Seeing isn’t believing. Believing is seeing.

Det er lidt sjovt med folk, der er væk fra hjemstavnen juleaften, de kan nemlig lidt groft opdeles i to grupper. Dem der flygter fra julen og bare ønsker at nyde solen på en smuk strand langt væk fra julestress, flæskesteg og gaveræs. Og så er der dem, der forsøger at lave en jul så tæt på den danske som overhovedet, muligt med alt hvad det indebærer af guirlander, kravlenisser og julemad.

Vi er klart i kategori 2 (hvis nogen overhovedet kan være i tvivl), og i mangel på sne er der sågar lavet engle i sandet på South Beach.

Kun få timer efter vi har fået nøglen til vores airbnb lejlighed i Miami banker det på døren og udenfor står Mormor og Brian. Og de er savnet efter de sidste mange måneders rejse trekvart omgang rundt om jorden. Dejligt med besøg hjemmefra lige til julehyggen (det er altså noget andet end at vinke over Skype). Gustav har talt ned til den 22. december længe (som en langt vigtigere dag end den 24). Og sammen med knus og krammere har de også tasken fyldt med julesager. Ønskelisten fra troldeungerne har været lang over ting de gerne ville have med til julen og tror nærmest alle ønsker er indfriet. Der er grødris og kanel, kravlenisser til at klippe, strimler til den længste guirlande, julehjerter der skal flettes, de bedste pebernødder og julesanghæfter (ellers ved vi jo ikke, hvad der er de 3 første og det sidste vers af ‘Et barn er født i Bethlehem’). Der er sågar blevet plads til et minijuletræ på bare 60cm med pynt og lys (kønt er det ikke, men troldeungerne er vilde med det). Og så er der hindbærsnitter!!! Vaskeægte danske hindbærsnitter fragtet all the way. Nok et af Gustavs største ønsker her til jul. Sidste ting, som faktisk er det, der får mindst opmærksomhed i oppakningen, er lidt gaver til at komme under træet.

Så før det kan blive ordentligt jul, har troldeungerne taget styringen på at få lejligheden pyntet op. Den hyggeligste klippe-klistre-dag som afsluttes med udformningen af den længste indkøbsliste til juleindkøbene (hvorfor skulle det også være anderledes, end når der skal handles til juledagene derhjemme). Gustav har ønsket flæskesteg med sprød svær (et ønske som nærmest er svært at indfri derhjemme og stort set umuligt herovre) men jagten går ind. I Santa Barbara talte vi om at køre op til Solvang, hvor en dansk slagter sælger flæskesteg og medister, men heldigvis når en smule realisme at sætte ind, inden vi får indkøbt den helt store menu. Der er langt for en flæskesteg tværs over Amerika i en varm rygsæk. Men efter at have gennemtravet Walmart efter varer (og fået lovning på mormors frikadeller UDEN grøntsager) får vi lavet en hel hæderlig julemenu med kål, flæskesteg (uden svær påpeger Gustav en 27 gange), kogte kartofler, frikadeller og sidst men ikke mindst risalamande med en mandel i (der er ikke et øje tørt).

Juletræet får et par ture (opstillet på et bord virker det faktisk ikke så lille alligevel), alle vælger en sang fra hæfterne, og så skal deles gaver ud. Her har jeg haft det lidt svært med ham der julemanden… For når videnbegærlige sønnike ser skeptisk på mig og insisterende spørger “jamen findes han sådan rigtigt? På elefant-ære?” for derefter at smide trumpfkortet “hvad så med på guds ære mor???”, så har jeg simpelthen så svært ved at give et klart og tydeligt ‘Ja’ uden at blinke og kommer istedet med et totalt vattet og vævende svar (som om han spurgte om universets oprindelse eller noget i den kategori). Og det er jo dybt tåbeligt, bare fordi jeg ikke kan lide at lyve for ham, eller ikke vil tage konfrontationen, når han bliver 8 og med sin eminente hukommelse kommer og siger “MOR!!! Du sagde han fandtes!?!”.

Men kort før jul læste jeg en interessant artikel online et eller andet sted, der fortalte at troen på julemanden faktisk er med til at udvikle børns evne til at drømme om noget og skabe illusioner (så så man lige mig ødelægge den evne, nu hvor julemanden er sendt til hjørne). Men så fik jeg en nødløsning og svarmulighed af en sød veninde, som mit tåbelige rationelle hoved kan arbejde med “jeg ved ikke om julemanden findes, men i december tror jeg på, at han gør, ligesom jeg tror på nissen, der kommer med gaver om natten”. Bum. Så er den lige klaret (han så godt nok lidt skeptisk på mig, men heldigvis var det svar nok på en femåriges niveau). Nu ødelægger jeg ikke ungernes evne til at vokse sig store og stærke, jeg kan give et nogenlunde ærligt svar og hele julefreden er reddet.

6 dage flyver hurtigt afsted, og snart skal der siges farvel. “Ser vi dem først om et helt år igen???” vil troldeungerne vide. Men med mindre end 3 måneder tilbage af rejsen føles det nærmest kun som en lille sommerferie, før vi ses igen.

De kører nordpå mod Nashville, og vi hopper på en flyver til Costa Rica. Der er flere steder, der skal udforskes, inden vi er klar til at få fødderne på dansk jord igen. USA var ren hygge med venner på Vestkysten og familie på Østkysten, mens de næste måneder byder på de store naturoplevelser, kulturelle chok og ekstravagant luksus. Stay tuned…

PS. Med i kufferten har min mor også en lille hilsen fra min dejlige mormor. Tilbage i 1988 skulle hun og min bedstefar holde jul udenbys, og jeg har derfor lavet de fineste kravlenisser, de kunne få med, nu de ikke skulle holde jul i Danmark. Jeg var syv, men kan tydeligt huske, hvor vigtigt jeg syntes det var. Dem har hun gemt alle de år og sendt med til os, nu vi ikke kunne være i Danmark til højtiden.