PS. Forgot to tell you…

Glemte at fortælle om vores møde med turistpolitiet, taxaselskabet Uber og thailandsk sukker…
Da vi jo for mange år siden var på bådtur på kanalerne vidste vi, hvilken rute og kanal vi ønskede at sejle på. Det var også med i prisen, da vi forhandlede og alt var happy happy. Det viser sig så bare, at i stedet for at sejle på de mindre kanaler, hvor thaierne bor i deres primitive stoplehuse, så tog vores longtail mand os på en helt anden og kortere turistrute langs de større huse og fabrikkerne. Knap så interessant. Vi forsøgte at fortælle ham, at han sejlede den forkerte vej og på den helt forkerte kanal. “Yes yes” blev han ved med at sige, den skulle nok komme.

Nu er vores Thai ret beskedent og hans engelske var endnu mindre (begge lig med ikke eksisterende), så det var lidt svært at forklare ham, og vi endte med at få ham til at sejle tilbage til udgangspunktet. Her hoppede John frisk i land for at få fat på billetdamen og få hende til at fortælle Kaptajnen den rigtige vej. Hun var selvfølgelig væk, og mens jeg sad med børnene i båden forsøgte John at fortælle, hvad der var galt. Ingen kunne nu engelsk og en gammel kajdame var vildt sur over, at vi ikke gik ud af båden, da vi spærrede for de andre både. Så mens vi lå i vente position ude midt på vandet (ikke just den bedste position i bagende hede, men en af de sure kajmennesker var alligevel ikke mere sur, end at han gav mig en paraply til skygge) gik John rundt på kajen for at finde en, der ville forstå engelsk. Nu er John bestemt ikke en der hænger sig i detaljer og principper, men når han bliver snydt på den gode gammeldags turistmåde, så bliver det en principsag (havde vi vidst, at det blev så lang en proces, var det nok ikke her, vi havde sat ind for at belære thaierne, at man ikke snyder). Med en simpel googlesøgning fandt han det thailandske turistpoliti, og de var yderst interesseret. Telefonen blev givet fra den ene til den anden, og det hjalp ikke meget på kajen, før han fortalte et hold amerikanske turister ved billetdamen, der spurgte til hans oplevelse, at det hele “is one big scam”. Så kom der gang i tingene, bossen fik telefonen, og vi fik vores tur. Alle var happy happy og klappede storsmilende hinanden på skulderen. Det er selvfølgelig chancen i branchen, når man ikke tager de store arrangerede ture, men vi er også blevet en sjov oplevelse rigere. Ellers har vi kun haft super gode oplevelser med thaierne, som er så venlige og søde. Gustav er dog ikke fan, men mon ikke han tør lidt op med tiden.
Vejret er vi også fan af (hvis Bangkokvejret er kendetegnet for regntiden). Vi har kun fået en kvart mm regn ud af de godt 50mm regn, de havde lovet på de her 5 dage. Her er dog virkelig varmt med omkring 35 grader hver dag og høj luft fugtighed, men børnene tager det i stiv arm uden nogen former for brok.

Der er dog lidt udfordringer med maden. Børnene er ikke helt pjattet med det og vi forsøger os lidt frem for at ramme noget, der ikke rimer på pomfritter. Foreløbig er “klister-ris” det bedste bud (nogle vil nok kalde dem Sticky Rice, men så udbryder Ella hver gang “jeg vil ikke stikkes”…efter vaccinationsmareridt , så nu hedder de klister-ris).
Vi har forsøgt os med lidt forskelligt kød (vi har jo eget køkken i lejligheden, og det kan jo ikke stå urørt hen), men det har virkelig ikke været med succes. Tror bare vi skal holde os til restauranternes menuer, og så ikke stille spørgsmålstegn ved, hvor de får kødet fra. Men én ting har vi opdaget, det er modsat Danmark, et stort kvalitetsstempel, når noget er mærket som 100% importeret. Det siger lidt om tilliden til egne varer. Det er også sjovt at se, hvordan de vestlige varer for alvor har vundet indpas i butikkerne (troldeungerne spiser dermed Kelloggs cornflakes til morgenmad, dog den gammeldags kedelige version uden 3 lag chokolade og sukkerkugler på). Wow der er meget sukker på det hele. Ikke at jeg syntes, jeg er sådan helt sukkerforskrækket, men når man f.eks. køber en pakke kiks med sesamfrø på og opdager, at de små hvide ting på toppen er sukker, eller stort set alt brød har en sukkerprocent i nærheden af 10, så får ens søde tand altså nok.

Vi er mega mega giga (igen et af Ellas favorit udtryk for tiden) fan af deleøkonomien, som har sat sit præg på byen. Vores første lejlighed blev booket gennem Airbnb og den første taxa via Uber (Et taxaselskabet, hvor private tilmelder sig som chauffører og al kommunikation foregår via nettet). Begge dele har virket upåklageligt, selvom det er lidt grænseoverskridende for en tryghedsnarkoman som mig (men jeg bevæger mig laaangsomt ud i det vovede). Overbevist om sikkerheden og identifikationen af taxachaufføren satte vi os ind og blev kørt lige til døren uden at blive rullet, kidnappet eller kørt et øde sted hen – ikke en gang en turistomvej fik vi. Det skal klart prøves igen. Men det var dog lidt svært at trykke confirm på en uges booking og betaling af en lejlighed på Ko Samat. En ø, vi aldrig har været på og ikke ved hvordan fungerer. Vi plejer jo at se tingene lidt an, og kan vi lide det, blir vi, ellers finder vi et andet sted. Men nu har vi altså 7 dage på Ko Samet – like it or not.

Følg vores rejse på Instagram og Facebook The_Getaway_Blog