Kids and dragons are a must have in all good fairy tales

There’s a sunrise and a sunset every single day. Don’t miss so many of them

Vi har bare ikke lige planlagt at se den her solnedgang og den smukke røde fuldmåne og da slet ikke på båden efter en redningsaktion.

image

Vi skal se djævlerokker. Det ved djævlerokkerne bare ikke. Vi sejler ud på noget, der ligner åbent hav med et par øer smidt i som kammerjunkere i en koldskål. Mens jeg står klar i min lille bikini (som jeg altid snorkler i, vi er vel i troperne??) ifører dykkerne sig deres store våddragter og hopper i vandet. Nu skal man jo nødig nedværdige piger ved at kalde dem tøsedrenge, men hold nu op de peb over det kolde vand. Og så står jeg der i så lidt stof, at man knap nok kan lave en hue af det, mens jeg prøver at overbevise troldeungerne om, at det baaare lige er i starten, at det er lidt koldt… Jeg springer i vandet og får et af de der gys, hvor hårene rejser sig. Wow det er koldt, på sådan en tidlig-sommer-ved-vesterhavet-agtig-måde. Vi får følgeskab af en gut fra besætningen (som selvfølgelig er klædt i våddragt), men man behøver ikke kunne et eneste ord på indonesisk for at forstå, at han fryser som en lille hund. Han har taget en redningskrans med sig i vandet (er i tvivl om det er, fordi han er usikker på egne svømme evner, eller om han regner med at skulle redde os). Den kommer dog in handy, da Gustav opdager at den fungerer perfekt som slæbebåd, så han ligger sig på den med hovede og snorkel nede i hullet for at se fisk.

Ella derimod er ikke sådan lige at få med på ideen. Med båden nu langt fra os er der ingen vej tilbage, og hun græder. Først fordi hun fryser, men efterhånden går det op for os, at hun i bund og grund er bange for at være ude på havet. Vi udveksler spørgende blikke, for hvad gør vi lige her ude midt i ingenting med virkelig langt til bunden og virkelig langt til land…var det en forkert beslutning at tage troldeungerne med herud?? Men de er jo altid med, og der har aldrig været problemer eller vrøvl før. Hun ryger op på John, der nu agerer søhest med sin snøftende rytter ovenpå i jagten på en kæmpe flyder under os. Vi svømmer med (og heldigvis ikke mod) den vildeste strøm. Med hovedet ovenvande ligner det ethvert andet hav med lidt bølger, vi ligger i, men straks snuden er i vandet, så flyver vi hen over koralrevet med en hast, jeg aldrig har prøvet før. Ser vi bort fra kulden, og tænderne der klaprer så meget, at det er svært at holde på snorklen (og den snøftende rytter på søhesten), så er det vildt fedt at prøve at svømme i så meget strøm. Desværre bliver vi ikke forkælet med et syn af rokkerne.

image

Endelig oppe i båden igen forsikrer troldeungerne mig om, at de i hvert fald ikke skal med i vandet igen (ihhhh altså, så melder jeg mig til at blive hos dem på båden…uhhh hvor ææærgerligt, at jeg ikke får lov at komme i det kolde vand igen…). John og dykkerne bliver smidt i ved området, de kalder Current City. Strømen er helt vild her og river dykkerne i alle retninger (for slet ikke at tale om John og voreslille frysende ven). Båden vipper så meget, at ungerne bliver beordret ned på maven. Ella har hverken kræfter eller balance til at holde sig siddende, så jeg forslår, at vi leger søstjerner, der klamrer sig til dækket (tror helt sikkert ikke jeg narer nogen, men de ligger stille, det er vigtigst). Det er her, man bare vil ønske, at man er alene afsted, så man kan ligge sig ned på ryggen, glemme den snigende søsyge og lægge sig til at sove uden at skulle tænke på andre.

På trods af kulde og strøm er det et fantastisk spot John snorkler på med skildpadder, koraller og afsindig mange forskellige fisk. Med alle mand på båden igen sætter vi kursen mod Labuan Bajo, toenhalv times sejlads. Vi når at sejle en time, inden båden sagtner farten, stopper, vender om og sejler tilbage den vej vi kom fra… Vi joker lidt med, at de nok er sejlet i den forkerte retning (hvilket de gjorde tidligere på dagen), men efter en time er vi tilbage til Current City. Alle er ét stort spørgsmålstegn, for nu sejler vi ind i området bag klippen, hvor de lige har dykket, og man kan høre motoren på båden arbejde helt vildt for at holde os sejlende. Der inde ved klippen ser vi nu 6 dykkere ligge i vandet. Vi sejler hen for at samle dem op, og to nye dukker op fra dybet. Sådan fortsætter det, en efter en kommer de op til overfladen, indtil vi har alle dykkere fra vores søsterbåd ombord på vores båd?? Det viser sig, at deres båd ikke længere kan styre og derfor ikke kan sejle ind i strømmen og hente dem op af vandet. Efter godt 2 timer i vandet er de rimelig klar på at komme op.

image

For at få dykkerne ind til stedet og i vandet til deres dyk, har de brugt stiger til at sænke ned vandet for at styre båden. Totalt uansvarligt i det vilde vand. Men nu var roret gået så meet i stykker, at de ikke kunne sejle. Og så er det, jeg blir så sur, på den gammeldags kedelige og forargede måde. For hvad hvis vi ikke havde været med? Hvad hvis der kun havde været nok kunder den dag til at fylde en enkelt båd? Så havde der ikke været nogen til at komme dem til undsætning. Så havde der ligget 15 dykkere i vandet med den kraftige strøm og intet kunne gøre, fordi deres båd lå langt væk og ikke kunne komme dem til undsætning. Så er det jeg bliver fuldstændig lige glad med kultur og andre måder at gøre tingene på. Det handler om folks sikkerhed, og når man smider 15 dykkere i vandet, så har de altså en forventning om at komme op igen. Hvis ikke den nødstedte båd langt om længe fik signal og kunne ringe til os for at få os til at vende om, så havde det altså ikke været sjovt for dem i vandet. Men herude kører maskinen, til den går i stykker. Why fix it, if it ain’t broken? Så er det bare ærgerligt, hvis man er med på den tur, hvor den faktisk ikke kan mere. Vi oplevede det samme, da vi sejlede til Koh Chang med en minifærge, der var så gennemtæret af rust, at man tar sig selv i at lægge redningsplaner for når (og ikke hvis) den synker. Der er en lille bid i mig, der glæder mig til Australien sidst på ugen. Til et land, hvor man ikke skal tænke så meget, hvor sikkerheden er en selvfølge.

Meeen der er jo ikke noget, der er så skidt…… Vi fik den smukkeste solnedgang og syn til den røde fuldmåne på første række. Det er jo ikke hver dag man bliver forkælet med det. Så gør det knap så meget, at vi kom hjem 4 timer senere, trætte og hundesultne efter at have spist kiks og bananer siden middag…

Fortsættelse fra tidligere indlæg om Labuan Bajo og Komodo veranerne

image

Følg vores rejse på Facebook og Instagram The_Getaway_Blog

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kids and dragons are a must have in all good fairy tales