A mother’s greatest masterpiece is her children

Er stolt af mine børn, som kun en mor kan være det.
Ella har smidt bleen, og der er et helt halvt år til hun fylder 3 (jo jo bevars, det har krævet en del ekstra vasketøj. Men anyways. Mor er stolt). Ella er mindst lige så stolt, når hun kommer løbende og siger, at hun skal på “pigetoilettet”. Jep, vi har haft mange tricks i ærmet for at kommer her til. Heriblandt at kalde toilettet for “pigetoilet”, det er lige noget der passer en lille dame. Vi har også været ude i bog til klistermærker – et lille klistermærke til bimmelim og et stort, når der laves bommelum, og ikke mindst har vi haft toiletfortællinger i alle mulige afskygninger. Summa sumrum, så er vores lille pige blevet stor og skal ikke pusles mere. Hvilket jeg faktisk er lidt trist over. Der er ikke noget bedre end to små nuttede øjne, der griner op på én, når det beskidte job er overstået.

Og Gustav… på lange ture op mod 40 km cykeltur kører han igen mindst de 10-15 af dem uden det mindste brok (og kun ved hjælp af et par enkelte cykelpiller, der i mangel af bedre er skiftet ud med chokolade). Han er ikke til at skyde igennem, når han tager “mountain bike sporet” på ruten og lægger sig forrest i feltet (at man så kunne kalde det et hjulspor ved siden af stien er jo helt ligegyldig for motivationen). Han tager imod alle de franske tilråb, han får på vejen, omend mit ikke-eksisterende fransk har svært ved at oversætte. (Så hvis nogen spør’, så siger de alle sammen “godt gået”). Det fantastiske er, at man virkelig kan se, at han bliver stærkere og stærkere, jo mere vi kører, jo mere vi løber, og jo mere vi klatrer. Han mener selv, at hvis han træner hele året vi er afsted, så kan han til sidst helt selv løfte Ella. (Hvorfor det er et mål, kan man så spørge sig selv om). Jeg er sikker på, at det kun er som 2-årig man kan tage det som et kompliment, at en fyr skal træne et helt år for at kunne løfte sig…

Fra grønne kanaler i Coulon har vi besøgt Loire dalen længere nordpå. Igen et virkelig smukt område, med 800km cykelstier!! og ualmindeligt mange slotte. Med en 2-årig i familien er der ikke fare for, at vi bliver alt for kulturelle. Ella har en limit på ca 2-3 timer på et slot, selvom vi krydrer turen med et utal af fortællinger om ridderkampe, kongernes mundskænke (hvilket Gustav i øvrigt syntes var et tarveligt job) og dronningers kæmpe kjoler på de smalle vindeltrapper. For at være fair, kunne Gusatv faktisk godt bruge længere tid der, hvis bare man har masser af historier i ærmet omkring det man ser.
Da vi vidste, vi ikke havde mange skud i bøssen på slotsfronten, valgte vi det største af dem Chambord. En af cykelruterne gik langs Loire floden og op til slottet, en tur på 46km. Det er lidt vildt at tænke på, at Chambord blev bygget, fordi kongen ville imponere sine venner med et jagtslot tilføjet lidt tårne for synets skyld, og så tilbringer manden blot 72 dage ud af 32 år på slottet! Tænkt at være så impulsiv: “Hold da op, her er mange kronhjorte. Jeg tror da lige jeg bygger et slot, så kan gutterne komme forbi til en jagt”.

Med høje tanker om min egen stedsans og udsigten til en time i mit helt eget selskab (hvilket er en sjælden begivenhed, når man rejser så intenst, som vi gør i sneglehuset) drog jeg på egen hånd på cykeltur. Udstyret med en cykelGPS og et kort over området havde jeg udset mig en rute i nærheden af campingpladsen på 18km. Så skulle den have én over nakken og virkelig få gas (var blevet lidt i tvivl, om jeg helt har glemt hvordan man får pulsen op og ikke kun sveder, når jeg går rundt med Ella på ryggen). Jeg lagde også super godt ud og blæste gennemsnitshastigheden op på 25km/t (stop, ingen spydige kommentarer om fart. Det er hurtigt! Basta.), hvilket nok også var en anelse for kækt. Efter blot 3,5km missede jeg det første skilt, (hvilket virkelig også var dårlig sat). Da jeg så ligesom havde erkendt, at jeg var væk fra ruten, måtte jeg retur igen, til jeg fandt det sidste velkendte skilt på vejen.

Det skulle så ikke være sidste gang, det skete. Havde jeg ikke haft både kort og GPS med (hvilket var i sidste øjeblik, da John insisterede, og jeg tænkte “jo jo, det kan jo altid ligge i lommen), så havde indlægget fået en helt anden slutning – noget med “dansk kvinde fundet udmattet blandt vinmarker”.

På mirakuløs vis lykkes det mig at køre af ruten en 5-6 gange, så min sladrehank af en GPS kunne konstatere, at jeg havde kørt 24km på en 18km rute (fatter ikke hvordan det ku ske for en stifinder som mig??). Man ved den er gal, når man begynder at tænke over, hvor lang tid der mon vil gå, før der igen kommer mennesker herude på Lars T’s mark og om GPSen mon afgiver signaler, så man kan spores… Jeg sendte længselsfulde tanker tilbage til de gode gamle dage i folkeskolen, hvor jeg løb orienteringsløb, da jeg endnu en gang var kørt af kortet og skulle til at sammenholde GPS-data, ruten på kortet og de manglende skilte i landskabet (forsøgte sågar at se efter mos på træerne, for at finde nord, da den stædige GPS ikke ville skifte skærmbillede og vise mig det).

 

Følg vores rejse på Facebook og Instagram The_Getaway_Blog