Make it happen. Shock every single one of them

Det skal nok blive hårdt, når i kommer hjem, hva’?
Den kommentar har vi fået i over et år nu. Allerede inden vi tog afsted kom kommentaren første gang. Og så er den blot steget i intensitet her hen mod slutningen af vores rejse. Og ja. Det bliver sikkert helt vildt hårdt at komme hjem til den danske hverdag igen.
Når vi skal til at gå med ur, skal til at levere på jobbet igen og når vi ikke har fornøjelsen af troldeungerne 24/7. Men vi kan jo for søren ikke lade være med at rejse, bare fordi det bliver hårdt at komme hjem igen. Vi kan ikke lade være med at leve livet og skabe fantastiske minder og højdepunkter i livet, bare fordi hverdagene ind imellem er langt mindre ekstraordinære…

Jeg er sikker på, at det er sagt betænkningsfuldt, velmenende og af næstekærlighed, men når man hører det så tit, så kan det faktisk komme til at lyde helt forkert. At folk tager den negative og pessimistiske hat på, istedet for at fokusere på det fantastiske ved at tage ud at rejse. Man undgår jo heller ikke sommerferien, selvom man arbejder super hårdt før ferien for at blive klar, og endnu hårdere efter ferien for at komme til bunds i indbakken igen. Det er bare sådan det er.

Vi er ikke naive. Langt fra. Selvfølgelig bliver det hårdt at komme tilbage til den danske hverdag i en småbørnsfamilie, men hvis vi fokuserer på det, så kommer det til at overtage den sidste del af rejsen. Det kommer til at påvirke de minder, vi har fra den her del af turen, og det er det bare ikke værd. Vi vælger selv, hvordan vi vil se verden (som jeg skrev lidt om her), og vi har valgt at se det som noget super fedt at komme hjem igen (det sker jo no matter what). Det har hele tiden været præmissen, at vi ‘kun’ skal rejse et år, så alle tanker om at blive herude ala ‘vi nupper lige et år mere’, får slet ikke lov at få plads. For igen, så ville det jo ødelægge den sidste tid, for vi kan og vil ikke blive herude (tror også bankdamen ville få kaffen galt i halsen). Men der er jo ingen der siger, at vi ikke kan drømme om at gøre det igen senere…

Når man rejser, hvad der svarer til 17 års sommerferie på én gang, så får man også tid til at savne dem derhjemme. Vi glæder os helt vildt over alle de skønne mennesker, vi har i vores liv, og dem længes vi efter at se igen. Så derfor har vi valgt at se det som noget virkelig skønt, at vi skal hjem nu (selvom vi måske tænker anderledes, når den danske kulde rammer os).

Men jeg lover, at vi nok skal holde jer opdater om, hvordan det går, og hvordan troldene tager det hele. Lige nu tror Ella, vi skal hjem og bo i vores campingvogn, som vi købte til den første del af rejsen. Lidt sødt…