Be careful what you wish for, it might come true

Uhh…. jeg er bagud på point lige nu. John har opdaget, at jeg har taget en relativ stor flaske Ole “I love it” Henriksen bodyolie med i bagagen (ok, den største flaske de havde i Magasin, men hvorfor får jeg ingen credit for, at jeg havde klarsyn nok til ikke at tage de to andre flasker med, som jeg også købte??). Efter en længere forklaring om blød hud og solens udtørring, sidder jeg nu, tilgivet og med klistrede lavendelduftende balder på gulvet og skriver.

Intet Thailand uden scoortere, så selvfølgelig skulle vi leje sådan et par stykker, da vi vågnede og ikke kunne høre hverken torden eller regn. Vi havde fremskaffet hjelme til børnene, eller i hvert fald såkaldte børnehjelme. De var alt for store (men så kan man da hjælpe lidt på samvittigheden). Velvidende, at jo længere tid vi er afsted, jo mere skal vi kæmpe for at opretholde sikkerhedsniveauet og ikke adoptere asiaternes adfærd. En ting er, at vi aldrig har set et barn køre med hjelm, noget andet er, at de jo nærmest er født på en scooter. Som spæd holdes de på den ene arm, mens moren kører med den anden, og de skal knap kunne stå, før de får en plads foran på scooteren mens de resterende 3-4 familiemedlemmer sidder på rad og række på scooteren (hvorfor så egentlig leje to scootere, når vi sagtens kunne sidde alle 4 på en, og dermed blende fint ind i trafikbilledet?) .

Gustav ville helst køre med far, (da han havde regnet ud, at det nok var her farten var højest), men da vi ikke helt havde tillid til Ellas køre/stå evner, kørte hun med John. Gustav accepterede modvilligt sin langsommere kamel og viste alt sin empati: “Du klarer det fint, mor. Det var godt kørt, mor”. Og efter en halv times tid kom opmuntringen “Flot mor, nu kan du køre lidt stærkere”. Hver gang der kom et vejbump advarede han mig, samtidig med at han oplyste, hver gang vi var over 20km/t. På trods af, at det minder mig om min manglende sikkerhed på en scooter, der kan køre 120km/t på noget der ligner cykelhjul?!? så blev jeg helt varm om mor-hjertet over hans omtanke og støtte. At han uden vidre accepterede ikke at få sin vilje og køre med den hurtige scooter, men istedet tålmodigt måtte vente på, at jeg blev tryg ved maskineriet. Nu er det altså nogle virkelig stejle bakker med smalle veje og thailastbiler imod os, der bruger begge vejbaner i deres sving. Og med den bonusinfo, at man her kan købe sit kørekort på politistationen uden at have fået en eneste køretime, forstår man bedre, hvorfor trafikken er så kaotisk.

Øen er kun 7km lang, med en masse strande man kan køre til. Vi fortsatte helt ud på spidsen, hvor man skal gå det sidste stykke gennem junglen. Ikke den klogeste beslutning, for efter 2 min faldt vi i bagholdsangreb og inkasserede omkring 50 stik på benene. Der er stadig ingen, som har taget skylden for det, men vi antager, at det er myggene, som står bag. Mirakuløst slap børnene næsten fri.
Ella er vild med at køre stærkt, men sidst på dagen havde vi byttet chauffør (så Gustav kunne få lov at få lidt luft under vingerne), og jeg kunne ikke forstå, hvorfor hun pludselig var begyndt at læne sig til siden. Hver gang jeg sagde, at hun skulle sidde stille, rettede hun sig op for derefter at læne sig til den anden side. Et kig i sidespejlet afslørede, at hun simpelthen var ved at falde i søvn siddende forrest på scooteren.

Men med scootere følger også nøgler, og med nøgler følger også risikoen for at de kan blive væk… og med en sådan risiko, ja så skal det da prøves. På en af strandende (længst væk selvfølgelig) bliver den ene nøgle væk. Vi leder over alt i sandet (mens man tænker over, at de nok bonner os noget der ligner scooterens pris for at få lavet en ny nøgle – for ikke at tænke på, hvordan vi egentlig skal komme hjem med kun én scooter). Flere turister kommer til, og med fuld forståelse for situationen hjælper de med at lede. Stranden bliver finkæmmet, men den er som sunket i jorden. Men efter en times tid kommer John i tanke om, at han jo havde været super smart. Da han skulle gemme nøglerne, ville han være så smart at risikosprede lidt, så han gemte den forsvundne nøgle så godt, at den nu var pist væk. Eftersøgningen blev afblæst og vi fiskede den op af pungen…

I al vores regnvejr havde vi jo ønsket os noget sol, og jeg skal love for, at det har vi fået. Når man vågner op til 35 grader og skyfri himmel kl 06.30 (ja hvorfor sove længe, når man kan få så dejligt meget ud af dagen) så ved man bare, at det bliver en mega mega giga varm dag. Ved middagstid var luftfugtigheden over 70 og med den stille vind var der en “feel-temperature” på over 50 grader. På trods af megen skygge, og solfaktor 50 lykkes det alligevel Ella at få hendes små buttede arme lyserøde. Og så sidder man der og tænker Arhh S***, mens statistikkerne for kræftramte opsummeres, for det er jo vores og 100% vores ansvar at holde ungerne dækket. Og selvom hun vælter så meget rundt i sandet, at det nærmest kan agere solfilter, så skal hun have på for 3. gang. Her må man så bare se igennem fingre med den frygtelige følelse, det er at få solcreme smurt ud på en krop, der bare ikke vil blive fri for sandkorn (Den gratis peeling er langt fra værdsat, og man husker det jo egentlig godt fra sine barndomsture til vesterhavet). Efterfølgende er her så varmt og luftfugtigheden så høj, at det umuligt kan tørre ind (på trods af proklationen om hurtig indtørring. Kan man ikke stole på markedsføringen nu til dags??), så det fungerer perfekt som gigantisk tape og sikrer, at sandet nu helt sikkert hænger fast alle steder.

Men intet løsner en stemning bedre op end mødet med junglens dyr. Hvad kunne være mere interessant end en død veran (jo jo, en levende. Men det er de dødkedelige forældre ikke så begejstret for). I Danmark har vi dræbersnegle og dræberhvepse – og skal det gå vildt for sig, så trækker tægerne også et par overskrifter. Men her i Thailand har de ALLE former for kryb og vilde dyr. Mødet med veranen fik os lige til at bruge lidt tid med onkel Google, for at finde ud af hvilke dyr vi er oppe imod, og hvad man egentlig skal gøre, hvis man møder dem. Ikke særligt betryggende at få at vide, at turisterne på nabostranden havde mødt en 3m lang havslange i vandkanten – verdens farligste slange. Og hvad med de spyttende cobraer, scorpionerne og deres fætre edderkopperne?? (Så nytter det jo ikke noget at Onkel Google siger, “at man burde klare sig helt fint, hvis man bare kommer på hospitalet inden for en time”, når man står midt på en ø..!) Og her kommer forældrerollens virkelige udfordringer, for hvordan virker man rolig omkring sin nye viden om dyrelivet, når knægten helt vildt gerne vil snorkle (og se ned på de giftige søpindsvin, skarpe koraller og dødelige dragefisk), mens det yngste afkom leger indianer i græsset (hvor man iøvrigt altid skal slå med en pind inden man træder for at jage alverdens kryb væk)

Men det nytter ikke noget at være pakket ind i vat. For hvis frygten først får taget i os, så kommer vi ingen vejne. Hvis frygten får lov at styre vores liv, så går vi glip af mange af livets store oplevelser. Oplevelser, som dem vi har lige nu, hvor vi nyder hver dag og fylder den til bristepunktet med små enestående øjeblikke, som for altid vil være minder hos os. Og vi har valgt ikke at lade os styre af frygt. Der er så meget man kan være bange for, når man planlægger en rejse rundt om jorden i et år. Men hvis ikke man evner at lægge det i baggrunden, bliver det altoverskyggende for rejsen, og så kommer det til at stå i vejen for de mange muligheder, som byder sig.
Vi har derfor valgt (på trods af et ualmindeligt rigt dyreliv i kategorien most wanted) at sætte øen Ko Chang, som vores næste destination. Her er 70% af øen dækket af vild jungle, og vi kan nok ikke undgå at møde lidt af hvert her…
Vi fandt et super tilbud på det lækreste hotel på Ko Chang, som vi har booket en uge. Nu er det ikke frygten, der spiller ind, men tvivlen der melder sig. For hvad nu hvis der er noget bedre, vi ikke har fundet? Hvad nu hvis vi hellere vil noget andet? Eller et helt andet sted hen? Selvom det er John, der styrer overnatningerne, er det ren personlig udvikling for ham. Jeg kan komme helt til at grine over, at han har SÅ svært ved at trykke “bekræft” og finder en masse undskyldninger, der kan udskyde det, så han liiige kan træffe den helt rigtige beslutning. Jeg har helt overgivet bolden til ham, så det er ikke engang pres fra mig og mit kontrolgen, der tvinger ham (omend jeg heller ikke siger ham imod, når han er klar til at booke, så jeg ved, at vi har en seng at sove i).

Følg vores rejse på Facebook og Instagram The_Getaway_Blog