My life is like a movie…

Hvis mit liv skulle være en film, så var det ikke lige Krummerne, der var først i tankerne.
Vi har ikke haft en ost med i tasken, danset så lysekronen faldt ned eller kogt en kat… eller det vil sige… næsten. Jeg kan lige så godt sige det først som sidst: Vi har kogt en bæver! Ikke en hel en med hår og det hele som Krummes kat, men et vaskeægte skelet fra en bæver. Hvilket vi dog er lidt tvivl om, da vores evner ud i dyrs anatomi ikke er helt opdaterede, men ved hjælp af Onkel Google er vi ret sikre på vores bæver valg. Jeg spoler lige tilbage til begyndelsen…

Vi bor i Coulon, hvilket er et helt igennem fantastisk sted. Hele området er skabt af kanaler, der bugter sig mellem træerne. Der er flere hundrede af dem, en form for grønt Venedig. En sejltur var selvfølgelig uundgåelig. Gustav og John lejer selv båd, da vi ikke gider have en gut stående bag os og padle. Vi ville gerne have haft en kajak, men alle mand skal kunne svømme 25m før det kan lade sig gøre. Hvorfor ved vi ikke, da kanalerne på det bredeste sted er 8-10m, og de fleste er ikke bredere en 3?? Men inden vi overhovedet får tasker, pagajer og børnene iført redningsveste i båden, ser John vores kranie ligge i vandkanten. Vi når lige at udveksle blikke og stiltiende blive enige om, at det er for stor en ting for en 4årig at gå glip af, og hvor ulækkert kan det lige være, når det har ligget nede i vandet? – så ombord kommer det. Lige hvad der manglede for at skabe en ægte sørøverbåd, så under hele turen lå vores fund i stævnen.

Hjemvedt fra turen syntes Gustav det kunne være “mega fedt”, hvis vi havde hele kroppen, så John og ham drog tilbage til kanalen for at se, om resterne af dyret skulle ligge der. Det gjorde det (u)heldigvis og hjem kommer de, med en spandfuld knogler. “Mor! Du er så god til at samle puslespil, så vil du ikke samle det for mig??” råber en forventningsfuld knægt gennem campingpladsen. Og før jeg får set mig om, sidder jeg ved McQueen bordet og skraber hjernemasse ud af et kranie… Ikke lige hvad jeg havde forestillet mig, at jeg skulle bruge aftenen på. Det er virkelig ulækkert! Men når der sidder en måbende søn ved sin side og syntes det er det mest spændende i verden og at Mor er den sejeste, så må man tage en for holdet.

Vidste du forresten, at det kun er ca 1/3 af tændernes længde man kan se, resten er gemt i kæben.. eller at man bleger knogler i brintoverilte for at knoglerne kan blive helt hvide? (nyttig viden hva’?) Men først skal det koges – og ja, Krumme har ret. Det lugter… vi er dog så velsignede, at vores skelet er uden kød, så det er kun en fæl saltvands/gammel sø stank der breder sig. Vi kunne ikke finde stærk nok brintoverilte, så det får lige en nat i klor med lavendelduft også – tænkte, at det kunne tage lidt af lugten. Gustav tror desværre, at vi kan samle hele skelettet, så det står som dinosauerne gør i tegnefilmene, så jeg kommer nok til at skuffe ham. Vi har lidt knogler til overs, hvor vi liiige skal have googlet deres anatomiske placering… Jeg skal nok fortælle jer om resultatet, når vi er færdige med blegningen.

Bæveren er dog ikke det eneste dyr vi har været i nærkontakt med – omend i en knap så markaber form. Ella har i flere uger talt om heste, så vi har ledt lidt efter steder, hvor de kunne få en ridetur. Endelig fandt vi et sted, men med hjælp fra Johns stigende franskkundskaber finder vi ud af, at den ansvarlige først kommer hjem fra ridetur om en time. Vi beslutter at vente og fordriver tiden med at kigge i staldene og klappe ponyerne. Tiden går – laaaangsomt – og efter halvanden time beslutter vi os for, at nu må vi altså køre. Vi har nemlig 5-6km hjem på cykel og med en klokke, der nærmer sig 18, er det ikke et godt udgangspunkt. Ella er i bagsædet, men Gustav skal selv køre, da vi ikke har cykelvognen med. Da vi er på vej væk fra rideskolen, kommer en convoy af heste pludselig til syne, og vi vender om. Med et fransk ordforråd, der ikke har super mange hestetermer får vi spurgt, om vi ikke kan få en tur, hvilket hun gentagende gange afviser. Men John klør ufortrødent på med sine franske gloser og fagter, og får hende tilsidst forklaret, at vi ikke vil på skovtur eller have undervisning blot have en lille tur rundt på banen til børnene, og at vi nok selv skal trække hestene. Det forstår hun og straks bliver to ponyer sadlet op, og ungerne er ellevilde.

Vi trasker et par omgange på banen, og Gustav funderer over, hvor vi mon kunne stille buret til ponyen hjemme i Århus, for sådan en vil han godt nok gerne have, når vi kommer hjem…

Sidst og faktisk mindst, har vi fået husdyr – en skrækslagen fisk som John og børnene fangede efter 4 intense fiskeriminutter.

 

Følg vores rejse på Facebook og Instagram The_Getaway_Blog