If you can dream it, you can do it

Gæt en gang hvem der har valgt denne campingplads?? Vi har fået det mest geniale kort “Camping Card ACSI” – klart på listen over must haves til campingture i lavsæsonen! Der er mere end halv pris på flere tusinde campingpladser i hele Europa. (Til gengæld betalte vi så også overpris på den ved Hamburg, men her kunne jeg ligesom ikke rigtig køre længere, så det var bare at se glad ud og betale) Vi skulle egentlig kun have været her i Tecklenburg syd for Bremen et par overnatninger og kørt videre mod syd i går, men at køre på en søndag er lig med totalt selvmål i form af lange køer ved Köln (Nu mænger vi os jo med de “rigtige” campister og får insider viden. Not bad). Så vi er blevet en nat længere til stor tilfredshed for troldeungerne. Hvor er det genialt at lave sådan en kæmpe borg udformet som en tarzansti. Banen slutter med en svævebane – KÆMPE HIT!!! Det må trække helt vildt mange turister til (her kan være over 2.000 campingvogne), og det var grunden til, at vi (Gustav) valgte den i vores nye favoritbog. Man skal heller ikke være særlig skarp for at se, at John og jeg med vores lidt over gennemsnittet højde har totalt ømme lårmuskler af at kravle rundt derinde. Men her er masser af børn, og Ella har lært på den hårde måde, at man ikke får en skovl af en 3 årig tysk dreng, hvis man ikke kan sige Bitte, mens man rækker hånden frem. Så det praktiserer hun i stor stil nu:-)

Og nu vi er ved lårmusklerne…vi tog cyklerne på nakken i går og kørte op til det høje bjerg i nærheden af campingpladsen. Nok ca. samme højde som vores eget Sky Mountain, men med så stejle stigninger, at jeg på tidspunkter stod helt stille. Men måske det siger mere om min fuldstændigt fraværende form end om bjergets højde (og turens moderate længde på 9 km). Jeg startede ud med Ella bag på i cykelsædet men måtte kapitulere og overbevise John om, hvor stor en helt han ville være, hvis han tog begge børn i cykeltraileren på vejen op (jeg mener, han havde jo de rigtige sko på og alt muligt). Kørepillerne kunne nu også bruges som gåpiller, da vi skulle gennem en plantage for at nå toppen. Vi havde det fineste kort fra receptionen, men et ret højt hegn var sat op hen over stien (et seriøst bliv-væk-hegn), så vi måtte finde en alternativ rute. Her gælder det om at have JA-hatten på (og nok med lokkemad i tasken) for at holde begge børn gående mod toppen, til trods for at Ella havde set, at jeg havde bærerygsækken på ryggen (hun har i øvrigt selv lært at tage cykelhjelm på, som billedet tydelig viser). Gustav fik rollen som stifinder, hvilket han tog meget seriøst. En del af den rolle gik med at sætte spor i det meste af skovbunden med en pind i bedste Hans og Grethe stil, så vi kunne finde hjem igen. Meget betænksomt (og en anelse langsommeligt).

På trods af diverse træningsformer for lårmusklerne har der også været tid til en mindre ommøblering i sneglehuset. Gustav tog et kongestyrt ned fra overkøjen den anden nat, da han havde fået rykket stigen til køjen, inden han kravlede ned, med det resultat at den ikke sat fast, og han røg i gulvet med et brag. På mirakuløs vis skete der ikke noget og i mangel af vores sædvanlige rodekasse fra skuret med ca. 2mio random skruer, har vi taget vores gaffatape i brug. (selvfølgelig har vi gaffatape med, kan man overhovedet rejse uden???) Så nu sidder den fast de næste mange år, og Gustav har lært at træde en smule mere varsomt fremover.

Havde man i et øjebliks naivitet troet, at alle hverdagens kampe ville blive hjemme, blot fordi vi har fået en ide om en lille familietur, så kan man tro om igen. Det kræver stadig lidt overskud at være på farten med en grænsesøgende fireårig og en toårig i selvstændighedsfasen (eller en skøn blanding af begge, og helst på samme tid) Har i dag brugt halvanden time på at overbevise Ella om, at hun skal blive i køjen og ikke kravle ud efter puttetid (man kunne have taget hende ud af tremmesengen INDEN vi tog afsted, så det ikke skulle trænes her, men det gjorde man ikke) samt 27-28 forsøg på at fortælle Gustav, at man faktisk kan drukne i en svømmehal, selvom man lige har lært at snorkle (hvordan han hver gang kan se ud, som om det er første gang jeg nævner det, på trods af at jeg har haft fat i ham hvert andet minut, begriber jeg ikke). Men vi klager ikke. Det er fantastisk at være afsted og vi nyder følelsen af ikke at være låst af noget, ikke altid at have en bagkant, og friheden til at gøre nøjagtig hvad vi ønsker. A dream come true.