I am three years old

I’m not telling you it’s going to be easy, I’m telling you it’s going to be worth it

“Hvorfor rejser i med SÅ små børn??”. Det spørgsmål har vi fået rigtig mange gange, inden vi tog afsted, og nogle dage tænker jeg da også, “ja, hvorfor egentlig??”.

image

Vi er faktisk blevet lidt overrasket over, hvor hårdt det i grunden er  at rejse med små børn (ved ik hvad vi naivt har troet back home, men noget med total afslapning og zen-tilstand som minimum). Men de der aftener, hvor vi ser på hinanden totalt udkørte efter en dag, hvor stemmen stort set ikke har været i et normalt toneleje (og jeg ved godt, at man ikke må skælde børn ud, den artikel har jeg læst, lige efter den, hvor man heller ikke må kalde dem prinsesser, tjek evt. superperfektoverskudsmor.dk). Dem havde vi ikke helt forestillet os…

Jeg har ikke skrevet indlægget her for at pege fingre af nogen, eller for at klynke over, hvor hårdt det kan være at rejse med to små børn (jeg ved godt, hvor svineheldige vi er, og nyder det hver dag. Men f*** hvor trækker det tænder ud nogen gange). Måske er der faktisk ikke rigtig skrevet med noget formål, man bare en masse tanker… (hmm… er det så det, man kalder formålsløst??). Måske handler det bare om, at jeg syntes, det er ok at sige højt, at man bare somme tider har brug for lidt alenetid væk fra de små hoveder, vi omgiver os med hver dag. At der ikke er nogen, der er død af fastfood endnu (selvom supersize-me-fyren gjorde et godt forsøg). At børnene ikke bliver understimuleret af selv at skulle finde på noget at lave (bare en gang i mellem, og er det ikke noget med, at det er sundt at kede sig??).

image

Vi møder jo en del folk her på vores rejse både danskere og fra resten af verden (de fleste med større børn, men der er et par stykker imellem, som er lige så tåbelige som os). “Et år?!?” spørger de måbende, og det lyser ud af hovedet på dem “hvad tænker i på???”. De er ved at gå ud af deres gode skind efter 2 uger med deres troldeunger. Uanset passets farve, så fortæller de nærmest enstemmigt, at de da godt liiige kan bruge en dag eller to på ferien uden børnene. Bare lige til at ligge helt stille på en solseng uden nogen, der kalder fra poolen, til den helt store omgang welness uden at nogen får sæbe i øjnene eller bare nyde en tur i byen med en drink eller to efter klokken 19. Det samme husker jeg fra de mange opdateringer på Facebook og og Instagram lige efter sommerferien. Mange har været ovenud lykkelige over ferien og tiden tæt sammen med familien, men der er også dem, hvor det har været intenst på den ikke så fede måde.

Opdateringer ala “Glæder mig til arbejdet i morgen”, “efter 3 uger med børnene 24/7 skal der slappes af til festival” eller “efter en skøn ferie med de små trænger jeg til lidt ro i ørene”. Og her indrømmer jeg gerne, at opdateringerne er læst på Facebook og Instagram, og at jeg dermed faktisk er online en gang imellem (lidt for meget måske), selvom jeg befinder mig i paradis og burde drikke kokosmælk og lege på stranden hele tiden. Med et bastskørt om livet på min toptrimmede krop, iført en mikrobikini der ikke overlader meget til fantasien og en orkide i mit falder-helt-naturligt-smukt-i-bølger-ned-ad-ryggen-hår. Men sad to say, så er der også hverdag herude (min krop har glemt, hvordan den overhovedet hæver pulsen, håret er evigt kruset i en fletning, og så har jeg valgt, at sociale medier gerne må være en del af det – og det kan faktisk også ske, mens børnene er vågne).

image

Vi leger nemlig ikke sammen nonstop, spiller Uno eller tegner søde dyr. Jeg er ved at springe i luften, hvis jeg ikke får lidt ro engang imellem. Med en spørgelysten femårig svarer jeg på omkring 1.723 spørgsmål på en dag om alt fra dyrenes forplantning og temperaturen på flydende lava over konstruktionen af et fly og vandets oprindelse på jorden, til hvordan regulatoren på en dykkerflaske virker, og om man bliver blind af at kigge op i solen, hvis nu man blinker helt vildt hurtigt. Eller hvis man bare lige kunne få lidt ro fra en lille smølf, der har glemt at hun faktisk lige er blevet 3, og derfor ikke skal have hjælp til ALT, hvad hun foretager sig, og at det ikke hjælper at bruge sin hvor-er-verden-uretfærdig-stemme i umenneskelig høj styrke (ved ikke hvor de divanykker kommer fra, tror jeg har mine endnu), fordi man ikke må indsamle alle blomserhovederne fra et blomsterbed.

image

Og efter Snart 8 måneder på farten, hvor vi har været sammen 24/7, så har vi faktisk spillet en hel del Uno, læst vores pixibøger så meget, at jeg kan hver og en uden ad og allerede tegnet 2 hæfter fulde af rumskibe og dyr. Vi har travet junglerne tynde, samlet flere kilo strandskaller og badet til huden er blever permanent rosinagtig. Og det har været en gave. Ingen tvivl om det. Men nogen gange vil jeg bare gerne have lov at sidde lidt i ro med mine tanker, mens mine troldeunger bliver underholdt af en Ipad helt uden mit engagement. Og selvom de kører pomfritter ind fra McD med en næringsværdi på 0 og et kalorieindhold svarende til en hel dags indtag, så tæller det ikke som dårlig aftensmad, hvis eneste alternativ er en tvivlsom gryderet fra et gadekøkken, der har været opvarmet 5 gange i løbet af dagen.

image

Men tilbage til statusopdateringerne og de dejlige folk, vi har mødt herude. Jeg smiler, mens jeg tænker på dem. IKKE fordi jeg tænker “arh come on, det er sølle 3 uger”, men mere fordi jeg så godt kan sætte mig ind i tanken. Jeg skal nemlig heller ikke sige mig fri for en enkelt mandag eller to at tænke mig tilbage til arbejdet. Sådan en mandag morgen uden møder. Hvor man stille og roligt kan åbne computeren, finde sig en kop kaffe (eller varm kakao, når man nu ikke er blevet så voksen, at man drikker kaffe) og høre, hvad kollegaerne har lavet i weekenden. Eller bare sætte sig foran skærmen og nyde stilheden, mens blikket kører ned over de indkomne mails. Ingen der river i sig for at få morgenmad, ingen der råber, fordi de ville have haft cornflakes OVEN på havregrynene og ikke under (det er jo klart for enhver. Hallooo), og ingen der ikke vil have tøj på (håber jeg ik’). Der er alle de dage, hvor overskuddet er i top, og man kommer enhver konflikt i møde, inden den når at blive til noget. Hvor børnene er de skønneste i verden, og man forguder dem, selvom de har hældt morgenmaden ud i autocamperens sofa, tegnet på dynebetrækket eller for 17 gang vil have tegnet et rumskib i den HELT RIGTIGE størrelse. Men der er også bare de dage, hvor man har lyst til at løbe (ikke for motionens skyld, det løb er som sagt tabt, men bare løbe langt væk fra det hele).

image

For det ER hårdt at være sammen med små børn 24/7. Jeg vil lyve, hvis jeg sagde andet efter at have kørt over 9.000km med dem på bagsædet og fløjet endnu længere på vores rejse gennem foreløbig 14 lande. Vores rejse er en gave og en velsignelse, som jeg nyder og takker for hver eneste dag. Men det er også hårdt arbejde. En ting er hele aktivitetsniveauet og legene (det taler for sig selv), noget andet er hele sikkerheden med to så små trolde. For man kan ikke stole på en femårig (og da slet ikke på en nysgerrig treårig) og tro, at de bliver stående ved legetårnet, bare fordi man siger det. Vupti, så er mor og far væk (for det er jo helt sikkert ikke dem, der er blevet væk). Eller når vi går på et lokalt marked i Asien, og de er kommet et skridt bag ud, pludselig har de stukket hovederne ind i en bod med legetøj og er øjeblikkeligt blevet usynlige for omverdenen. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange en af os har sagt “jeg har Gustav, så har du Ella”. Totalt mandsopdækning, som er medvirkende til, at vi nogen gange falder om på sengen efter godnathistorien og først vågner, når solen står op (eller når en vil have vand, ikke kan finde sin bamse eller har tabt sutten). Og det er medvirkende til, at man smilende nikker genkendende til nogle af efter-ferie-opdateringerne.

image

Men vi vil jo ikke for noget i verden undvære at rejse med de små hoveder. Små trolde som hver dag giver os så meget glæde, så sjove oplevelser og så fantastiske øjeblikke. Som hver dag giver os deres ubetingede kærlighed. Og som hver dag beriger os med små glimt af fuldstændig lykke, som på mirakuløst vis får os til at glemme, at man nogensinde har tænkt anderledes…

image

Få masser af billeder fra vores jordomrejse på instagram @Thegetaway.dk og få alle nye indlæg via Facebook The_Getaway_blog

4

  • Christina

    Tak for fantastisk indlæg. Elsker at følge bloggen og jeres rejse, og ville ønske det var mig og mine guldklumper. (Men må jo prøve at nyde at jeg i det mindste ka aflevere dem i børnehave og skole engang imellem )

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Laila

      Ha ha, ja man tænker ikke over derhjemme, hvor befriende det en gang i mellem er at kunne aflevere de små hoveder og have 8 timer helt for sig selv;-)
      Tak for din feedback og fordi du følger med. Det er jeg rigtig glad for.
      Kh Laila

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • maia

    Suuuper fedt indlæg… Føler så meget med jer .. Det må være super hårdt 24/7 at være der konstant for 2 unger på den måde og samtidigt helt fantastiskt.. Nikker jo selv som mor genkendende til mange af tingene og det er dejligt du er så ærlig omkring det, for man sidder tit og tænker “æv de er så heldige og det ser så nemt ud bare at kunne rejse væk på den måde med små børn”. Men virkeligheden med små børn kan være næsten ligeså hård, som fantastisk elsker at læse om jeres bedrifter, men dejligt også at høre om bagsiden af alt engang imellem, vi er jo alle kun mennesker

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Laila

      Tak for din kommentar og feedback, det sætter jeg utrolig stor pris på.
      Og du har ret, man er splittet mellem, at det er helt fantastisk og virkelig hårdt. Alle kampene som man ville have med de to størrelser derhjemme, skal man jo også have herude. Og tror faktisk, at de prøver endnu mere grænser af her, fordi det hele er lidt mere flydende og uden for struktur. Jeg vil med bloggen rigtig gerne give et ærligt og troværdigt billede af, hvordan det er at rejse med børn. På godt og ondt;-) Tak fordi du følger med.
      Kh Laila

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

I am three years old