Travel is more than the seeing of sights... It's the feeling of culture

Life is like the ocean. It can be calm or still, and rough or rigid, but in the end, it’s always beautiful.

Det er lidt svært ikke at tænke sig mod østkysten (hvor vi rejste fra for under en uge siden??), når temperaturen over night dropper fra 35 grader til 12 uden udsigt til at stige, og vandet kommer ned fra himlen… Men the show must go on, og vi må videre (en eller anden jubeloptimist har sagt noget omkring dårligt vejr og forkerte klær’)

Vi lægger ud fra campingpladsen i super mellemtid 9:28, aldrig set hurtigere! Men inden vi har kørt de sølle 88km til kysten viser klokken 13:08 (og det skyldes ikke vores sneglefart, der dog har været langsommere end normalt, da vi måtte rundt om 2. gear på et af bjergene) men så skal der findes koordinator på GPS’en, så skal der tisses. Og inden vi får set os om, så er der sultne fugleunger på bagsædet, der ikke kan spises af med mit ellers velassoterede kikseudvalg, og vi må holde for at spise frokost. Så skal der lige leges lidt i legerummet og summa sumarum, så er klokken over 13, før vi ruller ind på pladsen lige på den nordlige side af den Franske grænse. Knap 4 timer til en strækning på under 100km, det er aldrig set langsommere!
Vi smider vognen på pladsen og drøner sydpå igen til Spanien for at komme til Bilbao og Guggenheim museet – troede vi.

Da vi endelig finder den rette (læs mindste og smalleste) vej ned til campingpladsen åbner vesterhavet sig for os. Et vesterhav som vi kender det med hvide skumtoppe, så langt øjet rækker, der vælter ind mod land. Ikke det der småskvulp af en bølge, som vi havde på østkysten (nope, ikke det mindste ærgerlig over, at vi rejste fra et sted, der har nu 22-26 grader, så langt vejrudsigten kan se frem). Ja tak til rå og vild natur.
image

Da vi endelig finder frem (godt hjulpet af et tysk pensionistpar, der i rask trav går mod stranden med en ihh-hvor-er-vejret-frisk-attitude) er receptionen lukket i vanlig sydeuropæisk siesta stil. Der røg vores museeumstur, hvilket ungernne er godt skuffet over (tror nu mest det er fordi, det lyder så sjovt at sige “Guggenheim”).
Vi overvejer ikke engang at slå forteltet op, men tænker snarre over om der mon skal stormbardun på campingvognen, for at den ikke vælter i natten. Men der er nu et eller aandet over et hav, der brøler mod himlen og viser sin styrke. Det ligner til forveksling vores gode gamle Vesterhav, hvilket der jo også er noget smukt over (og en smule hjemligt. Man er vel stadig nordjyde inderst inde).
Men selvfølgelig skulle vi stadig Guggenheim (når ungerne 2 dage i træk efterspørger at komme på museum, så skal vi ikke stå i vejen). Det er et super flot museum i beste rumskibsstil.

image
Men de er ikke helt vildt med børn (eller i hvert fald ikke med vores mågede unger). Hver gang vi gik ind i et nyt rum med en udstilling, kom den ellers utrolig afslappede vagt straks op at stå og begydte at vandre rundt i rummet. Det giver en ekstra stressfaktor, nårr man i forvejen er rimelig alert i forhold til de små pilfingrer. Men vi mestrede at gå rundt et par timer og kun én gang blive tysset på. Heldigvis stillede et gospelkor op og gav et par numre, så der kunne blive ro for en stund (det tog ca. 7 minnutter, så var Ella trillet ind foran koret og Gustav møvede sig efter i bedste soldaterstil.
image

Men så opstår det store spørgsmål igen… Hvordan kan de spanske børn gå rundt uden mad til restaurenterne åbner ved 20 tiden??? Vi er selvfølgelig lidt sent ude, da vi begynnder at lede efter restaurenten fra Yelp (vores ellers gode hjælp til restauranter – tager dog ikke helt højde for åbningstider). Jeg ved ikke, om det er fordi de spiser børnene af med snacks og chips i løbet af eftermiddagen og putter dem vildt sent eller hvor søren de gør. Men der er i hvert fald ingenting, der har åbent når vores danske børnemaver er sultne. Vi finder vores cafe/restaurent og tager til takke med de tapas de har tilbage fra eftermiddagsmenuen (inden der bliver fyldt op kl. 20?!?) og stiler mod bilen igen. Her kommer vi forbi et udendørs kunstværk en mand har lavet, hvor han har viklet 117 garnnøgler rundt om et springvand, træer, bænke og en hel masse cykelstyr (nope, spør mig ikke om symbolet i det). Men ungerne er vilde med det og er snart filtret ind i snorene. Hvorfor gør museerne ikke mere i udstillinger, man må røre ved og interagere med? Det ville hjælpe til at skabe en generation af børn, der syntes det er fedt at gå på museeum, når man ikke konstant bliver mindet om, at man skal være stille og ikke må røre ved noget.image

Følg vores rejse på Facebook og Instagram The_Getaway_Blog

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Travel is more than the seeing of sights... It's the feeling of culture