Doing what you like is freedom. Liking what you do is happiness

Forget all the reasons why it won’t work and believe the one reason why it will

At køre op foran vores hus sådan en helt almindlig torsdag er fyldt med mange flere følelser, end vi lige har regnet med. Hvor svært kan det lige være at komme hjem???

image

Under rejsen har vi snakket en del frem og tilbage om, hvad vi egentlig skulle med vores hus, når vi kom hjem. Om vi skulle sælge og bygge igen (ja, vi er nogle af dem der ELSKER byggeprocessen) eller ’bare’ blive boende i vores trods alt relativt nye hus (kan man vel godt kalde et hus på bare 2 år). Så det er med lidt sommerfugle i maven, vi kører op til huset, for hvordan bliver følelsen. Hvordan vil bliver det at gense det, komme ind i det igen og kan vi overhovedet finde os til rette på en fast matrikel igen?  

image

Ella tror jo stadig, vi bor i campingvogn i Danmark, så for hende er vi bare på en almindelig køretur rundt. Det bliver totalt ignoreret, når jeg fortæller, at vi skal hjem, og vores rejse er forbi. At vi skal sådan rigtig hjem. Men for troldeungerne er ’hjem’ blevet et relativt begreb, som er flyttet rundt det sidste år. Jeg tror vi har overnattet omkring 100 steder, hvis vi tæller de mange overnatninger i autocamperne med rundt omkring. ’Hjem’ er ikke en adresse i et for dem tilfældigt land. Hjem er der, hvor vi er sammen, om det så er et hotelværelse, en lejlighed eller blot et værelse hos en gæstfri familie. De har kaldt alle vores overnatningssteder for hjem, og den opfattelse er jeg dybt taknemmelig for. Det betyder jo, at vi alligevel har formået at skabe en tryg ramme for dem i vores nomadeliv. At de ikke har følt sig rodløse, men tværtimod set det som deres liv og hverdag. Home is not at place, it’s a feeling, har John og jeg altid følt, men det er jo ikke sikkert, at det virker for to små trolde også. Men så snart vi kommer til et nyt sted og har fortalt, hvor hver person skal sove og hvor mange nætter vi skal have der, så er der fuldt tryghed og livet går videre for dem, som havde vi overhovedet ikke flyttet os den sidste lange tid.  

Oppe foran huset udbryder Ella sponstant ’Her bor Freja!’. Og det er lidt sjovt, for Freja er hendes lille veninde tilbage fra vuggestuen. Den eneste erindring hun har omkring Danmark (hvis vi lige ser bort fra bedsteforældrene og morfars hund). Alt andet er som slettet af hukommelsen. Men hun var jo også kun 2 år, da vi drog afsted, så andet er måske også for meget at forlange. Jeg tror, hun på en eller anden måde kan genkende huset og hurtigt konkluderer, at det må være Freja, der bor her, for hun er så overbevist om, at vi bor i campingvogn (som vi jo gjorde rundt i Europa). Så snart vi er ude af bilen, løber de ind i huset og Gustav fører an. Hurtigt ind i køkkenet og stopper op, mens de kigger sig omkring. Gustav husker det hele, og de løber ind på deres fælles værelse. Her kaster de sig over de få babylegeting, der står derinde og begynder at lege. Vores lejer har en lille dreng, så han har haft lånt noget af babylegetøjet, som stadig står fremme. De leger med det, fordi det er legetøj (som de jo ikke har haft så meget med af), og ikke fordi det er genkendeligt. Det er tydeligt, at Ella ikke husker noget herfra, og hun kan heller ikke finde toilettet eller de forskellige andre rum. Jeg tester hende lidt, ved at spørge om hun ikke lige kan finde far inde i soveværelset, men hun kigger bare forvirret på mig og spørger, hvor soveværelset er henne. Når man det sidste år har været vant til at bo steder, hvor man kan se alle personer på én gang i rummet (også når de er på toilettet), så er det selvfølgelig overvældende.

image

Vi er helt vildt glade for at være tilbage men mest af alt for, at det virkelig føles som HJEM. Det føles ikke bare som endnu en destination på vores gennemrejse. Det føles virkelig godt, trygt og rart. Alle vores ting har været opmagasineret inde på et af værelserne, så indflytningen bliver rimelig nem at gå til. Vi har haft en drøm af en lejer. Man kan stort set ikke se, at han har boet i huset et år. Alt står snorlige og skarpt, og vi gider ikke engang gøre rent, før vi flytter ind, for her er virkelig pænt. Spildt er alle mine bekymringer fra sidste år, om man virkelig kan leje sit hus ud, uden at det har store konsekvenser og ligner en slagmark bagefter. Det er bare at springe ud i det, men også vælge sin lejer nøje. Den der mavefornemmelsen er ret vigtig. Vi havde et tilbud om en anden lejer også, men følelsen var bare ikke rigtig. Vi kunne ikke sætte en finger på, hvad det var, men det føltes bare ikke rigtigt, så vi takkede nej uden at have en anden mulighed på hånden. Sådan var det slet ikke men vores italiener, som endte med at leje det. Han er bare en af de personer, som man syntes om med det samme, så vi var meget trygge, da vi overleverede nøglerne tilbage i sidste forår. Og med god grund kan vi så se nu.  

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Doing what you like is freedom. Liking what you do is happiness