så kan alt andet være lige meget. Alle materielle ting mister deres værdi, og det eneste man tænker på, er hvordan man redder sin lille famlie. Heldigvis var vores styrmand fantastisk god til at håndtere båden og læse bølgerne, og istedet for at følge den oprindelige og korteste rute til kajen havde han valgt at sejle en omvej og fik os ind til stranden. Her lå vi i læ af klipperne og han kunne nu endelig dreje båden og få os hen til kajen. Da vi taknemmelige og lykkelige stod med fødderne på fast grund igen, sagde Gustav sine første ord i over en time: “Det var godt nok en vild båd den der”. Dejligt at vide, at vi trods frygt, adranalin og tårer har formået at lave Duck Management overfor børnene og bevare roen (som en and, der ligger roligt på vandet, mens benene pisker rundt under overfladen).

Til sammenligning var denne bådtur til Ko Samed en smuttur i soppedammen, og vi ankom i fin og næsten tør stil til øen sammen med en masse unge thaiere, der skulle holde weekend og feste. Igen har vi rodet os ud i Airbnb og fundet en fin lejlighed på øen. Og med vores personlige bedømmelse fra den tidligere vært, er der jo ikke et øje tørt “John Family so nice and clean and boy and girl so cute”. Hvem kan stå for det?
But isn’t it ironic, som Alanis Morissette engang sang. Vi er rejst til øen med flest solskinstimer i hele Thailand, beliggende i bugten hvor regntiden ikke er sat ind endnu – og så vælter det ned med vand (Det som man back home ville kalde lårfede stråler). Og de lokales vejrudsigt siger regn hver dag hele ugen?!? (Jeg har vaskeægte snydt på billederne her i indlægget. For vi har i dag haft næsten hele 4 timer med sol. Tar daar). Men uden udsigt til mere sol, er der ikke andet end at tage ja-hatten på, iføre sig så lidt tøj som muligt og så ud i regnen og hoppe i vandpytter. Heldigvis er stranden stadig lige så sjov i regnvejr, og sandet er faktisk nemmere at bygge sandslotte i, når det er vådt, skulle jeg hilse og sige (hvem kunne så tænke sig at ligge i solen på en liggestol og nyde solenes bagende stråler spør jeg bare… Arhhh… jeg gir´ ikke meget for det solskins ø-omdømme).