There is beauty in simplicity

Difficult roads often lead to beautiful destinations

Efter at have kørt 6 timer på de mest hullede veje gennem øde ørkenlandskaber, over høje bjergtoppe og forbi de smukke rismarker kommer vi til Riung, som vi egentlig troede var en større by. Det viser sig så, at være 7 bambushytter omkring et T-kryds. (ok, overdrivelse fremmer forståelsen, lad os sige 20 med et par i beton). Her er virkelig ingenting andet end et par homestays og en cafe med en abe (som ejeren har reddet i junglen i bedste Peter Pedal stil). Vi skal virkelig til at kigge lidt bedre på kortet, inden vi træffer beslutninger om vores destinationer (men vi har lært af sidste bommert, og kigger nu efter skriftstørrelserne på kortet). So far so good.

image

Inden vi tog afsted på rejsen, var vi selvfølgelig ved lægen for at tale om vores vaccinationer, og han spørger os, om vi skal være meget i landområderne, tæt på lokalbefolkningen og sammen med børn og dyr. “Neeej neeej” svarer jeg, det skal vi slet ikke (ved faktisk ikke helt, hvad jeg havde tænkt på). For når vi kører rundt her på Flores, så kan jeg faktisk ikke forestille mig situationer, hvor vi kan komme tættere på lokalbefolkningen, end vi er her. Vi bor i de samme huse, spiser den samme mad og troldeungerne kan nærmest ikke undgå at komme i nærkontakt med de andre børn eller de mange dyr. Selvom jeg faktisk gerne så, at de ikke rører ved alle dyrene (har ingen anelse om, hvordan man fanger lus og lopper??), så kan man jo ikke være sådan en tarvelig forælder, der siger, at de ikke må røre, når en sød dame på markedet kommer med en hane i snor, eller en lille pige viser en hundehvalp frem. Og med maden har vi ikke rigtig noget valg. Vi spiser det, der ser friskest ud (og som overhovedet er tilgængeligt) og sørger for, at det er gennemstegt. Så jeg prøver på ikke at spekulere over, hvilke vaccinationer vi så ellers skulle have haft.

Det har egentlig ikke været meningen, at vi skal besøge så primitive steder, men det ene leder til det andet, og pludselig ser jeg os på en bjergtop i et homestay, med grise og høns løbende omkring. Og standardspørgsmålet inden vi tager et rum er blevet til: “hvor ofte har i elektrisitet?”. Men det er spændende, lærerigt og også lidt krævende. For det er altså mere intenst at bo på landet tæt sammen med den fattige lokalbefolkning, end det er at bo på et hotel, hvor de er vant til at se turister, hvor der er varmt vand i hanen og hvor man kan tage elevatoren ned i restaurenten, når man bliver sulten. Og indrømmet, så har jeg brug for en kombiation. For jeg slapper ikke af på samme måde herude in the middle of nowhere, hvor man hele tiden skal tænke på, hvor man kan få noget mad, om vi har hævet penge nok, og hvordan risikoen for tyveri mon er.

image

Vores chauffør herop fortalte, at der er malaria på øen (super når man lige at tænke, så tager vi det med). Og han så underligt på os, da vi fortæller, at børnene ikke tager malariapiller. Men inden vi tog afsted diskuterede vi det med lægen, og som han siger, det er ikke til at sige om det virker og man mener halvdelen af myggene er resistente. Så vi har valgt at droppe pillerne (som jeg heller ikke aner, hvordan vi skulle få i troldeungerne, der ikke vil spise piller), tager langt tøj på i skumringen og så sprøjter vi med det ondeste myggespray i stedet.

Men for at være fair… Så byder Riung (udover et velbesøgt T-kryds) også på de smukkeste bjergkæder med den mest fantastiske udsigt over 17 Islands (egentlig 21 øer, men de blev navngive den 17. i en måned. Det giver klart mening…), og  på noget af det bedste snorkling.

image

 

Følg vores rejse på Instagram og Facebook The_Getaway_Blog

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

There is beauty in simplicity