Our crap could be your crap

Bagagerumsmarked på Snells Beach. Jamen selvfølgelig skal vi da have en stand. Det bliver ikke meget mere lokalt, og Gustav er ellevild, da han ser det hjemmelavede skilt i vejkanten. Vi slæber efterhånden rundt på en hel del bagagerumsegnede ting (man kunne kalde det skrammel, men det gør vi ikke). Der kan i flæng nævnes 2 par gummistøvler i voksenstørrelse, det ene par købt på genbrug med hul i hælen (hvilket man jo først ser bagefter) og det andet er aldrig brugt, varme trøjer til troldeungerne (vi skal SÅ meget være i solen de sidste måneder), snorklesko i miniputstørrelse (vi gider alligevel ikke flere stenstrande), min nyeste John Grisham bog (the one and only bog jeg har fået læst på turen), solskærm til forruden (som mest har været brugt til picknicktæppe, diverse småragelse af legetøj (som de ikke gider lege med), en flad fodbold, 2 badehætter (til de der ørebørn, der ikke vil have dem på) en køletaske (som helt sikkert ikke skal med til endnu et land) og jeg kan blive ved…

Og når sådan en kasse skal fyldes med ting til loppemarked, så sker det mærkværdige. Tingene har en tendens til at hoppe op igen. For arhhhh den kan jeg nu alligevel godt bruge… og hvis nu det alligevel bliver koldt… og den bil der, den er altså pludselig blevet min yndlings… Ella finder sin trøje i dyngen (den der er i lyseblå og mindst et nummer for lille), men det er også den med den lille legomand, der sidder i lommen, så den hiver hun fluks op og vil have på (det kræver den første time at få hende overtalt til at få den af igen, så den kan komme tilbage i udbuddet). Men det er ikke ligefrem fordi det vrimler med folk (læs: her kommer INGEN folk), men Gustav har en optimisme, der er en kræmmer på Hjallerupmarked værdig. Han sidder troligt i de medbragte campingstole (og her slår vi de andre boder med flere længder. Vores er med kopholder og sidelomme til avisen. Ser man deeet).

Vi er 6 boder, og efterhånden så sker det uundgåelige, når der ingen kunder kommer, at man begynder at handle med hinanden. Vores første salg går til nabodrengen, der er med sin bedstemor. Han køber Gustavs mange elastikker til at lave armbånd med og alle redskaberne. Så er de første 3 dollar i kassen! Bum, det skal nok blive en god dag. Bedstemoren kigger noget skeptisk på os, da drengen stolt viser hende sit køb (som om hun tror vi totalt har snøret ham. Hvilke udlændinge tror hun lige vi er??). En times tid senere får hun et godt kig på Johns spritnye gummistøvler (aldrig brugt, da her stort set ikke har regnet) og ender med at få dem for en 5’er. Hun vil ikke en gang have mine utætte med i købet (forstår det overhovedet ikke). Min Grisham ryger afsted for den flotte sum af 2 dollar, en badehætte til 1 dollar og sidste handel efter 3 timer går igen til nabobordet, hvor vi bytter et par biler med en omgang hjemmelavet tomatsauce og blommesauce (det er ikke hver dag man får hjemmelavet sauce leveret i Jack Daniels flasker). Status på dagen kræver ikke den store tabel eller lommeregner. Efter de 5 dollar er trukket fra, som det koster at have et tæppe på parkeringspladsen, så er der plus på 6 dollar!
Men man kan jo ikke have en forretning uden at lave lidt statistik på kunderne, så vi kan da tilføje, at der er solgt til 50% af alle besøgende på markedet. Se det er da værd at skrive hjem om (eller også siger det noget om, hvor lille en by vi er i, når alle indbyggere har været forbi).

Decembers helt store højdepunkt er den årlige julefrokost med håndboldpigerne (det hedder vi selvfølgelig stadig, selvom det vist nærmer sig et årti, siden vi sidst gik på banen sammen). Så er det pludselig ikke så fedt lige at være stået op på den anden side af jorden og vide, at de har godt gang i sjusserne og fortæller røverhistorier derhjemme (selvfølgelig uden de hjemmelavede sorte svin, som har været en tradition siden de gamle handelsskoledage. Helst lavet på den billige vodka fra Tyskland og så tyk af Tyrkisk Peber, at den næsten ikke kan løbe ud af flasken. Dem står min veninde og jeg nemlig altid for. Den ene syg, den anden på fjerne kyster). Savner dem helt vildt (altså ikke de sorte svin, men pigerne). Men men men, hvor der er vilje er der som bekendt vej. Så et opkald over messenger gør, at det (med lidt god vilje) føles som om jeg er der. Telefonen er sat i stilling, så jeg er med ved bordenden og kan se dem alle, og de kan se mig vandre rundt i vandkanten, mens jeg suger stemningen til mig og for en kort stund er en del af det hele. En time senere er jeg fuldt ud opdateret med den nyeste viden om diverse jobskifte, huskøb, bilinvesteringer, bryllupsinvitationer, pinlige chefer og ikke mindst lykken ved at have en au pair. Livet er herligt.

Efter 2 dage på Freedom camping i Snells Beach med bugten lige uden for døren og en stor legeplads i baghaven så går turen til Russel og et delfincruise. Jeg har aldrig set en delfin tæt på. Svømmet med hvalhajer, jovist. Men aldrig en delfin, så jeg glæder mig helt vildt til turen. Da nabocamperen har været med Great Sights dagen før og set et væld af delfiner, vælger vi at tage med deres båd ud. Vi har ikke sejlet ret lang tid, da kaptajnen annoncerer over radioen, at der er delfiner foran os. Og ganske rigtigt. 2 smukke rygfinner glider op over vandet og ned igen… og det er så stort set det, vi ser til delfinerne på resten af turen. Og her står jeg så klar med kameraet i den rigtige position, klar til at skyde løs. Har sågar actionkameraet med i tilfælde af, at de skulle komme så tæt på, at man kan stikke det ned i vandet (hvor forblændet er jeg lige blevet af brochurens imponerende billeder??). Men sejlturen ud til Hole in The Rock er nu også en fin sejltur (siger den 5årige og meget skuffede Laila).

Få masser af billeder og rejseinspiration på Instagram @the_getaway_blog