Life is meant for good friends and great adventures

Dance like no one’s watching

Det er som taget ud af en klichefyldt kærlighedsfilm… Jeg står der i badeværelset, som den kvindelige hovedrolle (toplækker selvfølgelig, det er klart) og kigger ud over Trinidads hustage, stadig med vådt hår efter badet. Salsarytmerne strømmer ind af det åbne vindue, og min krop danser i takt til musikken (det er en kærlighedsfilm, så selvfølgelig har jeg rytme). Solens stråler har varmet væggene i løbet af dagen (det betyder, at der er stegende hedt i rummet, men det ser man aldrig på film). Som hovedrolleindehaver skal jeg lige til at gå ind til min elskede mand kun iført mit sparsomme håndklæde på min nøddebrune krop, da filmen knækker, og der lyder et vræl ude fra tagterrassen. En af troldeungerne (det er stadig uvist, hvem der startede) har slået den anden lidt for hårdt i nærkampen mellem to ninjaer (hvordan kom de lige ind i kærlighedsfilmen??) så nu fægter de ukontrolleret løs med pinde. Jeg skiller kamphanerne og konstaterer, at der heldigvis ikke er sket nogen nævneværdig skade. Mellem et par hulk fra en ninja (nu troldeunge med sin sut og nussestofble i hånden) kan jeg stadig høre rytmerne over hustagene, og jeg forestiller mig, hvordan cubanerne danser rundt mellem hinanden med særdeles vrikkende hofter (ligesom jeg skulle have gjort i min dagdrømmen).

image

Nede på brostenene danses der godt nok på torvet, men der er ikke mange cubanere imellem. Istedet danser turisterne på livet løs, så de også kan krydse “salsadans-i-gaderne-til-ægte-cubanske-rytmer” af på listen over must do’s på Cuba (jeg ved godt, at der er mange fede salsateker, hvor cubanerne danser og fester, det er bare ikke lige her i gaderne).

image

 

Vi er landet i smukke Trinidad (som taget ud af en gammel film) efter et kort visit i Cienfuegos. Det var egentlig meningen, at vi skulle være blevet i Cienfuegos og så kun tage en dagstur til Trinidad, men da vi går rundt i gaderne syntes vi egentlig ikke byen har så meget at byde på, så vi ændrer planer og bruger tiden i Trinidad i stedet (hvilket ser ud til at være et godt valg). Vi bor helt inde i den gamle bydel med brostenene, og det føles næsten hjemligt, med de knap hundrede danskere vi har mødt. Tror der er startet en kolonisering her, mens vi har været afsted, for vi har da klart indtaget Cuba som nation.

image

 

Som i resten af landet er det rigtig meget stemningen, man kommer for at opleve i Trinidad. Der er selvfølgelig de obligatoriske rideture ud i landskabet, men ellers handler det ‘bare’ om at gå rundt i gaderne og indsnuse atmosfæren (hvilket nok er det ord, jeg har brugt flest gange, når jeg taler om Cuba, men det er virkelig det, det hele handler om).

image

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Life is meant for good friends and great adventures