Did that ship just sail over me???

Jeg er snorklet efter nogle store fisk gennem en åbning i revet og ligger stille (så stille som man nu kan i bølgerne), mens jeg filmer fiskene og de smukkeste koraller. Vi er på Great Barrier Reef to timer ud for Cairns kyst, og jeg er fuldstændig opslugt af det smukke landskab under vand. Pludselig bliver jeg kastet til siden og et højt Wrooooom lyder over mig, mens jeg indhylles i et hav af hvide luftbobler (bogstavelig talt, et hvidt hav i havet). Jeg kan intet se for alle boblerne, men ved jeg er ret tæt på korallerne, og det eneste jeg tænker er “F*** det er et skib, jeg må ikke få skruen i hovedet”.

Indhyllet i bobler holder strømmen mig fast, og jeg kan ikke komme nogen steder. Det eneste jeg kan er at komme op med hovedet (mod den skibsbund jeg tror er over mig). Det føles som evigheder. Men realistisk set har det nok kun været et par sekunder. Med hovedet oppe ser jeg vildt til alle sider, men kan ikke se nogen både i nærheden (hvilket undrer mig for jeg er overbevist om, at det er en båd, der ikke har set sig for, inden den drønede afsted). Det er faktisk min største frygt, når jeg snorkler (foruden at møde uhyggeligt grimme fisk, der er så grimme, fordi de ikke gider selskab og forsøger at skræmme alle væk). Men heldigvis ser jeg, at jeg “bare” er røget ind i en stærk strøm ved et klippefremspring, og da en ekstra stor bølge rammer strømmen og klippen, dannes et enormt bølgeskvulp med en masse luftbobler. Og det er her jeg uanet har forvildet mig ind i. Da bølgen har lagt sig kommer jeg fri af strømmen og med adrenalinet pumpende i kroppen svømmer jeg tilbage mod vores båd, for lige at være i nærheden af resten af gruppen (ikke flere eventyr til mig på egen hånd).

Vi er taget på en endagstur til Great Barrier Reef, en af de must do’s her i Cairns (vi er klar på nye oplevelser efter vores charterferie på Bali. Og på trods af (eller netop fordi) vi har set så mange koralrev og snorklesteder på vores rejse, syntes vi det er virkelig godt. Ella vil ikke med i vandet. Hun kan virkelig ikke lide at være i vandet, når vi er så langt fra land, at vi ikke kan se kysten. Og det er jo fair nok. Det er svært for sådan en lille troldeunge at forstå, at vi gør det for fornøjelsens skyld, hun tror nærmest, det gælder livet. Så hun bliver på båden, og så er vi skiftevis hos hende og hygger på dækket, mens den anden svømmer rundt og leger fisk. Gustav kommer modvilligt med i vandet, men syntes det er ustyrligt koldt med “kun”26 grader. Han mener ikke, det er noget for ham. Men det er en af de steder, hvor vi i dag vælger at skubbe lidt til grænserne i stedet for at føje hans bekvemmelighed. Han er i sin nye våddragt (købt til lejligheden, man skal jo nødig gå ned på udstyr på sådan et fornemt og verdensberømt rev), men han er overhovedet ikke imponeret (ok, her er heller ingen skildpadder, revhajer eller hvalhajer, men blot noget af verdens smukkeste koralrev), ikke nok til at imponere en efterhånden garvet snorkler. Så efter en kort tur er han oppe på dækket igen og proklamerer, at han gerne vil vente med at snorkle mere, til vi kommer til Danmark (for der er vandet jo meeeget varmere… Klart nok??).

Men på trods af en hel dag på vandet klarer ungerne det over al forventning. De er vildt gode og efter første gang at have spurgt efter, hvor længe vi skal sejle, indfinder de sig med svaret “nærmest hele dagen” og giver sig til at se ud mod bølgerne og følge med i dykkernes forberedelser. Det er tydeligt at se, at de er blevet vant til at rejse. Nu er vi afsted, så kan vi ikke bare vende om, fordi turen ikke lige passer humøret hos prinsen eller prinsessen. De er også kommet frem til, at det ikke hjælper at brokke sig, ligge på gulvet i flitsbue (hvilket her vil være en våd fornøjelse) eller tude højlydt. Det er en velsignelse, for det er virkelig hårdt, når sirenen på bagsædet går igang efter en halv time i bilen, og man ved, at der ligger 8 timer på vejen forude. Så udviklingen er i fuld gang, nu hvor vi snart runder 6 måneder på farten.