Never ask Google for help, I have gone from mild redness to clinically dead in just three clicks

Det tidspunkt, hvor man ser på hinanden med en anelse panik i øjnene og siger ‘F*** det er ikke godt det her’ (undskyld mit franske). De tidspunkter vil man bare gerne være foruden på en rejse med børn.
Vi er på den smukkeste strand, helt alene i Manuel Antonio National Park. Den belønning får man, når man gider gå det ekstra stykke væk fra masserne. Den smukke udsigt, det dejlige badevand og roen der er i paradis skaber det skønneste øjeblik, og man sidder bare der og ser på sine dejlige unger, der leget i sandet (totalt Morten Korch på en tropeagtig måde). Man kan ligesom skære lykken ud af luften, så afslappet sidder jeg og nyder øjeblikket. Men i ethvert paradis er der som bekendt en slange – og et æble. I vores paradis er vi så ‘heldige’, at vi helt uvidende har fundet en stribe af Manchineel træer

Det kaldes også for ‘Strand æblet’ og vokser på kyststrækninger i Centralamerika. Æblerne fungerer perfekt som guldklumper til vores borg, som vi har bygget i sandet, så dem samler vi i stor stil. Så så man mig vælte rundt ovenpå og filtret ind i grenene på træet for at samle æbler og nedfaldne grene til borgen (som i øvrigt var blevet super god med den bedste voldgrav, der kunne modstå bølgerne, der kommer med højvande).

På vejen ud af parken så vi godt et informationsskilt med et billede af de mange træer. Men der har været 117 skilte med forskellig informationer om træer, fugle- og dyreliv i området og alt muligt andet i parken, så det har vi ikke bidt mærke i (vi er altså mere opmærksomme på, om troldene løber ud langt ud fra stien, hvor alt muligt kryb og scorpioner er, end at læse om et tilfældigt træ). Men det skulle man nok have gjort… for da jeg vågner her til morgen, har jeg udslæt over hele den ene arm, rundt om næsten (rundt om næsen???) og værst af alt, så har Gustav også et kæmpe rødt udslæt på den ene arm.

Jeg tror aldrig, jeg har haft en allergisk reaktion før, så vi er enige om, at det må være noget jeg lige har været eksponeret overfor, så det må være fra parken. John tyr til fætter Google for at finde ud af, om der er noget i parken, vi kan have rørt ved, som vi ikke skulle. Og så dukker det hersens æbletræ op igen. Når man går helt derud, hvor vi er gået, så står der en lang række af de famøse Strand æbletræer, og de er sådan set også rigtig flotte. Men det er så også nu, at vi læser, at de er så frygteligt giftige. Ét æble kan dræbe 20 mennesker…(ved ikke om Google er en god ting lige nu, eller gør det hele meget værre).

Barken på træet og den hvide væske fra æblet brænder, giver blærer og svær inflammation på huden, når man rører det, for slet ikke at tale om hvad det gør, hvis man spiser det. Uvidende har vi fundet verdens mest giftige plante, der kan ætse malingen på en bil, hvis den holder under træet i regnvejr. Og in the good old days brugte man saften til at komme på sine pile, da de ville give en langsom og smertefuld død på sin modstander. Og det træ har jeg så klatret rundt i for at samle ‘guld’ aka de små forbistrede æbler til vores strandborg… Med store udslæt til følge.

Så er gode råd lige pludselig dyre, og vi prøver febrilsk at tænke tilbage på, om ungerne har haft nogen i munden, om vi fik vasket ordentligt hænder inden vi spiste frokost, om tøjet hang på grenene fra æbletræet, eller på det ved siden af, og hvor meget de mon har rørt ved barken… Det er virkelig ikke særlig smart (men HVORFOR har man så giftige træer på en strand i nationalparken??? Fæld det dog!) Vi googler løs og heldigvis ser det ud til, at vi er rimelig home safe, hvis bare man ikke har spist det (hvilket vi trods alt ikke har gjort). På apoteket får vi noget antihistamin piller og en creme til at smøre på, og så skal vi bare stå reaktionen igennem. Da mit spanske ikke har udviklet sig fra sidste indlæg her var jeg nervøs for at gå på apoteket alene, så vi stryger hele familien afsted + vores amerikanske venner, vi har været sammen med her på hostlet. De kan lidt spansk og vi får læst den vedlagte indlægssedlen og fundet frem til en dosis til voksne og børn.

Men det er SÅ dumt. Tænk nu hvad der kunne være sket… Hvorfor læste vi ikke på de skilte der var??
Jeg har en knude i maven af frygt og nervøsitet for de næste par dage. Og samtidig er jeg rasende på mig selv over, at vi ikke er forberedt. Men størst af alt er jeg dybt taknemmelig helt ind i hjertet for, at Ella denne ene dag IKKE puttede sine fingre i munden (som hun ellers har for vane at gøre, uanset hvad der er på dem. Syntes den orale fase stadig fylder helt vildt for hende). Hun har heldigvis haft så meget sand på dem, at hun for en gangs skyld ikke har suttet på dem. Vi slap med forskrækkelsen denne gang, og jeg er dybt taknemmelig.