That feeling when you wake up so sore you can barely move

Jeg tror aldrig, jeg har haft så ondt i mine ben. Sådan ondt på den der skærende måde, hvor man vågner om natten og tænker “der må seriøst være noget helt galt med de stænger” (lidt som når man dagen efter, vågner og tænker ‘det kan ikke kun være alkohol, der må bestemt være noget helt galt med kroppen’). Med de ustyrligt mange kilomeder vi efterhånden har gået, og den træning vi faktisk har fået lavet den seneste måned (tak til Nordichiit for at holde os til ilden), så troede jeg faktisk, at vi var i ok form og med en vis muskelstyrke. Men hvor er jeg blevet klogere…

Vi har nemlig valgt at tage på cykeltur fra Waihi til Karangahake Gorge, hvor den gamle guldmine ligger. En tur på 36km i kuperet terræn (hvilket burde være overskueligt). Jovist har John en ‘tag-along’ med Gustav bagpå, og jeg har cykelvognen med Ella og al oppakningen (hvordan den fordeling er endt sådan, ved jeg faktisk ikke. Noget med at cykelmanden sagde, at den var lettest. øhhh not!!). Men det burde jo ikke tage livet fuldstændig af mig.

Turen er super fin, og vi kører langs smukke floder, de grønneste marker med køer og over små bjerge for at komme til en lang tunnel under endnu et bjerg. Vi har godt hørt, at vi skal have lys på, og har da også en enkelt pandelygte med (hvor mørkt kan der lige være i en tunnel, hvor man hele tiden kan se lyset forenden?). Øhh der kan så være rigtig mørkt, skal jeg hilse og sige. Tunnelen er 1km lang, og belysningen er ikke blevet skiftet siden de brugte den til minen, så de få lamper der lyser, har det der meget orange lys man ser på nogle af de der afsides trinbræts-togstationer ude hos os i provinsen. De kan ikke bruges til meget mere end retningsgivende for, hvor midten af tunnelen er. Når hver tredje så er i stykker, så bliver der virkelig mørkt. Det er en vildt underlig følelse bare at køre efter en lysprik langt ude i det fjerne uden at vide, om der er huller på stien eller andre ubehageligheder, der kan møde en. Og når jeg så kan skimte silhuetter komme nærmere (var dog så klog at skifte fra solbrillerne med styrke til almindelige briller inden vi kørte ind, for bare at få marginalt bedre lys), så skal tungen holdes lige i munden. For skal jeg holde til højre eller venstre? Vælger venstre (kloge-åge, det er jo der bilerne også kører) men hvis min modkørende lige skulle have glemt det, er jeg hende der råber “I’m keeping left” (hvortil min modkørende svarer “øhhh yes”… Som om det er en selvfølge???)

En ægte guldmine kan jo ikke være andet end et hit, og troldeungerne går forrest gennem gangene med pandelygten (og her udviser forældrene stor tillid – eller topmålet af dumdristighed?? ved at give vores eneste lampe til ungerne). Men de lever op til tilliden og skændes (næsten) ikke om at holde den. Tilbage ved cyklerne tager vi dagens dummeste beslutning. Vi lytter til en khakifarvet mand (ligner til forveksling en ranger, med store støvler, kniv i bæltet og orange vest på), og istedet for at køre tilbage gennem tunnelen tager vi The Historic Walkway, selvom der står, at man ikke skal cykle der, fordi stien er meget smal (jeg får en svagt flash back til første del af rejsen, hvor det var ved at gå helt galt ud over en skrænt. Noget med en campingvogn i Frankrig, en ualmindelig snæver vej og et skilt om ikke at køre derop). Vi har ikke lært noget som helst, trodser skiltningen og begiver os afsted.

Men vi er ikke nået langt ud på stien, før ungerne må ud af vognen og af cyklen, fordi det er for farligt at have dem siddende. Vejen er så snæver, at vi må løfte cykelvognen igennem flere steder, for at den ikke skal falde ned i floden. Det er virkelig VIRKELIG en tåbelig beslutning (tak for rådet wanna-be-ranger), og der er ingen mulighed for at vende om, så det er bare om at holde tungen lige i munden. Gustav er ikke helt tilfreds med at skulle gå selv, men jeg kommer med en peptalk (der kan passe til enhver teambuildingtur i ødemarken, lige efter man har opdaget, at saksen til den uigennemtrængelige pose med pulvermad ligger derhjemme) og fortæller med min ihh-hvor-har-vi-det-sjovt-stemme, at vi er et team, der skal få det til at fungere, og vi har brug for alle mand for at få det til at lykkes. Han køber ikke sådan helhjertet ind på den (hvorfor ik’??? det var ellers en totalt god peptalk), men fanger alligevel budskabet og sætter gang i fusserne.

Ella har hele turen talt om den røde ‘tag-along’ cykel, som Gustav jo kører på, så selvfølgelig skal hun prøve den. Vi stoler ikke helt på hendes balanceevne, når hun er træt, så vi turde ikke få en til hende til hele vejen. Men hvor er hun stolt, da hun sidder bag på John (fortryder næsten vi ikke forsøgte med en til hende). Henrykt synger hun “jeg har lært at cykle, jeg har lært at cykle” mens hun kører benene 5cm frem og 5cm tilbage.

Og så kommer det, der er roden til al min smerte og selvmedlidenhed. For vi skal jo også hjem igen. Man kunne have valgt at komme med en shuttlebus tilbage eller tage toget, men næææh nej, vi er kække og vælger at cykle hjem igen. Det er jo bare 18km… Og her kommer vi tilbage til det med mistroen. For har de mon sat de der markeringspæle ved de korrekte kilometer…? Jeg tror det næppe, for mine ben føles alt for tunge ALT for tidligt på tilbagevejen. Vi skal være tilbage med cyklerne inden butikken lukker klokken 17, og der burde være masser af tid. Men som jeg langsomt og stædigt æder mig ind på bakkerne, må jeg bare konstatere, at der er lang vej hjem. Sådan virkelig lang vej hjem, på den der gammeldags hårde måde, hvor der ikke er anden udvej end at knokle på. Ella sidder lystigt i cykelvognen og vil snakke, men jeg har overhovedet ikke luft til at sige noget. Benene syrer til, hver eneste gang jeg er på en bakke. Heldigvis er det mountainbikes vi kører på, så mig ned i 1 gear. Men jeg kan ikke stå op i pedalerne på bakkerne, for så smutter baghjulet bare rundt med den tunge last jeg har bagpå, så det er bare med at holde rumpetten i sadlen og lade benene gøre arbejdet. John og Gustav er kørt i forvejen, og selvom jeg syntes jeg holder et rimeligt tempo (vidste ikke fartblindhed også kunne forekomme, når man kører alt for langsomt), så kommer jeg alligevel først i mål 20 minutter efter lukketid. Manden står tålmodigt og venter og al hans irritation over sin sene fyraften forsvinder i et smil, da han ser mig komme prustende og stønnende hen til butikken. “It looks like you had a fun tour” siger han (alt for kækt).