When friends, friends become new friends

I like people who smile when it’s raining

Vi er inviteret til det meste celebre bryllup! Og det er jo egentlig er grunden til, at vi har lagt vejen forbi den Dominikanske Republik. En ting er, at det er i Caribien (det er jo stjerneagtigt i sig selv), men der er også en amerikansk weddingplanner (hvor cool er det lige). Han vimser rundt som en anden Ole Henriksen og har fuldstændig styr på det hele. Og der er virkelig styr på det hele og tænkt over hver eneste detalje.

 image

Vielsen er med udsigt over havet, festen holdes i haven og dansegulvet er lige ved siden af poolen (jeg er helt solgt). Baren serverer en lind strøm af kolde Mojitos og Pinacoladas, og vi går helt sikkert ikke ned på rom. Hele aftenen er der vagter, der diskret går rundt omkring på stranden og poolområdet og holder øje med det hele. Og prikken over i’et ved mit første stjernebryllup…. blandt gæsterne har vi to tidligere topmodeller (jep… Vouge, catwalken i Milano, Paris, New York… you name it). Nu har de så født et par børn, men er stadig toplækre og de skønneste piger.

image

Ella har også fået lak på neglene som os andre og kan overhovedet ikke tage blikket fra det. Hun vimser rundt og stritter med fingrene. 

Til et augustbryllup i Danmark er det sådan lidt fifty/fifty om der er godt vejr. Der ved man ligesom, at man gambler lidt, men til et bryllup i Caribien forventer man, at oddsene er lidt anderledes for det gode vejr. Vi vågner bare op til de sorteste og tungeste skyer ude over havet, og der går ikke ret lang tid, før vandet vælter ned. Gode råd er dyre, men heldigvis har vi vores amerikanske weddingplanner, som foruden sin optimisme har ekstra gode kontakter til vejrguderne.

 image

Vielsen er først kl. 17, så der er god tid i løbet af dagen til at skabe den bedste stemning (og glemme alt om vejret). Allerede ved middagstid er der gang i den fælles håropsætning og makeuppen deles på kryds og tværs mellem os, mens vi drikker de skønneste bobler af lejlighedens broget samling glas (og en enkelt plastikkop). Vores bøn til vejrguderne er hørt, og solen titter frem, inden det er tid til at få indsamlet alle børnene og få dem i tøjet. Ella vil have sin lyseblå kjole på ’så ligner jeg jo en My Little Pony mor’ (og det er jo klart for enhver). Jeg har ellers planlagt, at hun skal have den fineste lyse kjole på, men det kommer overhovedet ikke på tale. Gustav er bare glad, hvis han får lov at få skjorte på, så han er rimelig nem at gøre tilfreds, og så er der så os to (med backpackergarderoben). Vi nåede lige forbi et Hilfiger outlet i Florida og fik købt et par korte bukser og en skjorte til John, og jeg fandt en lang kjole (ikke i småfræk farverig caribisk stil, men det må gå an). Og jeg går stadig mit første bryllup i møde uden stilletter (som du kan læse mere om her).

 image

Selve vielsen er på græsbakken med bølgeskvulp i baggrunden, og med den smukkeste brud, der elegant går op mellem hvide blomsterpyntede stole til tonerne fra en caribisk guitarspiller. Det er en super smuk vielse, selvom vi har en del troldeunger, der ikke helt kan sidde stille. Det gør bare ikke helt så meget, når man er udenfor, og de kan gå lidt væk. Som til ethvert andet stjernebryllup er der selvfølgelig champagne og østers efter vielsen, mens brudeparret får taget billeder på stranden. Og her kommer weddingplanner i spil igen. For han har lavet det sejeste børnebord jeg længe har set.

image

Der er alt hvad en velassorteret Panduro hobbyforretning kan diske op med af kreativ underholdning til børnene (og det holder dem faktisk beskæftiget i ualmindeligt lang tid), og dinosaurer over hele festtøjet klæder jo ethvert bryllupsbillede. 

image 

Lige da børnene er puttet i alle de nærliggende senge, og vi skal gå til bords, åbner himlen igen for sluserne (totalt godt timet, når det nu skal være). Men festen er allerede godt i gang, så et par dråber betyder ingenting (vi er jo alligevel i bare tæer). Og så er det jo heldigt, at gammel overtro siger, at regn på bryllupsdagen betyder, at guld og rigdom vil vælte ned i brudens skød…

Musikken er i bedste dansk stil gommens playliste på computeren tilkoblet et par gigantiske højttalere, og klokken 23:30 er naboerne nede første gang for at klage over støjniveauet, selvom festen jo nærmest lige er løbet i gang på det tidspunkt. Weddingplanneren laver damage control og får den fortørnede hotelgæst til at gå i seng igen. Han er tydeligvis ikke vant til danske fester, når de er bedst, hverken med hensyn til støjniveau eller alkoholindtag (selvom vi endnu ikke når en teenagefest i provinsen til sokkeholderne). Han ender med at slukke for bassen og skrue ned for lyden. Men så er det jo godt at vi heldigvis kan synge højere end musikken, og ’Vi Er De vilde Kaniner’ har bare altid været eminent, når den er skrålet af relativt berusede mennesker. Selvom det er en lille intim fest, så bliver der danset og sunget til langt ud på natten. Og selvfølgelig ender det med folk i poolen. Kunne en brullupsfest i Caribien ende på nogen bedre måde?

 

FØlg med på facebook og få alle nye indlæg på The_Getaway_Blog, mens der er masser af billeder på Instagram @Thegetaway.dk.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

When friends, friends become new friends