Just keep swimming

…fortsættelse på indlægget i onsdags.

Sidder her på fastlandet i Kota Bharu (hvem havde troet, jeg skulle vende tilbage hertil??). Vores Taxa holdt og ventede på os, tørklædet fundet frem igen, aftensmaden fra Nasi Kukus og lejligheden den samme fra Airbnb. Tænk at noget så fjernt, pludselig kan føles helt velkendt. “Det her kendet jeg”, udbrød Gustav glad, da vi kørte ind i byen, “så skal vi derhen med den gode the og spise”.
Det er fedt med så små størrelser, som er så umiddelbare og møder det, vi præsenterer dem for helt uden forbehold. For der er altid noget positivt at finde ethvert sted. Og hvis vi netop har de positive briller på, så smitter det naturligt af på de to troldeunger. For de iagtager os nøje og aflæser enhver reaktion. Gik du glip af vores oplevelser på det lokale marked, hvor fluer og rotter suverænt dominerer, den lokale restaurant, hvor folk står i lange køer for at få kylling marineret i sække eller vores oplevelser med den muslimske kultur, der fik mig til at bære tørklæde, så kan du læse om dem her og her.

Men vi er altså kommet tilbage til Kota Bharu (heldigvis kun for en enkelt nat), fordi vi i morgen tidlig flyver til Singapore. Selvom vi har rejst meget i Østen tidligere, har vores veje aldrig ført os forbi Singapore, så nu skal det være. Men lige så heldige vi var at ramme en stor musikfestival i Amsterdam, national holiday på Koh Samet og Ramadanens slutning i Kuala Lumpur, så heldig er vi også at ramme Singapores 50års fødselsdag (måske det ville lette en anelse, hvis man planlagde lidt ud i fremtiden og researchede lidt, inden man fulgte en impulsiv ide. Men det tager jo lidt af det sjove af det…). Jovist, det er skønt med lidt mere aktivitet og folk i byen, men det betyder altså også, at det er meget sværere at finde noget at bo i, til noget der bare ligner en rimelig pris. Singapore er i forvejen møg dyr, men det er også bare en by, som man på en eller anden måde bliver nødt til at se. Det er lykkes os at finde en Airbnb lejlighed, hvor vi snupper en lille uge, før vi flyver videre østpå. Vores endelige destinationen (hvis man kan sige det på en rundrejse) er nemlig Filippinerne!
En øgruppe, vi egentlig aldrig havde tænkt på som destination på rejsen, men efter et venligt vink fra en af jer og de bedste anbefalinger (nærmest insisterende skub i den retning) fra den franske backpackerfamilie vi mødte på Perhentian, så tog vi en rask beslutning og bookede billetterne (inden vi kom på bedre tanker og blot fortsatte kursen sydpå).

Men nu glæder jeg mig faktisk helt vildt til, at vi skal til surfers paradis med den 8. bedste bølge i verden på øen Siargao (for dem der har nogen som helst anelse om, hvad det er, og hvordan man måler det??). John har en ide om, at han skal lære at surfe, mens vi er der (det kan så være, det sætter dagsordenen for, om vi kommer derfra i nærmeste fremtid, hø hø). Måske de har nogle kravlegårdsbølger, man kan øve sig lidt på, inden man skal ud og lege med de store drenge. Men der skulle også være eminente snorkle og dykkersteder omkring øen. Det er jo 12år siden vi tog vores dykkercertifikat, så det krævede lige et genopfriskningskursus på Perhentian. Instruktøren havde aldrig haft nogen på kurset, hvor det var SÅ længe siden, de havde dykket. Hovedrystende sagde hun “it’s not even a big gap between the dives, it’a a BIG hole!?!”. Hun tog dog udfordringen op og fik os begge i vandet (selvfølgelig på skift, så en kunne være ved troldeungerne, mens den anden dykkede).

Men jeg kan altså ikke rigtig beslutte mig omkring det der dykning. Skal jeg være fuldstændig ærlig… så har jeg faktisk allermest lyst til at komme op, når jeg ligger dernede i dybet (på 5 meter, hvilket er totalt barnemad og nærmest på niveau med snorkling). På et tidspunkt signalerer instruktøren til mig, om jeg er ok. Og uden mulighed for at bruge ord forstår jeg udemærket, da hun viser, at jeg er totalt vild i øjnene (2 sekunder efter griner hun, da jeg får hosteanfald. Ikke fedt under vand, skulle jeg hilse at sige).

Men jeg tror nu faktisk ikke, at det er angst jeg føler dernede (og come on, vi var på 5 meters dybde, det var jo ikke fordi vi leger dybthavsdykkere). Men jeg er så koncentreret og på stikkerne, fordi elementet nok ikke lige er mit bedste (jeg er nok snarere som en blåhval på land end en fisk i vandet). Jeg bruger oceaner af kræfter på at trække vejret. En ting, som jo egentlig burde komme ret naturligt, da tanken på ryggen er fuld af ilt, og det bare er som at holde sig for næsten og trække vejret gennem munden. Men jeg hiiiiver ind og pruuuuster ud, som var det rent tovtrækkeri, og jeg ender med at have fuldstændig ondt i kæberne (fik faktisk ikke tjekket, om jeg havde brugt kræfterne på at bide mundstykket i stykker ved at holde så hårdt fast).
Og så er der lige det der med positionen i vandet. Når man ser dykkere på film, så ligger de der vandret med lettere bukkede ben, som var det det mest naturlige i verden. Det er det ikke, skal jeg hilse og sige. Jeg har slet ingen kontrol over, hvordan jeg vender i vandet (som i virkelig slet ingen kontrol). Hver gang hun har rettet på mig (ved fysisk at tage fat i mig og lægge mig i den rette position), så føler jeg, at jeg nærmest står på hoved i vandet. Og vupti, efter 10 sekunder vender jeg rundt igen i noget, der ligner det skæve tårn i Pisa. Tilgengæld er jeg mega god til at komme op til overfladen. Bare ærgerligt, at det sker, når jeg burde ligge fladt nede i vandet. For at få balance i min vægt og den oppustede vest, tog hun 2kg af mit blybælte dernede, hvilket var dagens højdepunkt (så har jeg nemlig ikke så meget fedt, som man lige skulle tro. Fedt kræver nemlig flere kg end muskler siger hun. Så det tror jeg da klart på). Det hjalp en anelse, men kønt nåede det aldrig at blive på de 63 minutter vi var nede.

Så bortset fra de færre kg bly var det ikke, fordi jeg jublede at fryd, da vi kom op igen. Det kan jeg tage som et tegn på, at jeg bør stoppe, (men så amatøragtig som jeg er, så tror jeg på, at det bare er begynderfejl). Jeg vil så gerne lære det, så vi kan komme ud og se nogle at de store koralrev og de større dyr. Så naivt tror jeg på, at lidt flere dyk kan hjælpe på det? Og her kommer Filippinerne ind i billedet igen. Dykningen skal i hvert fald have et forsøg mere (om jeg kan lide det eller ej), og med min genopfriskning i bagagen er vi topklar til at se, hvad Siargao har at byde på. Keep Swimming…

Følg vores rejse på Facebook og Instagram The_Getaway_Blog