Shine like the universe is yours

Det vil hjælpe en hel del, hvis man er forberedt i et land, hvor man er uden signal halvdelen af tiden. For så havde vi lige tjekket åbningstiderne for de lysende orme aka Glow Worms (som om de stopper med at lyse efter klokken 18… men det gør alt det enormt kommercielle omkring dem). Vi ankommer selvfølgelig til Waitomo 5 minutter i lukketid med 2 ivrige troldeunger, der har glædet sig hele dagen (what to do??). Vi fortæller, at ormene skal hvile sig lidt, så de kan lyse ekstra meget i morgen (det er vel næææsten ikke en hvid løgn…). Men solen skinner og med en freedom campingplads kun 5 minutter herfra (fyldt med mudder der skal hoppes i, pinde der skal samles og blomster der skal plukkes), så er vi tilgivet.

Vi vågner tidligt, for nu er ormene jo stået op og klar til at lyse (det fede ved at de er i en grotte, er jo at de hele tiden lyser, så man ikke skal ud i skoven i nattens mulm og mørke for at se dem). Og hvorfor nøjes med én grotte, når man kan få to?? Den første er ”kun” en grotte med smukke drypsten, mens den anden (og vigtigste, hvis man spør troldeungerne) også byder på en sejltur ind i den mørke del af grotten. Her møder der os nemlig den smukkeste stjernehimmel af lysende orme. Man kan ikke se dem, blot deres smukke blå lys, der skal tiltrække insekter. Jeg har aldrig tænkt, at jeg skulle blive fascineret af tusinder af små orme, der hænger over hovedet på mig i en våd fugtig grotte. Men der kan man tage så gruelig fejl. Det er helt vildt smukt.

Vi sidder forrest i båden, hvor alle sidder helt stille og bare nyder det spektakulære syn. Det eneste man hører er båden, der glider gennem vandet og Gustav, der bliver ved med at sige ”Waaauw… Waaauw”. Man nænner slet ikke at tysse på ham, når han nyder det så meget og er så imponeret over det. Ella bliver vi nødt til at vække, da hun er faldet i søvn på min arm. Hun bliver SÅ skuffet, hvis vi kommer ud af grotten, uden at hun har set det populære glow worms, som hun har snakket om i dagevis. ”De er godt nok smukke”, siger hun, og falder så i søvn igen.

Vi kører fuldstændig efter anbefalinger for tiden, og denne gang er det et tip om en by så langt mod vest, som man kan komme. Igen uden mobilsignal (det er virkelig en dårlig vane) er vi kørt til Kawhia, som udtales Kafia, det er jo klart for enhver. Det er virkelig off the beaten track og vi møder ikke en eneste bil på hele vejen herud. Man når at blive i tvivl om, det nu virkelig også er den rigtige beslutning. Men i Kawhia skulle man efter sigende kunne grave sine egne hot pools direkte på stranden! Det varme vand kommer helt nede fra Tongariro (hvor vi vandrede i de smukke bjerge) og løber under jorden for at komme ud her på stranden. Og lige inden vi rammer byen kommer vi pludselig i tanke om, at det var noget med tidevandet… Man kan grave 2 timer før lavvande og 2 timer efter. Spørgsmålet er bare, hvornår der så er lavvande… Helt derude rammer vi signal igen og får tjekket tidevandet. Og hvor heldig kan man være… 2:36 timer til lavvande. Vi rammer det helt perfekt og da vi kommer ud til stranden er der nøjagtig 2 timer til lavvandet er lavest (kan man sige det? I hvert fald til vandet er længst væk). Lykken smiler til os i dag.

Vi løber over klitten og en strand så smuk og bred, at den kunne ligge i Danmark, åbner sig for os (man er vel stadig glad for sit hjemland). Selv vestenvinden er genkendelig (der er så lige det med bjergene i horisonten og det sorte vulkansand, men det ser vi lige bort fra et øjeblik). Ungerne vælter ned af klitterne og ud mod havet. Der er kun et enkelt par foruden os, der er i gang med at grave. Man kan ligefrem se på stranden, hvor det bobler op fra undergrunden. Så stikker man bare foden ned, og der hvor det føles varmt, begynder man at grave. Sværere er det ikke. Og ungerne er vildt imponerede og syntes det er det fedeste i verden (og jeg skal da heller ikke sige mig fri for at syntes, det er rimelig cool). Vi har ungernes små skovle med, men manden fra nabohullet er rutineret og har feltskovle med, som vi låner, da han er færdig og nyder en kold pilsner liggende nede i hans varme pool. Da hullet endelig er gravet færdig og stort nok til at vi kan ligge ned deri alle sammen sker det eneste der ikke må ske, når man graver varme pools. Der kommer en bølge så stor, at den skyller helt op til vores hul og udskifter vores 37graders varme vand, med tislunkent havvand. Totalt nitte. Ungerne ser målløse på bølgen, der trækker sig tilbage, som om de slet ikke kan forstå, hvor den kom fra. Nabohullet er også kommet op og stå, og vores rutinerede graver siger, at han i alle sine år på stranden aldrig har oplevet det under lavvande (ihh hvor er vi heldige at få det med… ironi kan forekomme). Så må vi jo bare igang igen. Først ud med alt det kolde vand, og så på den igen med skovlen, for at nå ned til det varme igen.

Det er kommet lidt flere par til, og ved et af nabohullerne ligger et forelsket par og holder om hinanden, mens de spejder ud over havet og solen, der gør antræk til at sænke sig i den smukkeste solnedgang. Så mens jeg graver hul igen med rumpen i vejret, og et par troldeunger der plasker løs omkring mig, så jeg er sprøjtet til med sort sand, så skal jeg da ikke sige mig fri for, at tanken igen liiige strejfer sig (som den gjorde i indlægget her). Tænk hvis det var John og jeg, der lå der i stilheden, mens solen langsomt sænkede sig ned i havet og farvede himlen lyserød…

 

Få en masse billeder fra vores rejse på Instagram @the_getaway_blog eller få alle nye indlæg på Facebook the_getaway_blog