I can see you...

The tan will fade but the memories will last forever

Troldeungerne stiger ind i flyet i JFK lufthavnen uden at være det mindste imponeret over hverken lufthavnens størrelse, flyet eller en ægte kaptajn der byder velkommen. Det er flyvning nummer 25,og endnu en bliver lagt oven i fra København til Aalborg, så det nette sum af flyvninger for dem det sidste år er 26!

Der er lidt sommerfugle i mavnen. Jeg er spændt, forventningsfuld og fyldt med glæde. Nu skal vi hjem. Sådan rigtig hjem. Vi skal ikke videre til en lejlighed, til en ny by eller et tilfældigt nyt land, som vi kalder hjem. Vi skal sådan rigtig HJEM. Ella fortæller stadig troligt, at vi skal hjem og bo i vores gamle campingvogn. Det bliver spændende at se, om hun kan kende huset, når hun ser det. Om der er små klokker, der begynder at ringe, og minder der dukker op. Jeg har ingen anelse om, hvad sådan en lille smølf kan hive frem af gemmerne.

Vi trækker børnekortet og får lov at boarde sammen med businessgroup. Vi flyver kl 23.50, så troldene falder hurtigt i søvn med hovederne i mit skød. Lidt ærgerligt at jeg ikke når at få tisset, og inden længe sidder jeg med vand helt oppe i øjnene (rookie mistake, I know). Jeg vrider mig fri af de sovende og meget nuttede mus der ligger her (tænkt, hvor meget de er vokset det sidste år, og alligevel er de stadig så små). Da jeg kommer tilbage er gode råd dyre. De er helt vinklet ind i hinanden og jeg nænner simpelthen ikke at risikere at vække dem. Så jeg kanter mig ned på gulvet foran sæderne og ligger mig her. Det bliver så lidt en udfordring, da der serveres mad. Men hvor der er vilje er der vej, så jeg får spist min tørre kylling med broccoli og er klar til at lukke øjnene igen på gulvet. Men en meget betænksom stewardesse tænker så meget på min sikkerhed, at hun siger jeg ikke må ligge her. (Arhhh come on). Men der er ikke noget at gøre, og jeg må kante mig op igen, flytte på børnene, der selvfølgelig vågner kortvarrigt, og sætte mig til rette igen.

image

Med Amager i sigte vågner troldene igen, og de når faktisk at få en 5-6 timers søvn på flyet, så det slår jo alle rekorder. Det føles rart at flyve ind over kendt territorium. Danmark. Landet man kan sige så meget om med flygtningeforsidehistorier, gammelt nag over nogle tegninger og et skattehul af de lidt større. Men det er vores hjem og vi glæder os til vores danske hverdag.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

I can see you...