Everyone smiles in the same language

Travel is still the most intense mode of learning

Selvom vi er på en lille ø i det sydøstligste hjørne af Asien, så er der virkelig mange ting at opleve. Bare en tur på scooteren er en oplevelse i sig selv (vi får virkelig kørt mange kilometer), for der sker altid noget, og vi kommer altid forbi noget spændende. Og er der optræk til ballade, så er der ikke en bedre kur end alle mand op på scooteren, vinden i håret og afsted. Så her et indlæg om nogle af alle de ting, vi har oplevet på sådan en almindelig hverdagsuge.

Det er lidt sjovt med netop scooteren, for da vi startede ud i Thailand var det på to scootere og med 4 hjelme. Men lige så langsomt, så har vi tilpasset os den lokale stil så meget, at vi nu snildt kører 4 på én scooter. Man ved den er helt gal, når man står et øde sted og hører sig selv sige; “vi skal lige have fundet en måde, hvor Ella kan sove på scooteren, så vi kan komme hjem”.

image
Vi er endda endt med at køre med hele to sovende børn på scooteren. Vi var nemlig i hovedbyen Dapa små 20km væk for at hæve penge (øens eneste ATM ligger i Dapa, og den virker næææsten altid), og inden vi kunne nå at komme hjem, sad vi med to sovende troldeunger. Gustav var sådan set ok mellem os, men Ella står jo forrest på scooteren, og når hun falder i søvn på Johns arm, så bliver hun altså noget ustabil (og utilregnelig). Men det lykkes jo selvfølgelig som altid. Hvor der er vilje, er der som bekendt vej.
Markedet i Dapa er også virkelig lokalt, og det hele handler om at glemme alt, hvad man ved om hygiejne, inden man ser hvor sin mad kommer fra. De mest sofistikerede steder har de lavet en form for fan, der kører rundt med plastikposer på, for at jage fluerne væk. De andre steder vifter de dem blot væk, når de lige kommer forbi med en tilfældig hånd. Ella var ikke helt vildt med lugten, hvilket skabte stor morskab omkring os. Og det er så der, hvor børn er så dejlig umiddelbare og bare holder sig for næsen, hvis de ikke kan lide lugten i bageriet. Og så står man der, og ved ikke helt om man skal føle at det er naturligt og lade hende gøre det, eller om man skal lade sin høflighed tage over, så det bliver lettere pinligt, at ens fintfølende prinsesse ikke kan holde til lugten af sin frokost.
image

På Filippinerne er det mest udbredte offentlige transportmiddel de berømte Jeepneys, som det amerikanske militær lod stå efter anden verdenskrig. Det er jeeps, som er udbygget til at være busser, og de udgør også transporten her på Siargao. De er helt vildt smukt malede (omend en anelse kitsch, men der er kælet for detaljerne). Og så er de fyldt til randen med mennesker og alle de varer, som skal på tværs af øen.

image

På en af de ture, hvor vi måske burde have taget en jeepney, fordi turen rundt om bugten var liiige lidt længere end ventet, og fordi den gik over et langt stykke grusvej, hvor de byggede på betonvejen (og fordi vi havde et halvfladt bagdæk, så jeg kunne mærke hver eneste sten vi kørte over, så punkteringsrisikoen var overhængende). Men belønningen på den anden side var den første og eneste legeplads, vi har set (skænket af japanerne for længe siden i et projekt til udvikling af resourcesvage områder). Alle landsbyens børn hang ud her, og troldeungerne blev igen et kæmpe tilløbsstykke. En af børnene havde en fugl i hænderne, der ikke kunne flyve, så det blev staks en ice breaker. Alle mine dyreetiske tanker måtte lige parkeres, hvis ikke troldeungerne skulle være de eneste på legepladsen, der ikke måtte løbe med efter fuglen og røre den. Så den stakkels fugl blev jagtet rundt på legepladsen af hvinende børn, der skiftes til at kæle for den, når de indhentede den (så må jeg også lige æde mine tænker om ungerne der kæler for en småsyg fugl).
Fortsættelse følger……
image Følg vores rejse på Facebook og Instagram The_Getaway_Blog.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Everyone smiles in the same language