You win some, you lose some

Skal, skal ikke flytte os til et nyt sted? Det er det evige (og uundgåelige) spørgsmål, når vi er faldet til et sted. Det er så bekvemmeligt at blive, men på den anden side, så er det jo også fedt at se nogle nye steder… MEN denne gang har vi bestemt os for at blive her i Quepos ved Manuel Antonio (for hvorfor dog flytte sig, når vi har lækkert hostel, fin pool, zoo aka nationalparken, smuk strand og skønne mennesker omkring os?). Andet valget var at tage til Uvita længere syd på, men vi kunne kun finde på én begrundelse (der opvejede alle de andre fordele ved at blive) og det var at se noget nyt. Men vi har ikke rigtig kunne finde nogle, der kunne fortælle at det var STEDET man bare ikke må misse, så nu bliver vi altså her de sidste dage. Pukkelhvalerne er alligevel ikke kommet helt sydpå endnu med deres unger, så dem kan vi ikke få hilst på (næste gang vi skal rejse, så planlægger vi det totalt meget ud fra hvalsæsonen rundt om jorden).

Så istedet for at flytte til Uvita, så tager vi en endagsudflugt dertil. Eller det vil sige, det var planen, da vi steg ombord på bussen i Quepos. Men at sidde der i 39graders varme i flere timer kan vi alligevel ikke helt overkomme. Og så har jeg fundet det smukkeste og mest spektakulære vandfald i Dominical (længe leve #søgninger på instagram) og der er kun en lille time fra Quepos i stedet for de godt halvanden til Uvita. Det er ikke svært at overtale min kogte familie, så vi sadler om og hopper af bussen i Dominical istedet.

Det er et noget andet syn, der venter os her. Den ene bod efter den anden med malede træfigurer, hæklede hængekøjer og neonfarvede tanktoppe står i palmetræernes skygge langs strandpromenaden. Det er virkelig et laid back sted, og vores guidebog (godtnok fra 2008 og venligst udlånt på hostlets bibliotek aka ‘pay a dollar and change your book’ ) fortæller, at det er her man bliver høj. Og baderådet lyder klogeligt: ‘never smoke and swim’ (i mine unge dage lød baderådene noget ala ikke at gå i vandet efter man har spist og så kun i til navlen. Times changes).

Ideen om et besøg hos det store vandfald er sådan set også rigtig fint, men det viser sig at være noget sværere at finde end først antaget. Vi har altid rejst under devisen ‘det lykkes altid, på den ene eller anden måde’, men den her nød er lidt sværere at knække.
Det er vildt underligt. Her er det vildeste vandfald ret tæt på (ifølge Google maps), men ingen skilte eller reklamer for det (hvilket de ellers ikkeplejer at være fedtede med). Vi finder ud af, at området ved vandfalder er privatejet, og at der kun er ét sted de sælger billetter til at komme ind. Så skal vi bare have fundet en vej derop, hvor svært kan det være…

Efter at have spurgt en 5-6 forskellige personer med hvert deres bud på det, finder vi endelig en pålidelig kilde på den taco restaurant vi spiser frokost på. Der er 15min op til billetstedet, herefter 2km ind til tracket, der fører ind til vandfaldet og så 4km ind til selve vandfaldet (kke lige hvad vi har håbet på, for med en sti totalt blottet i solen og de små 40 grader vi kan finde i skyggen, så er det ligesom ikke en option med to små troldeunger). En mulighed er en tur på hesteryg, som billetstedet sælger… (plejer at være et hit hos troldeungerne) Men det viser sig simpelthen at være så afsindigt dyrt (alt er jo relativt, men 690kr pr mand for 6km på en krikke, syntes jeg liiige er i overkanten). Har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du gå, som den kære bagersang har lært os. Jeg må bide i det sure æble og sige, at det vandfald må vente, til troldene er store nok til at vi kan tage vandreruten.

Nu er det ikke fordi det hele skal handle om penge, men med så mange lande i rygsækken, så får man en holdning til, hvad ting sådan nogenlunde bør koste (også reguleret i forhold til hvert land). Og selvom vi er meget overrasket over prisniveauet i Costa Rica, så har vi også holdningen “when in Rome…”. Så skal vi opleve det, der er at opleve, og så må vi bare lukke øjnene, når vi kører Visakortet igennem. Men her i Costa Rica er det bare som om, tingene ikke hænger sammen. Priserne har fået fuld smæk opad, men det er som om, kvaliteten ikke er fulgt med. I Australien og New Zealand ved man, at det er langt dyrere at rejse rundt end i f.eks. Asien, men her hænger tingene mere sammen. Infrastrukturen virker, priserne på hotellerne er afpasset til standarden, og der er en god blanding af dyre ekstrem sportsaktiviteter og billigere trackingmuligheder i nationalparkerne. Her på Costa Rica er det lidt som om, at de har sat priserne helt op, men bare glemt, at hæve niveauet på alt det, man betaler for. Det eneste der er afstemt er de offentlige busser. De koster ikke ret meget, og du får en gammel men fin bus. Men når vi står overfor at skulle betale knap 3.000kr for en times ridetur til et vandfald, så bliver jeg altså desværre for meget nordjyde (måske jeg har været skotte i mit tidligere liv). Så i stedet tager vi ned på stranden, hvor jeg lige nøjagtig når at få troldene smurt ind i solcreme, før de gerne vil hjem til vores egen pool og strand. Jamen så afsted igen. You win some, you lose some. Nogle gange må man bare acceptere, at tingene ikke lige går som forventet…

 

Følg med på Instagram @thegetaway.dk og få masser af billeder og inputs fra vores rejse