Difficult roads often lead to beautiful destinations

It could have been the end…

På vores snorkletur i Riung, som jeg fortalte om her igår, svømmer Gustav med John, mens Ella bader sammen med mig med sine svømmevinger på. Det fungerer super fint, og alle har mulighed for at komme i vandet og se lidt fisk (det ville være så øv, hvis vi skal sidde i båden på skift, og Ella vil kede sig bravt, hvis hun ikke må komme i vandet). På sådan en tur er der selvfølgelig også strandtid, og det er netop der, vi er. Jeg har lige taget badevingerne af Ella oppe på land (det hænmer lidt bevægelsesfriheden for de små arme), og nu løber hun glad og fornøjet rundt i vandkanten. Jeg vender mig om mod Gustav, der tegner med en pind i sandet. Siger et par ord til ham og vender mig så mod Ella igen. Det tager måske 3-4 max 5 sekunder. Men da jeg vender mig om mod Ella, står hun pludselig 2 meter ude i vandet (ninjahurtigt og lydløst er hun gået ud). Jeg kan se, hun står på tæer med nakken bukket helt tilbage. Gør sig så lang som muligt. Øjnene er vidt åbne under vandet, og hendes små arme laver bølger, der ryger ind over næsen og fylder munden med vand.

imageHendes blik og øjnene under vand glemmer jeg aldrig. Store og vilde af panik. Men hun siger ikke en lyd. Ikke det mindste skrig eller råben om hjælp kommer fra hende i vandet. Hun prøver bare tappert at strække sig længere op på tæerne og holde næsen over vandet. Jeg springer ud til hende og river hende op af vandet. Da hun kommer op til mig, blinker hun febrilsk med øjnene og ryster hovedet for vand, og så bliver hun ked af det. Men ikke fordi hun var utilgiveligt tæt på at drukne (tør overhovedet ikke tænke tanken til ende). Min lille troldeunge græder, fordi hun ikke fik den store søstjerne, hun var gået ud efter… Grådkvalt er det første hun siger til mig; “Mor, jeg fik den ikke. Jeg kunne ikke nå den”. Jeg knuger hende ind til mig og trøster. Måske faktisk mere mig selv end hende, for hun prøver allerede at komme ned og videre. Med hende sikkert i armene rammer realiteten nemlig. Hvad hvis jeg har talt bare 5 -10 sekunder mere med Gustav, inden jeg vender mig om mod hende igen…
Jeg får hende ikke til at slappe af, før jeg sætter hende ned og lover, at jeg går ud efter søstjernen (og jeg tænker “åndsvage søstjerne, ku den ikke bare blive væk i havet?!?”). Hun har allerede glemt alt om, hvad der er sket for et øjeblik siden. Hun er bare lykkelig for at have søstjernen i hænderne igen. Fuldstændig upåvirket. Fuldstændig i nuet.

image

Søstjernen har hun leget med tidligere, og vi har kastet den ud i vandet for at finde strandskaller i stedet. Men hun har ikke glemt den og kan tydeligt se den fra stranden få meter ude i vandet. Sandbunden er meget stejl på den her strand, så da hun får ideen om at hente den, er hun blevet overrasket over den stejle sandbund. Hun står på tæer for at holde balancen og ikke falde yderligere udad, hvor vandet er endnu dybere.

Heldigvis slipper vi med forskrækkelsen og ganske få sekunder under vand. Men det sætter alle følelser igang, og alt fra taknemmelighed, velsignelse, glæde, sorg, skydfølelse og angst ruller ind over mig. Og det sætter tankerne i gang om, hvor skrøbeligt livet er. Hvor hurtigt der kan ske noget, selvom man er påpasselig. Få sekunders uopmærksomhed, og livet kan være vendt op og ned.

image

Men hvorfor dele noget så personligt og frygteligt på bloggen, kan man spørge sig selv. Det gør jeg, fordi min blog er en ærlig skildring af vores rejse og vores liv lige nu. Det er en inspiration til jer, der vil ud at rejse, og til jer, der blot længes efter lidt solskinsinput i det tidlige efterår, men den er også en form for dagbog over alt det vi oplever. Jeg har ikke lyst til at skrive en lang række indlæg med photoshoppede billeder eller forsøge at skildre et picture perfect liv. For vi er ikke perfekte, vores rejse er ikke perfekt, og livet er bestemt heller ikke perfekt. Så jeg har valgt at dele alle vores oplevelser med jer, også selvom de gør ondt og ikke passer ind i et perfekt rejsemagasin eller en her-er-alting-altid-godt-blog. For sådan er livet. På én gang fantastisk og samtidig så skrøbeligt. Pas på det derude.

kh Laila❤️

Følg vores rejse på Instagram og Facebook The_Getaway_Blog

4

  • Michella

    Puuha for en oplevelse 🙁 Godt at Ella intet opdagede! Håber I kan skubbe tanken lidt i baghovedet og nyde jeres eventyr!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Laila

      Tak for tanken Michella❤️ Vi er fyldt af taknemmelighed og vælger at se det som en reminder på, at man aldrig kan slappe helt af (og slet ikke i nærheden af vand) og at man skal huske at nyde hver eneste dag.
      Kh Laila

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det var et fint indlæg… Jeg genkender følelsen du beskriver, når det går op for en at man kunne have mistet. Og det fortsætter, også når de er 7 og 10 som mine piger. Godt der ikke skete noget – og hun fik sin søstjerne 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Laila

      Tak Rikke❤️ Uhh kan slet ikke forestille mig, hvordan det bliver, når man ikke kan bestemme over dem længere og de skal ud på egen hånd

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Difficult roads often lead to beautiful destinations