Keep calm and don’t touch

Steve Irwin er vel for australierne, hvad Poul Thomsen er for danskerne. Nationalhelt i ét med naturen på den khakifarvede måde (omend Mr. Irwin måske er en anelse større legende… Bare en anelse).

Jeg har efterhånden været i ret mange internationale zoo’s og Australia Zoo kommer helt op på højde med Safari World Zoo i Bangkok, som længe har været min favorit (mest fordi man kan fodre girafferne med bananer fra en høj balkon). Begge er steder hvor dyrene ser ud til at trives (på trods af at de jo holdes fanget). Jeg havde egentlig forventet, at det ville være helt vildt kommercielt på den kvalmende måde, men blev faktisk positivt overrasket. Vi tager derud en hverdag, da vi efterhånden har lært at holde os fra større seværdigheder i weekenderne (de er altid overfyldte med lokale, der hygger sig og holder fri). Der er masser af plads til at gå rundt og steder at spise vores medbragte madpakke (sådan er det at være backpackerbarn, så får man ikke pommes i zoo). Hele parken er nærmest en hyldes til Steve, og jeg får nærmest lyst til at se nogle af hans dokumentarfilm (selvom krokodiller og slanger ikke er blandt mine favoritter. Får helt myrekryb ved tanken om, at de lever frit her Down Under). Det er vildt at se, hvordan hans børn har arvet sansen for medierne, og hvordan man agerer foran et kamera (der har troldeungerne lidt at lære endnu. Når der ikke er dyr i nærheden kan vi vælge mellem næsen-i-sky-attitude, mit-grimmeste-uhyre-ansigt eller jeg-smiler-så-stort-jeg-kan-uden-at-få-ondt-i-kinderne attitude). Der er jo ikke den bog eller udsendelse, de ikke har lavet, og den ældste er ikke engang 20 endnu.

Gustav er helt oppe at ringe over alle dyrene (den ene er jo vildere og mere giftig end den anden herinde). Og de fleste af dem har to hegn omkring, hvor en masse røde kryds viser alt det man ikke må efterfulgt af et dødninehoved. Budskabet går ret klart igennem; don’t touch!!! Men vi er nu en anelse sejere på den i-et-med-naturen-agtige-måde efter vi går forbi de store Cassawories, hvor det ene advarselsskiltene igen advarer fraråder folk at komme for tæt på (havde vi vidst det, da vi mødte den, så var vi forduftet pænt hurtigt).

Ella glemmer dog alt om de store fugle, da hun får øje på koalaerne. “nøøøøøj hvor er de nuttede” siger den lille smølf igen og igen, og er helt umulig at få med videre. Og de er da også fuldstændig fantastiske. Men de topkedelige backpackforældre siger nej til at få en med som kæledyr (“er du klar over hvor mange eukalyptustræer de spiser?” er et af argumenterne, næst efter “de er overhovedet ikke sjove, de sover jo 18 timer i døgnet”). 

Selvom langt størstedelen af dyrene er i rødt-kryds-dødningehoved-kategorien, så er det fede ved Australia Zoo, at der alligevel er så mange af dyrene man kan røre ved (Ella skal så lige lære, at det ikke gælder fuglene…). Men da det går op for troldeungerne, at man kan klappe kænguruerne, topper dagen totalt. Vi har været lidt bange for dem ude i naturen, fordi de efter sigende skulle kunne sparke helt vildt hårdt, men herinde kan de nærmest sammenlignes med enhver klappeged fra en dansk Zoo. De løfter knap nok et øjenbryn, når en flok knap så forsigtige unger kommer tromlende hen til dem (gad vide hvor mange gange de er blevet trådt på halen??).

Følg vores rejse jorden rundt på Instagram og Facebook The_Getaway_Blog