A mother's greatest masterpiece is her children

Life is short, eat dessert first

image
Note to self: Når folk skriver på nettet, at en campingplads er svær at finde, så tro dem!

Efter at have kørt efter koordinaterne på campingpladsen (fra deres egen hjemmeside?!?) ender vi på en markvej på den forkerte side af en flod (måske man kunne have set det komme, da vejene til sidst er på samme bredde som sneglehuset…). Men det har vist sig igen, at vi har en forkærlighed for mindre pladser, som helst skal være lidt svære at finde. Børnene og co-piloten her, var ved at være lidt pressede efter en hel dag i bilen fra Frankrig og her til Belgien (ikke at man kunne mærke det mindste i tonen… den var silkeblød som altid…). Efter at have spurgt om vej et utal af gange ender vi langt om længe midt i, hvad der minder om et sportsmekka med egen campingplads. Her er alt fra klatrevægge og skatebaner over golf og volly til ALLE former for vandsport (en smule ærgerligt, at temperaturen ikke kan presse sig længere op end fleece og vindjakker).

Vi er ankommet til Gent, en by ingen turister har fundet (John støvede den op over en hæksnak med en belgisk campistnabo). Men her er vildt smukt. Arkitekturen er en blanding af huse fra way back when og moderne futuristiske bygninger, der faktisk formår at smelte smukt sammen – og så selvfølgelig en borg eller to…
image

Vi har som sådan ikke rigtig noget formål med dagen blot at se os omkring – eller det vil sige… vores helt egen tourguide John har fundet frem til egnens specialiteter, så vi skal på snack crawl: traditionelle beligske vafler (man husker dem altid bedre end de er), pomfritter med Stoofvlees (en form for brun sovs som smagte overraskende godt), belgisk chokolade med fyld “Cuberdon” (som smager sødere end sødt), sennep (med et utal af smagsprøver) og selvfølgelig øl (i nævnte rækkefølge).

image

Det er lidt hårdt at finde huer, fleecetrøjer og regnjakker frem igen, når man kan se på vejrudsigten, at Cherverny (hvor vi kom fra i Frankrig) har 30 grader. Så er det på med JA-hatten(og de lange underbukser), op på cyklen og ud for at få én på opleveren!(Jeg øver mig på min vejroptimisme…)

Et lille historisk pust: Gent var Europas næststørste by i middelalderen næst efter Paris, og i dag bor her 250.000, hvoraf mange er studerende. Byen opfandt den belgiske vaffel, og man kan smage den oprindelige opskrift for den nette sum af 15€. Sidst men ikke mindst har Gent en altertavle, som er den mest stjålne i verden. Napoleon røvede den, calvinisterne brændte den næsten og Hitler var desperat for at eje den. Der mangler stadig én ud af de 12 dele fra “Adoration of the mystic lamb”, det mest indflydelsesrige maleri i historien (og verdens første oliemaleri).
Se det er nyttig viden…
image

Ps. John har et brændende ønske om at få fat i en helt speciel øl…
De belgiske Trappist munke kan nemlig bryste sig af at brygge en øl Westvleteren XII, som er kåret til verdens bedste. De sælger kun ud én gang om året, og mens 85.000 prøver at ringe for at bestille, kommer kun 200 igennem og kan købe en kasse (så kan man tale om efterspørgsel). Munkene er ikke inde i ølbranchen for fame and glory. Prisen er under 2€, men den sælges på det sorte marked for 50€. Det bliver nok en af de ting, der også må på to do listen for næste rejse…

 

Følg vores rejse på Facebook og Instagram The_Getaway_Blog

1

  • Paul P.Nielsen

    Jeg skal da vist, engang på ferie i Belgien. K.H. Paul

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

A mother's greatest masterpiece is her children