We’ll stay just one more day… and one more, and one more and…

Halloooo er der overhovedet nogen tilbage i Danmark??? Det kan ikke være mange af dømme efter den mængde, vi har mødt de sidste uger (hvis vi lige ser bort fra Kota Bharu, hvor ingen er så tåbelige at bevæge sig op). Vi må klart være det folk i verden, der rejser mest. Der er ikke mange herude, der tror på, at vi kun er 5 mio. mennesker i det ganske danske land. Men I havde ret. Perhentian Islands er virkelig fantastiske. Vi har valgt den store Ø Besar (da vi nok ikke helt passer ind i målgruppen af festende folk på Kecil).
Turen herover foregår i speedbåd, og jeg skal love for, at der var speed på. Jeg sad med armene fulde af troldeunger, og havde fokus rettet mod dem for “ihhh hvor er det sjovt, er det ik’?”, da John efter meget kort tid konstaterede, at han faktisk aldrig havde sejlet så stærkt før – og da han gentog det for 3. gang på 20 minutter, gik det op for mig, at vi sejlede sådan virkelig stærkt på det åbne hav (se videoen på vores nyoprettede Instagram profil The_Getaway_Blog). Når der er noget, Ella bliver bange for eller ikke bryder sig om, så bliver hun helt helt stille og sidder tæt op ad os, indtil faren er drevet over (eller lægger sig til at sove??). Gustav derimod var så begejstret, at han mente det var sjovere end Legoland (hvilket hos ham rangerer, som det absolut største og sejeste man kan foretage sig).

Vi havde egentlig kun booket 2 nætter på forhånd. Ikke fordi vi lige ville se området an og finde det beste sted – nope, fordi det var det eneste, der var ledigt! Alt var booket på nettet (med mindre man vil give 1.500kr pr. nat, og der er vi ikke liiige budgetmæssigt. Velkommen til high season). Endnu en gang slog det os, at der faktisk er en del mennesker, der planlægger ret langt ud i fremtiden (nogle vil nok påstå, at jeg hører til den gruppe, meeen selv en gammel hund kan lære nye tricks). John havde kontaktet stort set hele rækken af hoteller og skrevet til dem han fandt på Facebook. Jeg var ikke lige klar på at stå på en ø i højsæsonen med to børn og bagage uden at vide, om vi fik et sted at bo (mere impulsiv er jeg alligvel heller ikke blevet). Her skrev Coral View heldigvis tilbage, at de alligevel havde et rum ledigt i 2 døgn. Så vi satte kursen herud med det in mente, at det måske kun blev for 2 dage. Men 2 blev til 5, 5 blev til 10, og 10 blev pludselig til, at vi har booket i 18 dage!! og vi er hermed havnet i fælden med alle de andre livsnydere. Vi blir, bare liiige et par dage mere.

For hvorfor rejse videre… Her er alt, hvad vi skal bruge; strand (og mange af dem), lækkert azurblåt vand (som Ella kalder swimmingpool), utallige snorklesteder (nogle vi endda blot kan gå ud til), søde mennesker (der næsten ikke niver i kinderne på grisefarvede børn) og fin hytte (godt nok i 6 række fra havet oppe af bjerget, men anyways). Så hvad søger vi et andet sted? For der er jo ingen grund til at rejse videre, blot for at komme videre. Hvorfor ikke lade tiden stå stille og bare nyde. Læne sig tilbage (eller rettere snuppe sig et øjeblik ved siden af sandslottet mens man lader nydelsen sive helt ind). Ofte farer vi afsted (også på ferien, der er sat i verden, for at vi kan restituere og lade op…) fordi vi skal nå så meget. Vi har mødt familier med børn her på øen, der kun var her i 2 dage, inden de hastede videre, fordi de skulle nå 4 destinationer og et enkelt land mere, inden deres ferie var slut. Jeg ved godt, at vi er så priviligerede at have lidt længere tid end en normal sommerferie, og jeg siger heller ikke, at man behøver at tage 3 uger samme sted. Men jeg kan bare mærke, hvor meget det betyder for os og ungerne, når vi slår bremsen i og tager et par ekstra overnatninger det samme sted. Vi kunne sagtens have nå mange flere lande, byer og områder her i Asien (og jeg skal da ikke sige mig fri for, at fristelsen en gang i mellem melder sig), men vi har valgt at tage det fuldstændig med ro. Det er så vigtigt, at man har sig selv med i det og ikke haster fra sted til sted, så man kan sige, man har været der. For os betyder roen helt vildt meget for, at vi virkelige kan mærke de små øjeblikke af fuldstændig lykke, der opstår i de mest uplanlagte situationer. Og når vi ser børnenes smil og glæde, så bekræftes vi endnu en gang i, at vores rejse har gjort os lykkeligere som familie (men ikke mere filosofisk snak om lykke nu, det kan i høre os kloge os på, når DK4 viser deres programrække om lykke til september, for der har de bedt os sende en videohilsen).

Rastløsheden har ikke ramt os, og vi har heller ikke fået ø-kuller endnu. Det fungerer bare bedst, når der er åbne vidder, og ungerne kan løbe frit omkring og ikke hele tiden skal holdes i snor, fordi trafikken er utilregnelig eller der er kæmpe menneskemængder, hvor man så let som ingenting kan blive væk.

Da vi endelig havde booket hytten til midten af august, vågnede jeg selvfølgelig brat en nat, for hvor længe er det lige man har visum til Malaysia??? er det kun 30 dage som Thailand og hvor laver vi lige et visarun til?? (hvorfor er det, man skal få sådanne klarsyn om natten og ikke på et hvilket som helst mere oplagt tidspunkt i løbet af dagen?) Tanken kunne jeg selvfølgelig ikke lægge fra mig, så op i mulm og mørke for at finde telefon og onkel Google frem. Ahhh…. beroliget, vi har 90 dage, før vi skal fordufte igen. Home safe. Tilbage til sengen igen.

Vores hverdag er jo ret forudsigelig her på øen (elsker, at jeg kan kalde det en hverdag), så når Ella lige vil høre, hvad vi skal, så lyder det noget ala; Først står vi op og får morgenmad, så solcreme på og ned til stranden. Herefter er det brusetid, frokosttid og putte-og-lege-væk-fra-solen-tid efterfulgt af endnu en omgang solcremetid og badetid igen. Så brusetid og aftensmadstid, før det igen er puttetid. Og når hun så spørger, hvad vi skal herefter, så kan man lige sige remsen igen. Jeg er så taknemmelig for vores hverdag, og fordi vi turde springe ud i en rejse rundt på vores dejlige klode (og fordi John var så vedholdende, at det faktisk blev en realitet på trods af alle mine forbehold og mangel på mod. Gik du glip af de overvejelser, kan du læse om dem her og her).

Følg os på Facebook The Getaway Blog eller på Instagram The_Getaway_Blog