Of all the books in the world, the best stories are found between the pages of a passport

Det er bare en af de dage, hvor man når at tænke “er det et tegn på, at vi virkelig ikke skal med det fly??”. Vi er nærmest ikke kommet ud af Auckland, før udfordringerne begynder, for der er AC/DC koncert i byen og dermed et hav af mennesker på vejene. Via lidt smutveje kommer vi til lufthavnen og er klar til at tjekke ind. Det har vi ikke kunne gøre online, for når man flyver til USA skal man vise en onwards ticket, så de ikke tror vi bliver i landet. Vi har været forudseende og allerede bestilt til Costa Rica den 28. December, så vi er home safe. Tror vi. Problemet er bare,...

Your illness does not define you. Your strength and courage does

Kronisk syg. Det er så voldsom en betegnelse. Sådan lidt som en label, man får klistret i panden. En dum boks man er sat i, og som man ikke rigtig kan kravle op af igen. En kategori man overhovedet ikke gider være i, og som man ikke helt ved, hvor hårdt man bliver ramt af. Men hvordan jeg så end vende og drejer det, så er jeg diagnostiseret med tarmsygdommen Morbus Crohn og kommer ikke til at slippe af med den igen. Jeg tager min daglige medicin, jo vist, men ellers er jeg så velsignet at have det godt med sygdommen. Og så kan sådan en label godt blive lidt påtrængende og omklamrende. Inden vi...

Our crap could be your crap

Bagagerumsmarked på Snells Beach. Jamen selvfølgelig skal vi da have en stand. Det bliver ikke meget mere lokalt, og Gustav er ellevild, da han ser det hjemmelavede skilt i vejkanten. Vi slæber efterhånden rundt på en hel del bagagerumsegnede ting (man kunne kalde det skrammel, men det gør vi ikke). Der kan i flæng nævnes 2 par gummistøvler i voksenstørrelse, det ene par købt på genbrug med hul i hælen (hvilket man jo først ser bagefter) og det andet er aldrig brugt, varme trøjer til troldeungerne (vi skal SÅ meget være i solen de sidste måneder), snorklesko i miniputstørrelse (vi gider alligevel ikke flere stenstrande), min nyeste John Grisham bog (the one and only bog...

That feeling when you wake up so sore you can barely move

Jeg tror aldrig, jeg har haft så ondt i mine ben. Sådan ondt på den der skærende måde, hvor man vågner om natten og tænker “der må seriøst være noget helt galt med de stænger” (lidt som når man dagen efter, vågner og tænker ‘det kan ikke kun være alkohol, der må bestemt være noget helt galt med kroppen’). Med de ustyrligt mange kilomeder vi efterhånden har gået, og den træning vi faktisk har fået lavet den seneste måned (tak til Nordichiit for at holde os til ilden), så troede jeg faktisk, at vi var i ok form og med en vis muskelstyrke. Men hvor er jeg blevet klogere… Vi har nemlig valgt at tage...

Shine like the universe is yours

Det vil hjælpe en hel del, hvis man er forberedt i et land, hvor man er uden signal halvdelen af tiden. For så havde vi lige tjekket åbningstiderne for de lysende orme aka Glow Worms (som om de stopper med at lyse efter klokken 18… men det gør alt det enormt kommercielle omkring dem). Vi ankommer selvfølgelig til Waitomo 5 minutter i lukketid med 2 ivrige troldeunger, der har glædet sig hele dagen (what to do??). Vi fortæller, at ormene skal hvile sig lidt, så de kan lyse ekstra meget i morgen (det er vel næææsten ikke en hvid løgn…). Men solen skinner og med en freedom campingplads kun 5 minutter herfra (fyldt med mudder...