Our crap could be your crap

Your illness does not define you. Your strength and courage does

Kronisk syg. Det er så voldsom en betegnelse. Sådan lidt som en label, man får klistret i panden. En dum boks man er sat i, og som man ikke rigtig kan kravle op af igen. En kategori man overhovedet ikke gider være i, og som man ikke helt ved, hvor hårdt man bliver ramt af. Men hvordan jeg så end vende og drejer det, så er jeg diagnostiseret med tarmsygdommen Morbus Crohn og kommer ikke til at slippe af med den igen.

image

Jeg tager min daglige medicin, jo vist, men ellers er jeg så velsignet at have det godt med sygdommen. Og så kan sådan en label godt blive lidt påtrængende og omklamrende. Inden vi tog afsted, overvejede jeg egentlig ikke så meget, om det var en god ide at rejse så langt og så længe, som vi gør. For selvfølgelig er det det. Vi har fået en unik mulighed for at se verden sammen med vores troldeunger, så selvfølgelig skal det udnyttes, sygdom eller ej.

Jeg ved, at mange af mine ‘Crohn-kollegaer’ desværre er ret syge og har en rigtig hård hverdag, hvor de har svært ved at få tingene til at hænge sammen. Og jeg gyser ved tanken, for jeg kender jo ikke min fremtid. Faktum er, at jeg har en kronisk sygdom, men jeg ved (heldigvis) ikke, hvordan den vil udvikle sig. Måske jeg er så umådelig heldig, at jeg kan holde den i skak med min medicin, motion og den rigtige kost (og dermed slår statistikken til hjørne), men det kan desværre også være, at jeg har en hel anden og mere uønsket fremtid foran mig. Jeg ved det ikke. Men jeg føler, at jeg har et ansvar for at udnytte min tid nu, på noget jeg kan lide og som giver mig værdi. Endnu en god grund til at rejse nu, selvom troldeungerne er små.

image

Men jeg er velsignet med 2 dejlige troldeunger og en fantastisk mand, elsker mine venner og familie og har en arbejdsgiver, som har valgt at investere i mig, ved at give mig orlov til at rejse jorden rundt et helt år. Jeg kunne også have forskanset mig hjemme i forstaden, aldrig kørt syd for Harzen og haft ondt af mig selv (på sådan den lidt pivede og ynkelige måde).

Foruden mine dagelige piller (som vi lige nu slæber rundt på i et antal, så vi kan beskyldes for at ville forhandle dem) føler jeg mig overhovedet ikke syg. Men nu har jeg lige fået et af de der wake-up-call tilbage til virkeligheden. Jeg plejer jo at få taget blodprøver hver 3. måned hjemme i Danmark for at sikre, at alt er ok. Jeg er tilknyttet den fantastiske afdeling V på sygehuset i Århus, og de har her på rejsen været så søde at skrive til mig, at jeg har glemt at få taget mine prøver (længe leve digital kommunikation med det offentlige). Jeg har først ignoreret det, for lægerne ved jo, at jeg er afsted. Men da den 3. mail kommer, tænker jeg, at jeg måske skal reagere, for nu kan jeg risikere at miste min kontroltid i april (og det er totalt umuligt at få nye tider, når man ikke er hundesyg). Så jeg får mutti derhjemme til at ringe til dem og forklare, at jeg jo er ude at rejse og derfor ikke kan møde op til prøverne (noget lettere end selv at skulle ringe, vente i kø for endelig at komme til, når samtalen afbrydes pga dårlig forbindelse).

image

Her går sygeplejersken så helt i panik over, at jeg ikke har fået taget prøver, i al den tid vi har været afsted. Hun er helt rundt på gulvet over, at ingen har sagt noget, inden jeg tog afsted og vil have mig til at få dem taget her i New Zealand hurtigst muligt (og så er det lige jeg tænker… wow, hvor kom den fra?) Har ikke skænket det en tanke, for jeg har det jo godt. Men hun helmer ikke, før min mutti har lovet, at jeg får sendt nogle blodprøvesvar til afdelingen (noget med potentiel leverskade og bål og brand). Og så er det lige, at man kommer til at tænke på, at man jo faktisk har en label i panden. For nu skal jeg til at opstøve et laboratorium midt i det hele. Og hvad nu hvis min lever faktisk har taget skade… hvor længe går der mon før man mærker noget til det??? (bliver totalt paranoid, men nægter dog at tjekke netdoktor,.dk, for så er man altid døden nær, når man læser svaret). Vi vælger Auckland, for det er trods alt den største by lige i nærheden, og de må have prøvet det før med folk fra gaden, der skal afrapportere til hjemstavnen.

image

Men nu er et jo sådan, at man sammen med sin label i panden har en nabolabel, som ligner et kæmpe stort dollartegn. For ikke nok med, at jeg skal betale for hver enkelt blodprøve (hvilket jo er ganske fair, nu jeg bruger deres service), så får jeg også lige lov at lægge 75dollar for, at en New Zealandsk læge skal skrive de forskelliøge blodprøver ned på en seddel (hvilket min mor jo allerede har sendt fra min egen læge), som jeg så kan tage med til laboratoriet. De vil nemlig kun godkende forespørgsler fra deres egne læger og ikke udenlandske (talk about paperwork). Så jeg smiler selvfølgelig og ser glad ud, mens jeg kører visakortet igennem. En smule mere anstrengt mens jeg får mit stik, men troldeungerne er med inde i båsen, så selvfølgelig smiler jeg. Og forhåbentlig smiler jeg stort, når svarene kommer. Som jeg altid har gjort, når jeg har fået svar på mine prøver.

image

Og jeg får lov at køre det igennem på dobbelt beløb (for at det ikke skal være løgn). Mens jeg skal bruge lægen til at få en rekvisition til blodprøverne, så skal vi også bruge hende til at kigge på Ellas ører. (BAM. 2×75 dollar for 6 minutters konsultation IALT. Man skulle have været læge). For ikke nok med, at vi er rejst afsted med min sygdom i bagagen, vi er også rejst afsted med 2 ørebørn. 7-9-13 har vi været forskånet for bøvl med ørene, men de her hotpools, vådt hår og blæsevejr er ikke lige den bedste kombi, så nu klager Ella over ørene. Vi har fået penicillin med fra ørelægen back home, just in case, men for ikke at selvmedicinere, vil vi gerne lige forbi en læge. 2 fluer med ét smæk… Lægen bruger få sekunder på at se ind i ørene og konstatere, at der er en del voks og nok lidt rødt bag ved. Så hun foreslår, at vi tager til en ørelægeagtig klinik, der kan fjerne voksen og se lidt på øret. Og hvis de skønner, der er noget galt, så sender de hende tilbage til lægen igen, som så kan se på det igen… (øhhh står der cash cow i panden på mig??? for jeg bliver da helt i tvivl). Vi vælger at gå med lægens første indskydelse (som vi også selv er kommet frem til med vores ringe lægefaglighed, men dog desværre umådelige store erfaring med mellemøresbetændelse) og behandler for mellemøresbetændelse. Det lindrer heldigvis med det samme, så helt skævt har den antagelse nok ikke været…

Få masser af billeder og inspiration på Instagram @the_getaway_blog og et vink om nye indlæg på Facebook

image

 

1

  • For sejt at I tager af sted selv med en kronisk sygdom! Håber dine prøver ser ud som de skal.
    Vores børn er også ørebørn så vi var også udstyret med Panodil og øredråber til rejsens varighed – og desuden vandskyende vat og pandebånd.
    Fortsat god tur:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Our crap could be your crap