Life´s a journey, not a race…

Small talk på forsædet: “Tror du 63km/t er for langsomt på motorvejen?”, “ja, vi må nok hellere få hende i 3. gear”. …
Mens jeg har ageret jukebox og sunget alverdens sange på request fra bagsædet (John havde valget mellem at høre på børneskænderier eller min kun lettere falske skønsang, der dog mirakuløst skaber ro) er vi kørt sydvestpå for at undgå Kasselbakker, og med god grund. Omkring Køln får vores gamle dame lov at vise, at hun er turen værdig. Det går med nød og næppe, men så er hun virkelig også tørstig, og vi kan langt fra holde gennemsnittet på 9,5km/L, men også med en del utilfredse lastbilschauffører bag os.

Vi er kommet til den pæneste campingplads i det nordlige Luxembourg, hvor floden Sûre grænser op til Tyskland. Der er ikke et græsstrå, der vender forkert, ikke en eneste ukrudsplante i miles omkreds og petanque banen står snorlige. Det er et paradis – pensionistparadis. De bor i små fine fastligger campingvogne med påskeliljer og sollamper udenfor, men er opdelt i to lejre..Der er dem, der har forskanset sig nede ved floden, nyder stilheden og knap siger god morgen på vej til toiletbygningen. Og så er der dem, der ligger lige ved siden af receptionen, så de kan følge med i, hvem der kommer og går, og som man næsten ikke kan gå forbi, uden at de vil snakke. Med vores ankomst falder gennemsnitsalderen i samme takt med, at decibellen stiger. Vi har fundet en plads lige ned til vandet (man må KUN GÅ TIL GRÆSKANTEN er reglen, hvilket Gustav råber efter alt og alle, der forvilder sig på den anden side af stien).

Vi ankommer ikke med kaos, men det er tæt på. Inden vi overhovedet har fået benene ned på vognen, er der gang i den… Mens et par ældre herrer står og spiller petanque på banen lige bag vores vogn (vidste ikke man kunne få ekstraudstyr?!? De har en magnet i en snor om fingeren, så de ikke behøver bukke sig, hver gang de skal samle kugler op. Topsmart!) smider vi et par kiks i vandet, og to svaner kommer straks svømmende helt hen til os. Jeg stoler ikke helt på de smmukke fugle, så vi bakker af og går de små 10m tilbage til teltet. De har dog fået smag for mariekiksene, og kommer nu op på land for at få mere. Jeg laver et stort kig-lige-væk-børn-sådan-må-man-ikke-gøre-mod-dyr-spark ud i lufften for at skræmme dem væk, og et “Dyrene må ikke fodres” forbud er lige trådt i kraft. Gaskassen sidder fast, da noget indenfor er væltet ned over låsen under kørslen, så vi må have paletkniven i brug for at få den lirket op. Gustav får en flise i fingeren, da han ser på de spillende petanque herrer og rører ved den antikke træindhegning omkring banen, og 2 sek efter får Ella det også, for hun skulle da lige se, om det nu også kunne passe, når far siger, at man får fliser i fingrene, når man rører. Jeg kan selvfølgelig ikke finde bare en af de 3! nåle, jeg har med til samme formål, så vi må forbi de sladrende campister ved receptionen for at låne en nål. Det afføder selvfølgelig høje skrig på niveau med tortur, da fliserne skal ud, og ungerne ser nålen. Det forstyrrer de to verdensmestre på petanque banen, og vi overvejer, om vi skal ud i en gæt og grimasser for at forklare, hvorfor vores børn skriger hysterisk, men vi dropper det og fortrækker ind i vognen… Alt dette på de første 5 1/2 minut vi er på pladsen. Så ved de ligesom at vi er kommet…

Vi havde besluttet os for, at det var på tide at forsøge os med forteltet. Da vi ligesom har erkendt, at det ikke er campinglivet vi har mest erfaring indenfor (og der er 4 topunderlige hængsler, der på en eller anden måde skal monteres på vognen, så stængerne kan hænge fast??), finder jeg fra start vejlednignen frem. Det tager os nøjagtig 45min at slå det op!!! Ok indrømmet, det er uden pløkker, men alligevel… Det er da ret godt gået. Næsten ærgerligt at der er så langt op til de sladrende pensionister ved receptionen, for de ville helt sikkert have sat sig klar i positionsstolene for at se et forventet cirkus.

Det har dog taget længere tid en ventet at få børnene i noget der minder om harmonistadie. En hverdag, hvor vi blot står op, og dagen flyder af sted med, hvad der nu måtte opstå, og hvor sengetider er noget der kan diskuteres, har de slet ikke kunne finde ud af. Det er flere dage endt med en masse konflikter (ikke lige den happy family man har set sig i vente, når man vælge at rive et år ud af kalenderen for at være sammen, og man når at tænke “Er det sådan her, det skal være i 51 uger mere?!?). Så vi har pillet navle og fundet frem til, at der skal meget mere struktur på dagene og har indført dagsprogram med fast formiddagsstruktur og (næsten) faste sengetider (Johns ide, så det kan jeg ikke tage æren for). I bedste militærstil er formiddagen planlagt, så vi står op og får tøjet på inden morgenmaden. Herefter er der morgensang fra Åhh.. Abe bogen (hvor vi skiftes til at vælge, så vi også lige får øvet turtagning) med John på guitar efterfulgt af en tur på legepladsen indtil frokost. Det har haft en kæmpe indvirkning på konfliktniveauet, at der er kommmet styrring på formiddagen, og det smitter positivt af på resten af dagen, hvor vi så kan tage på tur. Det er nok alligevel ret gennemtænkt, når børnehaverne og vugggestuerne har meget faste rytmer for hele dagen… Vi har taget ved lære.

I går cyklede vi de 7km til nabobyen for at handle ind, og i dag har vi været tilbage i Tysklands ældste by Trier for at spise is og se byporten Porta Nigra Bygget 180 år efter kristus, så den er tæt på tusinde milliarder år gammel, som Gustav fortalte, mens han spekulerede på, hvor mange riddere, der kunne være inde i den. Der er også bliver tid til at grille skumfiduser:-)

Selvom det er en lille campingplads langs Sûre floden in the middle of nowhere, vi er kommet ind på, så er der den bedste offentlige legeplads 200m fra os med vandkanaler, tarzanborg, gynger, svævebane, klatrestativer… you name it… den er kæmpe stor og ungerne er vilde med den. Så er det man lige skal huske, hvorfor vi er taget afsted, og bide i sig at der ingen (og jeg mener virkelig ingen) andre er under 55 år, at der er 7km til nærmeste sted, hvor man kan købe en liter mælk og endnu længere til noget, der minder om en restaurent. Børnene har alt, hvad de har brug for, og nu hvor varmen er kommet, og vi ikke skal bruge termobukserne længere (takker stadig John for, at vi fik dem med), så er det svært at finde argumentere for, at vi skal køre videre.

Så nu begynder spørgsmålene omkring resten af vores rejse så at melde sig. For HVORFOR egentlig tage videre?? Skal vi tage længre tid i campingvognen? Har vi overhovedet lyst til at køre de mange kilometer helt til Spanien, eller skal vi i stedet krydse ind over Frankrig meget længere nordpå og dermed få flere dage til blot at være til? Skal vi droppe nogle af de andre fjerne lande, og i stedet tage endnu en campingtur i juli og august efter vi har været hjemme i Danmark? Det kræver liiige lidt tankevirksomhed, for igen – hvad er formålet med at rejse langt væk? Er det for børnenes skyld, eller er det for vores? Og hvis det er for vores skyld, er det så på bekostning af den simple living, som vi har lige nu, og som børnene elsker??? Det kræver lige en aften eller to at få på plads;-)