Peace, love and sea turtles

Når man bor på en ø dækket af regnskov og klipper og helt uden veje, så bader man ustyrligt meget ved strandene, og rosinfingre er en konstant tilstand. Vores lille bugt har fantastisk sand og helt stille vand, så vandhundene kan løbe rundt i vandkanten og lege eller svømme. Det er ren Morten Korch idyl (dog i en lidt mere eksotisk kontekst, men anyways). Gustav er helt vildt med at snorkle, og sammen med rosinfingrene så er aftrykket fra masken en vedvarende tatovering. Han er blevet så god til det, at man kan snorkle med ham og faktisk selv få set noget (ikke en selvfølge tidligere, da han pludselig kunne finde på at stoppe op og hive masken af, fordi han liiige havde noget at fortælle). Nu er det super hyggeligt at snorkle med ham, for man kan høre ham nynne i masken ved siden af. Det må være det ultimative bevis på, at han slapper af og nyder det. (Billederne i indlægget her er still-billeder fra vores undervandskamera, så i må bære over med kvaliteten)

Fra vores strand kan vi gå direkte ud til koralrevene og svømme med hajer, rokker og skildpadder. Det er helt vildt fascinerende. Bare ligge der med sin maske og snorkel og se de store dyr svømme forbi under sig. Stille, roligt og elegant flyder de forbi. Der er ingen hast. Livet går sin gang på havets bund. Og man får en følelse af at være en lillebitte tilskuer i havets store show.

Det er altså lidt underligt at svømme rundt derude i det helt klare vand, og pludselig kommer der lige et par hajer forbi. Ok, de fleste er omkring en meter, men vi har faktisk set nogle op mod 180cm. Heldigvis var det på dybere vand. Det ville være rimelig svært med håndtegn at overbevise Gustav (og mig selv) om, at det da slet ikke gør noget, at de svømmer tæt forbi. De spiser os ikke (men Mor, hvad spiser hajer egentlig??).

Vi bor lige ud for Turtle Point, hvilket nok er det mest kommercielle her på den store ø. Den ene snorklebåd efter den anden skipper en omgang folk i vandet, som så plasker rundt og leder efter skildpadderne, der spiser søgræs på bunden. Når de finder en, er man ikke i tvivl. Der råbes ustyrlig højt og halvdelen er ved at drukne af bare iver (asiaterne er ikke super gode svømmere, så alle er iført neonfarvede redningsveste). Det er jo en hårfin balance, for vi vil jo alle gerne se de smukke dyr, jeg kunne bare godt tænke mig, at det var på deres vilkår. At de ikke blev rørt ved og at de fik lov at komme op til overfladen, når de har brug for luft. De var her trods alt længe før vi kom dumpende og opdagede deres paradis.

Men timer man sin svømmetur lidt, så kan man få området nærmest for sig selv. Fra vores strand kan vi svømme derud, hvilket jeg gjorde en sen eftermiddag. Jeg fandt også en af de smukke skabninger på 10 meters dybde (skal jeg være ærlig, så kunne det sagtens have været en kæmpe sten. Masken duggede en anelse). Lettere skuffet vendte jeg snorklen mod stranden igen og gav den gas med det bedste brystsvømning, jeg har lært i folkeskolen. Koncentrationen var stor, for hvordan er det nu de rigtige svømmere bevæger armene under kroppen, inden de trækker dem op igen? Helt i min egen verden plaskede jeg derudaf. Jeg fik derfor et mindre chok, da jeg pludselig kigger op og svømmer ansigt til ansigt med den smukkeste skildpadde. Jeg ved ikke, hvor dem kom fra, men den var lige foran mig. Den må have fundet sit eget hemmelige sted væk fra Turtle Point og græsset meget længere inde mod land. Den var blot få meter fra mig. Det var helt unikt at ligge der alene i vandet og se den bevæge sig roligt forbi. Man glemmer alt om tid og sted og ligger bare stille i vandet og nyder synet af naturens skønhed.

I kan se en video af den på vores Instagramprofil The_Getaway_Blog.

Det med “rigtig” dykning har vi ikke gjort så meget i, siden vi tog vores dykkerkursus tilbage i et andet århundrede (det føles bestemt, som var det sidste år, eller året før to meget unge mennesker tog dykkercertifikat på Koh Tao i Thailand). Men med så gode snorklesteder, som vi har her, så har vi ikke følt behovet for at komme længere ned (det kan så være vores ryg og skuldre gør på et tidspunkt, hvis vi ikke lærer at få en trøje på til at tage solen, mens man ligger der med bagdelen og skuldrene i vandskorpen).

På en af de mange ture til koralrevene heromkring, havde vi taget brød med (det var faktisk til ungerne, men pludselig var de ikke spor sultne). De have fundet ud af, at når de smed det i vandet, så kom der oceaner af fisk hen til dem. Så før vi fik set os om, hang de begge ud over kanten og fodrede fisk. Så er det svært at blive træt af at være ved havet…