There is no WiFi in the forest but I promise you will find a better connection

Endelig fastspændt i Jetstarflyet. Har lige været vidne til folks smålighed, og dem der virkelig er sig selv nærmest. Jeg forstår det simpelthen ikke, og kommer desværre nok også til at provokere en enkelt eller to, ved ikke at kunne lade være med at grine af deres tåbelighed. Måske er det fordi, alt bliver sat i perspektiv efter de frygtelige hændelser i Frankrig, måske fordi vi tager det hele lidt med ro med to små børn eller måske er det bare fordi, jeg virkelig ikke kan hidse mig op over at komme 10 minutter senere ned i mit sæde.
Hele optrinnet, der udspiller sig i den bagerste del af flyet, begynder, da stewardesserne først lukker folk ind fra forenden for så pludselig også at lukke nogen ind bagfra. Så sker det uundgåelige jo, at folk skal passere hinanden, for at komme frem til deres pladser.

Folk prøver at mase sig forbi hinanden (alle selvfølgelig med en kæmpe taske eller trolley med sig, en enkelt sågar med en stor dyne??), men klumper naturligt sammen, når ingen vil give plads. Der er totalt kaos, og stewardesserne ser rådvilde til. Istedet for lige at træde ind på et tomt sæde og med et overbærende smil lade andre passere, bliver de demonstrativt stående. Vrede og højtrystede kommentarer ala ‘Vi har stået her i 10min, så jeg vil på plads nu’ bliver hurtigt forvandlet til ‘Nu har vi stået her i en halv time, så du kommer ikke forbi’. Hvorfor spør jeg bare. Hvorfor er folk så egoistiske? Det er jo ikke fordi, man mister sit sæde, hvis man kommer 3 minutter senere derhen, og flyet skal jo nok lette alligevel. Jeg bliver helt flov over folks opførsel og kan simpelthen ikke lade være med at grine af deres latterlighed. Der er større problemer i verden lige nu…

Så kom det lige ud mellem sidebenene… Jeg er lidt bagud her på bloggen, da vi har været uden WiFI eller telefonsignal i bjergene. Meget underligt, når man er vant til at være i kontakt med omverden 24/7. Men på den anden side, så er det også helt rart. Man blir totalt i ét med naturen (dog ikke så meget at vi sover i shelters og laver bål for at holde varmen).

Tilbage i Queenstown tager vi længere nordpå til Wanaka. Her er de skønneste vandreture og en sø, der tager pusten fra de fleste. Og så har vi fået et tip om en rideskole fra min søde kollega, som var her i foråret. Den er vi på jagt efter, da Gustav har et brændende ønske om at gå til ridning, når vi kommer hjem (ved ikke helt, hvor det ønske stammer fra, for jeg er da så langt fra en hestepige, som man nærmest kan komme. Bange er måske så meget sagt, men jeg har meget stor respekt for dem, sådan tror jeg vi kan sige det). Men at se ham så pavestolt, hver gang hesten lystrer hans kommandoer, smelter ethvert mor-hjerte (selvom jeg syntes hesten er lige lovlig stor). Ella kommer op på en noget mindre krikke, der hellere vil spise græs end trave rundt i ring. Lidt mere min stil, men hun er overhovedet ikke interesseret, så den tur er hurtigt ovre.

Det er egentlig meningen at vi skal herfra mod Christchurch over Lake Tekapo, men et vink om den smukke rute langt vestkysten og ind over bjergkæden ved Arthur’s Pass får os til at ændre planer, og så går det pludselig vestpå i stedet. Uden at have en eneste booking i kalenderen, kan vi gøre netop det. Ændre planerne i sidste øjeblik og gøre noget helt andet end ventet. Det er så fedt. Vi står ikke til regnskab for nogen og kan følge vores impulser hele tiden (meget langt fra min normale komfortzone, men efter 8 måneder på farten har man vel lært et eller andet…).

Det store ‘must see’ på Vestkysten er Franz Josef gletsjeren. En vaskeægte gletsjer der nærmer sig de 18.000 år (but who’s counting). Vi er jo alligevel tidligt oppe, så vi prøver at nå derop inden skyerne lukker helt til. Der har været overskyet her i området de sidste dage, og det er vildt fedt at se, hvordan skyerne hænger i bjergtoppene og bevæger sig langsomt ned. Lidt som en tung tung tåge, der langsomt omslutter og begraver alt på sin vej. Der er ingen biler på parkeringspladsen, så jeg insisterer kraftigt på, at vi er det forkerte sted (det ligner lidt en scene fra Morten & Peter, der diskuterer det falske sted). Men når vi kigger op, kan jeg ikke rigtig argumentere imod, at det jo faktisk er gletsjeren, vi kan se på bjerget. Så off we go.

Troldeungerne og jeg tager udsigten fra et lille bjerg, mens John løber hele vejen derop for at få et close up af den aldrende dame. Men med et par andre bjerge i benene bliver ungerne på afstand og vi taler istedet om, hvordan der så ud, da den fyldte hele dalen og de 19km ud til kysten.

Vi taler generelt også meget om dinosaurer, ikke kun nu i forbindelse med istiden og den smeltende gletsjer, men sådan generelt den sidste tid. Hold nu op, hvor er der mange spørgsmål om de kæmpe kreaturer, man ikke kan svare på?!? Men fordi Woolworth (en supermarkedskæde ala Bilka) har haft dino-dyrekort som samlerobjekt, har vi talt ret meget om dem (og selvfølgelig har vi handlet i Woolworth i hele Australien for at samle de skide kort, så knægten kan få hele mappe fyldt). Men ud af samtaler ved en gletsjer om, hvem der spiser hvem og hvordan verden så ud med is på kommer også dybere spørgsmål…

“Mor, hvad sker der med den her jord, når vi ikke er her længere? Kommer der så en ny tid, ligesom dengang dinosaurerne var her, eller er det hele bare slut?”

Søde skat, det spørgsmål er der mange der stiller…

 

Følg vores rejse på Instagram og Facebook @The_Getaway_Blog