Mom, this day just can’t get any better

Der er ikke noget større. Der er ikke noget hurtigere. Der er ikke noget bedre. Når man er en lille dreng på fars skuldre.

Jetjægere, der skyder ild og bryder lydmuren. Kampvogne på larvefødder gennem gaderne. Helikoptere så store, at kampvognen kan stå derinde. Og det hele afsluttet med et festfyrværkeri, så sent om aftenen at man burde have sovet. Sådan cirka opleves Singapores 50års fødselsdag fra hoftehøjden.

At den så lige falder på den varmeste dag var ikke lige med i planen, når man skal bruge det meste af dagen på at stå stille, vente, vente, vente, stå lidt mere stille, se show og så vente i heden igen. Heldigvis er der et fantastisk lege- og vandområde i Gardens by the bay. En anelse forudseende havde vi været med badetøj i tasken. 1-0 til gennemført pakning (1-1 da vi opdagede at vi ingen kiks eller andet spiseligt havde uden restaurenter i nærheden)

Var man bare lidt højere, så fangede man også, at sådan cirka samtlige af Singapores 5 millioner indbyggere også ville være med til at fejre fødselsdagen (sådan føltes det i hvert fald. Avisen skriver dog, at der “kun” stod 200.000 på det område, vi stod i). Der var virkelig virkelig virkelig mange mennesker i gaderne. Vi stod ved et lyskryds, hvor 15 politibetjente forsøgte at holde styr på både folk og biler (hvorfor vælger man at køre i bil gennem midtbyen, når hele landet er i gaderne???). Da en af dem med flest striber på skulderne febrilsk fægtede med sin lysende stav og skreg efter en kæmpe gruppe fodgængere “Get the f*** of the road and keep walking. KEEP WALKING!!!” tænkte vi, at vi måske ikke havde behov for at komme ind midt i mængden, men at det nok var ok at stå sådan lidt i ydrekanten (hvilket vil sige, at der kun var omkring 20m tætpakket folkemænge bag os). Men man bliver altså ikke for gammel til at syntes, at det er fascinerende, når 6 Black Nights aka jægerfly kommer flyvende ind over sig og laver show i luften. Har man en ingeniørlignende tankegang tænker man måske over, hvordan manøvrefunktionen er i sådan en blikdåse. Er man mere ovre i fysikken tænker man måske over lydnivauet og forskydningerne i forhold til flyene. Men er man lidt mere jordbunden og rationelt tænkende, så funderer man over, hvordan de ved, hvor de skal flyve. Hvordan de kender hver deres plads, når 20 jetjægere skriver “50” i luften, eller de 6 black nights laver spiraler i luften og fletter ud og ind mellem hinanden???

Fotokredit: channelnewsasia.com og straitstimes.com

Efter fyrværkeriet skulle vi jo alle hjem samtidig med metroen. Her er det jo ideelt at have små børn (når man lige har set bort fra, at det ikke er ideelt først at stå 2 timer på et fortov, fordi man først skal se flyopvisning og derefter fyrværkeri), for så kan man liiige tage et shortcut og få lov at komme foran i køen. Crowd-Control-Marshall (sejeste titel ever!) udtalte på TV i aftes, at de havde fuld kontrol over folkemængderne. Og at de lukkede folk ned i undergrunden i puljer, så der ikke opstod panik dernede. Og jeg må faktisk give ham ret. De havde virkelig kontrol over det, og folk fulgte deres anvisninger (man turde så heller ikke andet, efter at havde set dem råbe af langsomme fodgængere). Der er generelt bare styr på tingene i Singapore. Måske det var et land man kunne overveje som fast base… (Hvis det ikke lige var for landets mange underlige love. Det hører i mere om).

Ps. vi ville have været på tur til Sentosa for at se fødselsdagssandskulpturer og køre en tur med deres cable car. Turen er gratis, hvis du er lokal (her føler vi os heldigvis ikke diskrimineret). John havde en anelse omkring lidt kø, så han ringede før vi kørte afsted. Den anelse blev mildest talt bekræftet. 10 timers kø til cable car!!! (men så er spørgsmålet, hvem ved deres sansers fulde fem finder på at stille sig bagerst i en kø, der er 10 timer lang???). Needless to say, vi blev hjemme.