Never underestimate the value of doing nothing

Jeg har været off, siden vi ramte USA for 14 dage siden. Sådan virkelig off uden at læse nyhederne hjemme fra, uden at skrive et eneste blogindlæg (sorry) og (næsten) uden at bladre gennem siderne på de sociale medier. Jeg har lavet ingenting. Bare hygget mig og ladet dagene gå på den der dejlige måde, hvor man egentlig ikke kan sige, hvad man overhovedet har lavet.

Vi henter selvfølgelig vores Jucybil i Los Angeles (kan jo ikke nænne at køre i andre efterhånden), og så står den på laaangsom kørsel op mod Santa Barbara. Med 3 dage til at køre de godt 150km er der tid til masser af stops og det første bliver lige inden Santa Monica.

Gustav får sig selvfølgelig tiltusket en tur i pariserhjulet og må indrømme, at det ikke går så stærkt, som han lige havde regnet med (satser på, at vi dermed undgår plageri næste gang vi møder et hjul), og at det er super koldt. Efter de svingende temperaturer i New Zealand satsede vi stærkt på varmt vejr i USA (Det er jo Californien, her skinner solen jo altid?!?). Her er også masser af sol, men også virkelig koldt. John har fået penthousen igen, når vi skal sove, men efter første nat ligger vi samlet alle 4 inde i bilen, for her er virkelig koldt med 5 grader. Men det er tophyggeligt (og en anelse klemt) at ligge sammen. Solnedgangen på Malibu Beach og Le Capitain har vi også fra Jucy’en, inden vi er så heldige at have en ventende invitation hos en dejlig kollega, som er rejst et år til Santa Barbara med sin familie. Hjemme på vores pind sidder vi overfor hinanden og vi jokede med, at vi selvfølgelig skulle mødes ude i den store verden, nu vi begge skulle på langfart med kun 4 måneders mellemrum (længe leve vores fantastiske arbejdsplads). Og pludselig kan det lade sig gøre. For at komme fra Auckland til Miami skal der mellemlandes i Los Angeles eller på Hawaii. Og med en sådan en dejlig invitation liggende, så er valget givet på forhånd.

Da vi rejse rundt i Californien tilbage i 2009, tog vi den store “Europa-Tour” (som amerikanerne kalder turen fra LA til Las Vegas, Grand Canyon, Death Valley, Yosemeti, San Francisco og ned af den smukke Route 1, da det er den tur alle europæerne tager). Så denne gang skal vi ikke se noget som helst. Vi skal bare lave ingenting, lege på stranden og gå lidt ture. Og det har været så dejligt. Helt vildt fantastisk bare at stå op og ikke lave noget som helst. Sådan lidt søndagsagtigt, hvor man overhovedet ikke kommer ud af nattøjet, før man skal i seng igen. Jeg tror egentlig ikke, vi er mættet af oplevelser her på 9. måned og 15. land. Der er ikke en masse ting, vi har lyst til at se, eller noget, som vi skal nå. Vi er bare stået op (til den smukkeste udsigt hver dag), og så er dagen gået, uden at vi har tænkt over det, mens vi venter på fredag og legekammerater i Santa Barbara (og på nissen som lægger ting i bøtterne hver nat).

Det eneste vi har på agendaen for Santa Barbara (foruden rødvin og hygge) er endnu en hvaltur. NU skal det være. NU skal vi have en ordentlig omgang hvaler og delfiner. Der er endda chance for at se spækhuggere!?! Hvor sejt ville det lige være at se dem (totalt yndligsdyr siden jeg i folkeskolen skulle skrive stil om et havdyr). For to dage siden har de set over 100 hvaler, så forventningerne er tårnhøje. Men vi når ikke ret langt ud i bugten før Gustav er søsyg. For båden vipper ret meget. Jeg skal heller ikke sige mig fri for en klump i halsen. Der hvor man kan mærke mundvandet øge i en unaturlig høj hastighed, og det kører rundt, det mindste man fjerner blikket fra horisonten. Og jeg forstår det simpelthen ikke. Vi har sejlet SÅ meget på de mest interimistiske både og i ret høje bølger uden den mindste søsyge hos nogen af os. Og nu ligger vi alle 4 hen over bord og sæder og bare venter på, at tiden skal gå (de længste og dyreste 4 timer jeg har ligget i fosterstilling på et dårligt sæde). Og vi ser da også en hval. Eller det vil sige ryggen af hele 3 hvaler (hvad blev der er de hundreder de lige har set???). Held i uheld måske, når jeg nu alligevel ligger totalt sammenrullet og skal mande mig op for at få et billede (og det skal vi jo have for at dokumentere at vi overhovedet har været afsted).

Men lige så skuffende hvalturen er, lige så dejligt er det at være på besøg hos Dorthe og hendes dejlige familie. De åbner deres hjem, som er vi en del af familien, og flytter sågar ud af soveværelset for at vi kan få lov at sove i en god seng efter flere måneder i autocamper (næstekærlighed når den er størst). Vi er så taknemmelige og vi nyder det gode selskab i 4 dage, som flyver afsted. Ella ender endda med at vil blive og vil overhovedet ikke med i bilen. Det er store sager hos en lille dame, som ikke kan huske en hverdag, hvor mor og far ikke er der døgnet rundt.

Vi bevægede os tilbage mod LA for at aflevere bilen og nå en flyver til Miami. For her skal der holdes jul med besøg hjemmefra (ok, ved godt at Danmark allerede har fortrængt, at det har været jul og nu har fokus på det store udsalg og byttehelvede, men jeg er arbejder mig langsomt ind på dagene).