Don’t let the limits of your language be the limits of your world

Jeg er virkelig udfordret, sådan fuldstændig totalt lost, for jeg kan ikke et ord spansk. Vi har altid kunne klare os med vores engelsk, lidt tysk og en anelse fransk (her melder jeg også pas, det er Johns fortjeneste fra gamle dage, hvor vi tomlede rundt i Frankrig i 3 måneder), men spansk er vi bare aldrig rigtig nået til. Og det fortryder vi da på det kraftigste nu.

Så så man os stå på børnemuseet i San Jose (som i øvrigt er et rigtig godt sted med masser af udklædningstøj) og forsøge at få noget at spise (bedste skjult kamera optagelse ever). Vi peger mod gryderne i den åbne restauranten (som mere minder om et cafeteria i en sportshal) og prøver at forklare og gestikulere, at vi gerne vil vide, hvad man kan få at spise. Hun peger undrende op mod et stort skilt med en masse linjer af tekst efterfulgt af et tal (og man skal ikke være særlig skarp for at vide, at det nok er menukortet, men på spansk). Vi fanger to ord “pollo” (vores første spanske ord, vi har lært på McD. Sorry to say) og “nachos” (det ved man ligesom hvad er), så det bestiller vi sammen med noget, der ligger på disken og ligner et pølsehorn. Det havde været super fedt, hvis man ikke var en kræsenpind, for så kunne man jo bare pege på skiltet med lukkede øjne og glæde sig hysterisk over den kulturelle overraskelse maden var… (det bliver i mit næste liv).

Men vi er helt vildt overrasket over, at så få kan tale andet end spansk (man kan så også sige, at det er lidt arrogant at tro, at vi kan komme her med vores engelske). Havde måske bare forestillet os noget andet, da det er et af amerikanernes foretrukne feriesteder. Men vi giver ikke op og forsøger nu at komme nordpå til nationalparkerne på egen hånd. En anden ting vi er lidt overrasket over, er prisniveauet (hvilket nok netop skyldes amerikanerne). Det er faktisk pænt dyrt her – og slår nærmest New Zealand og Australien (selvom vi jo ikke helt kan sige noget om det med så få dage i landet). Hvis budgettet skulle have bestemt, så var vi blevet i Asien hele tiden, men vi vil så gerne ud at se lidt mere af verden, så bankdamen hjemme i Danske Bank må lige lukke øjnene lidt endnu.

Flere har spurgt os, hvordan vi kommer rundt her på Costa Rica. Og det spørgsmål kan jeg da godt forstå, med vores ringe spansk in mente. Foreløbig har vi brugt Uber taxa til at køre os rundt. Det er vi altså vildt fan af. Især fordi chaufførerne er de bedste engelsktalende folk vi har mødt. Vi får et helt unikt indblik i lokalbefolkningen og møder en masse interessante mennesker, der alle har en spændende historie at fortælle (som ham den pensionerede, der har købt 7 ø’er ved Bahamas og kun kører taxa, fordi konen ikke gider have ham gående derhjemme, eller ham den unge, der laver de smukke farvede vinduer i kirkerne, eller ham der gav os en ekstra tur rundt i centrum, mens han fortalte om byens historie). Og op til vulkanen Poas har vi endda kørt med en fyr, der tager med os hele vejen på gåturen og agerer guide for os. Foredelen ved at køre Uber er også, at man har alle informationer på chaufføren, så det føles enormt sikkert og trygt at køre med dem (+man giver dem efterfølgende stjerner, så de har et incitament til at give god service). Især i forhold til de almindelige taxachauffører, der har ry for at være ret korrupte herovre eller de offentlige busser, hvor man nærmest skal sidde på baggagen for at sikre, at ingen ‘låner’ den.

Men en anden grund til, at jeg føler mig så udfordret på sproget, er nok også, at jeg ved, at Costa Rica er piece of cake i forhold til Cuba. Her har jeg en forventning om, at mine Gæt&Grimasser evner for alvor kommer i spil. Jeg skal hele tiden huske på, hvor fedt det bliver at opleve, og at det er ved at være sidste chance for at opleve det ‘oprindelige’ Cuba, før amerikanerne for alvor får frit spil (ikke et ondt ord om amerikanerne, men med dem følger også en helt anden kultur og civilisation, som man ikke oplever lige nu). Så nu har vi gjort noget stort. Vi har nemlig bestilt vores første guidebog her til turen. Tardaaaar! Lonely Planet Cuba. Så sammen med parløren bag i bogen, og mine svigerforældres spanskkursus, burde vi kunne klare os (vi er så heldige, at få besøg igen og dermed selskab til både Mexico og Cuba). Behøver jeg sige, at der er to små trolde der glæder sig…

Vi har tidligere rejst rundt i det indre Kina og ned langs Tibets grænse uden at kunne et eneste ord på kinesisk, og vi har redet på hesteryg gennem junglen i Laos ved hjælp af tegnsprog. Så hvorfor mine manglende sprogevner pludselig er et kæmpe issue for mig, forstår jeg virkelig ikke. Måske det er fordi, vi nu ikke er alene mere. Vi har to troldeunger med, som vi jo har ansvaret for (man bliver SÅ voksen, når man pludselig har ansvaret for to små mus, der med blind tillid følger i vores fodspor)…

Følg vores rejse rundt i verden på instagram @the_getaway_blog.