Life is better in flip flops

When friends, friends become new friends

Bryllup i Caribien… slår det lige alle drømme eller hvad?? Vi er inviteret til bryllup på Kite Beach i Cabarete på den Dominikanske Republik hos en af Johns kammerater og hans kommende hustru. Er man kitesurfer ved man helt sikkert, hvor vi er. Navnet på stranden er da heller ikke opfundet af det helt store sproggeni…

image

Det er kitesurfernes mekka, og himlen er fyldt med de store drager og folk, der hopper gennem luften og snurrer rundt om sig selv. Det ser legende let ud, og man får helt lyst til at kaste sig ud i det (men man skal ikke tage fejl). Oppe på stranden ligger de farvestrålende skærme, så det ligner en anden festival. Vi bor sammen men nogle af de andre bryllupsgæster i den største lejlighed lige ud til poolen og stranden (totalt kollektiv med fælles køleskab, storvask og børn over det hele). Det er helt vildt hyggeligt og super fedt at lære de andre gæster at kende før festen. Man kommer ligesom hinanden ved, når man står der i køkkenet og laver morgenmad til ungerne iført sit krøllede nattøj eller når hele banden hopper i badetøjet og besætter poolområdet for en hel dag. Det føles som om, vi har kendt dem alle virkelig længe (selvom vi reelt set kun kender 1½ par blandt gæsterne). Hvor sjovt er det lige, at en af mine samarbejdspartnere fra universitet (dengang jeg faktisk gik på arbejde) er blandt gæsterne?!? Vi skal helt sikkert have ekstra tid sat af, næste gang vi skal holde møde. Det bliver da årets bedste møde, og skal helt sikkert holdes bag lukkede døre, så ingen hører hvor lidt der snakkes arbejde og hvor meget der snakkes fede ferieminder (tror bare vi holder det alene uden at invitere andre med).

image

Vi har et par dage til at falde ned i tempo inden brylluppet. Det intense Cuba er langsomt ved at forlade kroppen, og depoterne er ved at være fyldt op med mad igen. De fleste af de 35 gæster er allerede kommet, og der er en skøn forventningsfyldt stemning. Vi hygger ved poolen, laver fællesspisning og bader til de 11!!! børn har svømmehud mellem tæerne. For Gustav og Ella er det bare super fedt, at der pludselig er så mange børn, man kan lege med (og som alle taler dansk). Og med 6 drenge i samme alder er det jo nærmest som at være tilbage i børnehaven.

Søndag den 14. februar skal der være bryllup, og den amerikanske weddingplanner var ved at falde ned af stolen af begejstring, for så bliver det ikke større. Det er jo selveste Valentines dag (og nej, det var ikke meningen), det var rent tilfældigt og passede bare bedst ind i rejseplanerne. Faktisk var brudeparret ved at flytte dagen, fordi det var en anelse for kitsch.

image

Kitebeach har alt hvad et resortområde i vestlig standard kan byde på. Lækker strande, høje palmer, gode restauranter og selvfølgelig et spahotel eller to. Vi piger kan lige nå en tur ind på et af spahotellerne for at få lavet pedicure og manicure inden festen. Hold nu op, hvor er det ren forkælelse (og ret tiltrængt til mine hårdt prøvede fødder), og så er linjen ligesom lagt på vores ophold her i Caribien og den Dominikanske Republik. Max nydelse!!!

image

Jeg er den metalblå ude til højre (jep, totalt modig, men nu har jeg jo også bare tæer).

Med et par dage til bryllup er der lige tid til at få lidt sol på kroppen. Jeg er ikke helt cool med mit bryllupsoutfit (hvilken kvinde er egentlig det 3 dage før en fest), men det her er altså ikke for sjov. For jeg har ingen stilletter med! Der er simpelthen ikke plads til dem i backpacken (selvom det er SÅ meget mod min vilje), så valget står mellem mine vandresandaler (nej, ved det godt. Det er helt håbløst) og så bare tæer. Konsulteret med et par af de andre piger, der heller ikke har de høje med, vælger vi at tage til fest i bare tæer. Det er jo trods alt Caribien, så hvis ikke vi skal have bare tæer her, hvor søren skulle det så være…

Læs mere om bryllupet her og se billeder fra festen (og selvfølgelig også resten af vores rejse) på Instagram @thegetaway.dk. Her kommer der også masser af rejse giveaways fra forskellige cool brands. Så hold øje…

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Life is better in flip flops