You must be the great troopers

Det bliver et mareridt, når vi kommer hjem og skal gennemgå vores Dropbox for billeder. Der kommer til at være flere tusinde… PT er det et under, hvis vi kan køre 3 km uden at stoppe op og tage billeder. I dag var vi nær blevet kørt over i bilen af en bus, der ikke var helt tilfreds med vores photoshoot. Vi er på vej ud mod Milford Sound på et cruise. Men inden vi når så langt, er der 14 stop på kortet?!? som ‘must see’ på vejen derud fra Te Anau.

Vi springer dog de fleste af vandfaldene og de mange hikes over. Vi ser misundeligt og længselsfuldt på dem, der spænder de store vandrestøvler, tager backpacken på ryggen og vandrer afsted på de lange hikes (Næste gang, siger vi til hinanden, og er allerede ved at overveje, hvordan vi kan komme hertil igen). Men vi har fundet et mindre hike, som vi tager troldeungerne med op på; Key Summit.

Det tager halvanden time for voksne at gå turen derop, står der så ganske informativt på skiltet ved stiens start (Så kan man så gange med mindst 2 for vores tur. Den er altid to skridt frem og så lige et tilbage for at hente en pind). Men ungerne er med på udfordringen, og iført 3 lag tøj går de forrest. Det meste af turen går gennem skov, og ud mellem træerne kan man hele tiden skimte de smukke sneklædte bjerge, der ligger som en gulerod og venter på os. Vi leger bjergbestigere det meste af vejen (selvom der ikke er brug for de store evner på stien), men hver gang der kommer bare det mindste klippefremstød er vi klar med rebet. For enhver ægte bjergbestiger går jo rundt med et reb… Klart for enhver. (Der er ikke grænser for, hvor mange timers leg, der er i det reb!!!).

Det gælder hele tiden om at have en historie klar, som kan motivere til liiige at tage syv skridt længere, før de små ben ikke kan mere. Så må der en pause til (og en gåpille i form af vingummi, rosiner, æbler og hvad vi ellers har slæbt med i tasken. Sjovt nok er vingummien i højeste kurs). Og så er de andre folk på stien bare de skønneste. De kommer med de bedste opmuntringer til ungerne. Og Gustav bliver pavestolt, hver gang. Han forstår ikke altid, hvad de siger, men han er ikke i tvivl om deres ansigtudtryk, og det giver lige lidt mere power i benene (og så kan man jo lige bruge et par hundrede meter på at forklare, hvad en trooper er). Ella forstår det ikke helt, så hun siger bare ‘Hallooooo’ til alle vi møder. Men hun kan lidt lettere lokkes. Hun går rundt med en tom plastikflaske, og så finder vi raslesten, der kan komme deri. Og de smukkeste ligger sjovt nok liige rundt om det næste hjørne.

På toppen af bjerget venter der os den bedste belønning. En 360 graders udsigt. Hold nu op, hvor er her smukt!! Og her i foråret bliver vi forkælet med det sidste sne på toppen af de omkringliggende bjerge. Det giver lige det sidste på wow-effekten.

Og sådan en udsigt gør faktisk indtryk helt ned i børnehøjde. Begge troldeunger stopper op, står helt stille og bare kigger ud over bjergene (godt nok kun i halvandet sekundt, men så ved man da, at det gør indtryk). Og så er der lige en mankeulv og en dværgsilkeabe (man ser vel Dyreredderen Diego på Ipad) der skal reddes og lidt sten, der skal samles. Naturen er skøn og ukompliceret i børnehøjde…