Of all the books in the world, the best stories are found between the pages of a passport

Det er bare en af de dage, hvor man når at tænke “er det et tegn på, at vi virkelig ikke skal med det fly??”. Vi er nærmest ikke kommet ud af Auckland, før udfordringerne begynder, for der er AC/DC koncert i byen og dermed et hav af mennesker på vejene. Via lidt smutveje kommer vi til lufthavnen og er klar til at tjekke ind. Det har vi ikke kunne gøre online, for når man flyver til USA skal man vise en onwards ticket, så de ikke tror vi bliver i landet. Vi har været forudseende og allerede bestilt til Costa Rica den 28. December, så vi er home safe. Tror vi. Problemet er bare, at det ikke er et anerkendt udrejseland! (Say what?? Det er da langt ud af landet??). Reddet på målstregen af vores hjemrejse billetter (Norwegian havde så billige billetter i sommers, at vi ikke turde vente. 1100kr for at komme direkte fra NY til KBH… Det kalder jo ligefrem på shoppingture over there). Og heldet er virkelig på vores side, for billetterne er lige netop indenfor vores visumperiode. Havde vi booket 1 dag senere var vi ikke kommet med.

Troldeungerne er så vant til lufthavne efterhånden, at de overhovedet ikke er imponeret, så de fiser rundt, som var vi en tur i det lokale supermarked (måske det siger mere om vores opdragelseevner… Hmmm… Den lader vi bare ligge). For så kommer turen naturligt nok til bagagen (denne gang er problemet ikke at jeg forsøger at smugle 12 flasker solcreme med i håndbagagen til Malaysia HER eller en lommekniv, som det var tilfældet i Indonesien HER). Det er kiloene denne gang. Selvfølgelig har vi 2kg for meget i den ene taske, men næsten plads til 3 i den anden. Det har aldrig været et problem før på rejsen, vi har altid fået lov at kombinere kiloene. Men ikke denne gang. Jeg magter simpelthen ikke at skulle pakke taskerne om igen. De er proppet til bristepunktet, ungerne er max urolige og der er sort af mennesker (jep, jeg er rimeligt presset på nuværende tidspunkt).

Vi får fat på en supervisor, for i min optik er det simpelthen for småligt. Vi må have 4×23 kg med, og med vores 45,5kg burde det kunne gå. Med et glimt i øjet og ordene “I know how it is to travel with kids” får vi lov at slippe for ompakningen (jeg er ham evigt taknemmelig). Med ungerne placeret med hver sin IPad går jeg i gang med at få samlet håndbagagen. Vi har en tendens til at få alt for mange løse poser med, og nu skal mor-Laila have styr på det (måske mest for lige at få styr på det i hovedet). Men det er altså alt for meget til, at vi vil slæbe på det, så med 7min til lukketid løber John over for at tjekke den lille trolley ind (hvilket selvfølgelig tager syv lange og syv brede, for de nye kg skal tillægges de gamle i systemet). Endelig klar til security. Vi går for en gang skyld glat i gennem og kommer ned til gateområdet, som er overfyldt, da flyet er max booket. Endelig tid til at slå os ned i sædet. Ungerne installeres igen med hver deres Ipad (det er altså bedste opbevaring på overfyldte steder. Sorry to say).

Vi når lige at sidde ned i 4 min før ‘Family Agerholm’ kaldes over højtaleren… Uvidende om betydningen er John og jeg så ‘heldige’ at have 4 SSSS’er trykt med småt på vores boardingpas. Vi er dermed tilfældigt udvalgt til endnu en indgående security control. (What are the odds???). Jeg går straks i alarmberedskab og tror det værste (Føler mig straks småkriminel. Men mon de er interesseret i den ene DVD vi har i tasken, som er købt et lidt tvivlsomt sted i Thailand, eller i de chiafrø vi har pakket ned, selvom vi nok godt ved, at de ikke må komme med ind i USA). Troldeungerne og alt håndbagagen pakkes sammen igen og vi følger efter en dame ind bag et par afspæringer til to securityfolk med handsker. Her skal vi så igennem et sprængstofcheck!!! Men de er nu meget cool, og de første de siger er, at det er noget USA har fundet på. Sko, hænder, lommer og tasker tørres af med en strimmel papir, som sættes i en maskine. Vi får to blå stempler på vores boardingpas, som betyder, at vi er clear, og da de er blevet nøje inspiceret af boardingpersonalet, får vi lov endelig at komme til gaten.

Her føler vi os nødsaget til at kaste børnekortet på bordet og får lov at komme først ind i flyet sammen med businessfolket. Her kaster vi os over skærmen og finder film til alle mand. Fordelen ved ikke at have set ret mange film er, at man bliver totalt begejstret når man ser udvalget i flyet (selvom man er en virkelig dårlig makker til trivial persuit). Jeg kaster mig over en chick flick film. Totalt tomhjernet afslapning akkompagneret af et glas bobler i et plastikkrus (man er vel på Monnet-class). Klar til at indtage luftrummet og 12 timers flyvning, da kaptajnen byder velkommen i højttalerne og annoncerer, at der nok liiige bliver 5-10min forsinket. Det ændrer sig hurtigt til 30 minutter i bedste fald, hvilket han indrømmer nok realistisk set nærmere er 45-50min. Og på med JA-hatten, for bedst som min tomhjernede film er godt i gang, kommer endnu en announcement fra kaptajnen. Vi skal have tømt hele lasten for at kunne komme ind til en fan, som ikke virker, men problemet er, at vi mangler mandskab til at gøre det, så vi må lige vente lidt… (Mandskab?? Vi er i New Zealands største lufthavn og så mangler vi mandskab). Så vi kigger lige på halvanden time mere i sæder inden vi letter (Og her er det så, at jeg ikke kan lade være med at tænke på, om det er et tegn på, at vi bare ikke skal i luften… Og hvordan var det lige flysikkerhedsstatistikkerne så ud for Air New Zealand…).

Men i luften kommer vi, og snart kommer Los Angeles til syne i horisonten. Vi er klar til endnu et eventyr nu på amerikansk grund.

Rejsetip….

Skal du selv til at pakke tasken for at komme ud at rejse men mangler lidt inspiration til, hvad der skal i rygsækken eller kufferten, så kan du se vores pakkeliste her på bloggen. Både den vi havde til de to måneder i campingvogn HER og til vores backpackrejse HER. De er selvfølgelig lavet til vores familie og rejse, og er derfor måske ikke fyldestgørende til din rejse, men måske du kan bruge dem som inspiration.

Få masser af billeder på vores Instagramprofil @the_getaway_blog og få alle nye indlæg via Facebook.