Home – where our story begins

Vi har kun haft et enkelt stop i Belgien (indlæg fra Gent) og et i Holland (indlæg fra Amsterdam), da vi er blevet lidt pressede på tid (man kan spørge sig selv, hvor vi liiige kunne have hentet en dag eller to i løbet af de sidste halvanden måned??). Der er så meget vi gerne vil se, så mange områder vi gerne vil opleve, og så mange kulturer vi gerne vil møde – men tiden er løbet fra os (igen er der en klog fyr, der har sagt noget med at have det sjovt og en tid der flyver af sted).

Vi har startet den endelige og sidste opkørsel mod Danmark. Vi har trukket tiden så meget som muligt, men med et efterhånden ret godt kenskab til vores køremønster, så kræver det et par køredage at nå hjem. I vanlig dansk stil har vi en bagkant i form af en ørelægetid efterfulgt af tid hos lægen. Ungerne var syge i hele foråret – virkelig HELE foråret, så vi kunne ikke få dem re-vaccineret (så er vi tilbage til ligningen om et arbejde der skal passes, et hjem der skal fungere og syge børn, der bare gerne vil sidde på skødet og nusses…). Så turen må gå forbi lægen, så vi kan opnå fuldt vaccinationsprogram (og de efterfølgende is, som man får i belønning) inden vi drager østpå mod Asien.

Det bliver skønt at komme en lille smut hjem og sige hej. Og her er det lidt pussigt med et begreb som “hjem”. Når børnene nævner “hjem”, og vi spørger, hvad de mener, så kigger de underligt på os og siger “hjem i campingvognen selvfølgelig…! Gustav har nævnt Århus et par gange, men det er i forbindelse med en kom-hjem-fest han gerne vil holde, og hvor han skulle få plads til et bur til en hest henne (ved ikke helt, hvor det med buret er kommet ind i billedet, og jeg er bestemt ikke fortaler for en krikke i baghaven). Jeg tror slet ikke, at Ella skænker vores hus en tanke. Det er interessant, hvordan de allerede har taget deres nye hverdag til sig og føler sig hjemme i den. Det bekræfter blot, at det ikke er de materielle ting vi omgiver os med, der skabet et hjem – men at man kan tage “hjemme” med på tur… Home is not a place, it’s a feeling!

Vi har ellers ikke set ret meget til hjemlandet, mens vi har turneret rundt i Europa. To danske familier har vi mødt?!? (og den ene, var kun på motorvejen, hvor de dyttede til os – som man jo klart gør, når man møder andre danskere syd for Harzen).
Enten kører vi totalt off-road ruter, vælger totalt off-the-list sights eller også er det blot fordi, vi rejser i totalt off-season…

Vi har taget kystruten nord om Amsterdam og op langs kysten af Holland over Afsluitdijke (til de uvidende, inkl. co-driveren her, så er det verdens længste dæmning, der forener Noord-Holland med Friesland). Som John så rigtigt siger for begrundelsen af netop denne nordgående rute: “sådan en vej kører man jo ellers aldrig”, og det har han jo sådan set ret i. Det er så langt ude, at kun en håndfuld Vestasmøller har fundet vejen. Og så er par konkurrent-køer, der på disse egne jo nok leverer mælke til vores hollanske konkurrenter (man er måske lidt miljøskadet, når man vender mælken for at se, hvor den er produceret). Vi har stort set kun set brune og hvide køer op gennem landene fra Spanien, så da Gustav på cykelturen ind til Amsterdam opdagede et par sortbrogede blandt den brune flok, råbte han begejstret “se mor, det er danske køer” (prøvede at forklare noget med sortbrogede og brune racer, men det tog han slet ikke ind. “Det er danske køer mor!”).

Tror vi sniger vogntoget op på 85km/t, så vi kan få sneglehuset hjem i kendte omgivelser – med sorte og hvide DANSKE køer…