Stay calm and hope nobody is down stairs

Når man vækkes med et hviskende ‘hvem er det, der går nedenunder?’ så bliver man altså vågen på et splitsekund. Vi sover ovenpå i vores lille Villa villa kulla bungalow, på en slags hems med frit udsyn ned over stuen. Eller det vil sige, der er overhovedet ikke noget udsyn for her er bælgravende mørkt. Sådan på den helt kulsorte måde. Vi er jo midt i ingenting, så når lyset er slukket, så er der kun stjernerne og månen til at lyse op, og ingen af delene hjælper os lige nu. Vi ligger helt stille men lysvågne og lytter ud i natten. John er vågnet ved noget larm, men nu er her helt stille omkring os. Det eneste vi hører, er de tæt ved en million cikader udenfor, som laver deres karakteristiske lyd, men ellers er her helt stille. Men så kommer en anden lyd.

Døren til toilettet knirker, som når den lige så langsomt går op. Vi ligger musestille og trækker vejret lydløst, og jeg har en puls så høj, at jeg er sikker på, man kan høre den. 1.000 tanker ryger gennem hovedet, mens jeg ligger der (vildt hvor meget man egentlig når at tænke på). Men den vigtigste er, at børnene ligger inderst inde på hemsen og sover tungt, så den bekymring kan jeg stryge af listen. Så er der bare lige den altoverskyggende af dem. Hvad sker der nedenunder på badeværelset? Selvfølgelig er der ikke nogen, minder jeg mig selv om igen og igen, mens jeg husker mig selv på alle mulige ting, der kan lave lyde i natten (selvom jeg ikke er rolig nok til at tro på dem). Der er stille igen. John rækker ud efter telefonen og tænder lommelygten herpå. Han bevæger sig langsomt og relativt larmende ned af trappen (vi skal i hvert fald ikke overraske nogen). Men der er ikke nogen at se nogen steder, og slåen er stadig slået for døren. Her er ingen normal lås, så vi kører old school slå (ikke det mest holdbare, hvis nogen vil ind). Vores minibadeværelse er tomt, og efter at have sikret resten af vores knap 30m2 stueplan, kravler han ind under myggenettet igen.

Men det er ikke lige søvnen, der trænger sig på. Vi ligger begge og lytter intenst til alle de lyde, som vi kan høre gennem vinduerne, som egentlig kun består af myggenet og åbne skodder, ingen spild af glas her. Pludselig har jeg fået totalt skarp hørelse og kan høre alle mulige dyr, der pusler, træer der knirker og blade der fejer hen over taget.

Så er lyden der igen. En langsom knirken fra døren, der går op. Vildt hvor meget adrenalin sådan en lyd kan sætte igang. Og i næste nu tændes et svagt lys i stuen, som lyser op mod os. Tror næsten mit hjerte går i stå. Jeg ligger og stirrer mod lyset nede i stuen, som hvis mit blik kunne få det til at forsvinde. Men vi kan ikke høre nogen, kun dørens knirken. Der sker ikke mere og lyset fader langsomt ud igen. Da der er helt ro, tager John telefonen igen og tænder lyset. Endnu engang går han (roligt og meget larmende) som manden i huset ned for at tjekke underetagen, mens jeg forbereder mig på en masse støj, når han overrasker nogen nedenunder, for nu kan jeg ikke forestille mig andre muligheder. Endnu engang er der heldigvis ikke nogen at se nogen steder, heller ikke på badeværeslet, hvor han forsigtigt skubber døren op. Jeg ånder lettet op, og vi tænder alt lyset i hytten, går alle vinduer (eller rettere myggenet på rammer) efter, blot for at konstatere, at de alle sidder som de skal. Men stående i døråbningen til badeværelset opdager han, at det trækker helt vildt fra vinduet øverst i rummet og videre ud gennem køkkenet og vinduet her.

Så uden at lege halloween eller forestille en gyser, så har vinden pustet til døren og fået den til at knirke. Jeg ånder totalt lettet op, og nu hvor jeg kan tænke klart, kommer jeg i tanke om lyset vi så. Vi har nemlig en telefon og Ipad sat til opladning nede i stuen, og en af dem har med sit lys gjort opmærksom på, at den er 100% opladet (så husker vi lige at vende dem nedad i morgen). Mysteriet løst og vi skal indhente noget søvn, hvilket jo er totalt umuligt efter vores selvbedrageri. Så jeg tager lige et par timer, hvor jeg jagter myg indenfor myggenettet (hvad sker der for det??) og forsøger at finde en ny sovestilling.

Jeg er totalt klar til at finde et nyt sted at bo for at få noget søvn, men da vores vært stiller op med det største morgenbord jeg længe har set, så er det totalt formildende omstændigheder, og jeg synker ned i stolen og snupper en omgang pandekager med frugt inden min omelet (totalt rebel fra morgenstunden med dessert først).