The things we take for granted someone else is praying for

Fotsættelsen på, hvad vi egentlig går og fordriver tiden med. Første del kan du læse her.

På en af vores mange ture rundt i landskabet kørte vi nordpå til de smukke Magpupungko pools (har forsøgt adskillige gange, men kan stadig ikke udtale det). Vi bor i Malinau, så det er cirka en times køretur på scooteren op i bjergene. Men det er klart køreturen værd. Et koralrev adskiller en stor naturlig pool fra havet, og når der er lavvande (hvilket der virkelig er her to gange om dagen, hvor vandet trækker sig et par hundrede meter ud), så kan man gå derud.
Den smukkeste pool med fisk og lidt koraller. Oppe på land ligger en masse dyr gemt i alle mulige (og umulige) huller i månelandskabet, så det gælder om at se, hvor man træder, så man ikke får et eller andet underligt dyr i tæerne. Der er også en masse mindre huller med super varmt vand (totalt badekar, hvis man ikke tænker på, hvad der kan ligge dernede).

En af de gange vi kørte til “storbyen” Dapa, kunne vi lige få Gustav klippet. Han har det tykkeste hår, så han sveder helt vildt under manken. Her er igen et af de større kulturchok for børnene, for frisøren var en mand med det mest hjemmepermanentede hår i den mest kropsnære kjole på disse kanter (mindst 2 numre for lille i brystvidde og i længden…) og jeg hører mig selv sige til Gustav; “Han er en meget dygtig frisør, han kan bare godt lide at gå i kjole og høje sko”. Igen en af de ting, man ikke havde troet man skulle høre sig selv sige. Gustav accepterer, og manden går i gang (Ella kunne slet ikke finde ud af, om hun skulle sige ham eller hende). Jeg tror aldrig, jeg selv har været ved en frisør, der brugte så lang tid på så kort hår. Efter 45minutter (hvor vi har snakket om homoseksuelles rettigheder i Danmark, og hvor mange der mon klæder sig som kvinder) var vores meget spørgelystne frisør klar til at afslutte klipningen med en hårvask. Det blev gjort efter alle kunstens regler og afsluttet med en omgang hovedmassage og balsam (knægten har nu 8mm hår i siderne og 3cm på toppen og bliver i øvrigt aldrig redt. Tror balsam er rimelig overflødigt!). Så tilbage i stolen, mens der kom voks i håret og taget billeder til frisørens Facebookside. Til sidst blev al den opmærksomhed og vimsen rundt for meget for den ellers tapre lille gut, og vi måtte hjælpe Gustav ud af kløerne på den ivrige frisør. Men han blev klippet, blev en oplevelse rigere og lært lidt om menneskers forskellighed.
Så lykkes det mig selvfølgelig også at blive bidt af en hund, mens vi har været her på Siargao. Når man føler sig tryg falder paraderne (ikke kun overfor dyr men også mad. Følger du os på Instagram, vil du vide, at jeg har været nede at ligge, netop fordi forsigtigheden forsvandt og trygheden tog over). Og hundene på vores homestay er altså ikke morfars jagthunde (der tror de er små skøde-klappe-nusse-hunde). Men det var 100% min egen skyld. Jeg kom i mellem den, dens makker og en pandekage. Heldigvis er det kun en overfladerift, hunden er vaccineret, men det river sig lige tilbage til virkeligheden. For selvom vi føler os hjemme, så er vi altså ikke hjemme (vi er ikke engang i udkantsdanmark. Vi er i udkantsasien) og det kræver lidt andre forholdsregler især overfor dyr. Så nu har vi lige strammet hundereglerne en anelse (totalt dumme backpackforældre, der heller ikke vil have en hundehvalp med i rygsækken).

Nabosønnen JT (ingen ved, om JT står for noget, eller om han bare hedder det) til vores homestay er en meget nysgerrig lille gut, og da hans far er arbejdsmand på en ny hytte der bygges, er han tit forbi. En dag stod han og kiggede ind af vinduet på Gustav, der legede med sit nye Lego. Vi inviterede ham indenfor, og det var tydeligt, at han aldrig har leget med Lego før. Hans store øjne fulgte hver en bevægelse Gustav gjorde, og han var hurtig til at fange konceptet. Han byggede og var helt opslugt af det.

En stor øjenåbner for Gustav (der jo nærmest tror, at Lego er på niveau med mad, søvn og husly i Maslows behovspyramide). Men han kunne godt forstå sammenhængen, da vi forklarede ham, at JT’s mor og far prioriterede at give ham mad fremfor Lego.
Det er faktisk en af de ting, der er dejlige at se her på Siargao (ikke at de nedprioriterer Lego, men at de får mad). Befolkningen er vildt fattige, men de sulter ikke. Der er ingen små udsultede børn i gaderne, eller syge udmagrede køer på markerne. Her er vildt grønt og frodigt på grund af den megen regn de får (i år regnede det nonstop HELE januar!), så dyrene guffer sig fede og mætte i uanede mængder grønt. Så det er ikke sult, der er deres største problem. Det er som om, de ikke kan komme skridtet videre, hvor de får flere penge og kan bygge bedre huse og købe ting og sager der ikke er nødvendige. Der er lidt restauranter og et par boder, der sælger halskæder og muslinger. Men de hæver sig ikke rigtig højere op. Og de bliver jo desværre ikke rigere af blot at sælge varer til hinanden og de få rejsende, der lægger vejen forbi.

Følg vores rejse på Facebook og Instagram The_Getaway_Blog