You must be the great troopers

The ‘Earth’ without ‘Art’ is just ‘Eh’

Hvor meget hype kan er lige være omkring New Zealand tænker man. Norge har vel også bjerge med lidt sne på toppen?!? (omend en anelse koldere). Men jeg er blevet så meget klogere den sidste uges tid (hvilket i slet ikke har hørt om, for det meste af tiden har vi ingen eller virkelig dårlig mobil- eller internetdækning, så jeg er totalt bagefter på bloggen). Med vores fantastiske track på Key Summit er linjen ligesom lagt, og forventningerne er tårnhøje til resten af turen ud til Milford Sound, som er en stor fjord indrammet af verdens stejleste bjerge (når man måler bjerge, der står ud mod en kyststrækning…har jeg hørt).

image

Vi er så klarsynede, at vi på forhånd har booket en nat på en hostel 5min fra bådene, så det er bare at vælte ud af senge og afsted mod båden. Nu er det bare sådan, at vi stadig lider af jetlag. De sølle 3 timers tidsforskel fra Australien hertil føles nærmest umulige at få ud af kroppen. Ungerne sover til 8.30?!?! hvilket er rimelig langt fra kl. 06, hvor de plejer at stå op. Det har de gjort gennem hele Asien og Australien, plus/minus en halv time måske. Og nu er det som om, de ikke kan komme over på den nye tidsregning. Men det betyder så også, at vi vågner 20min før, vi skal være ved båden. Nærmest flyvende pakker vi sammen, og de stakkels unger ryger søvndruknede ud i bilen, og vi blæser mod havneområdet. Selvfølgelig for sent på den til kl. 09 båden, så tilbage igen for at spise morgenmad og forsøge kl. 11 igen. Men set på den lyse side, så når solen at få lidt mere temperatur på, for det er ret tydeligt at mærke, at vi er i bjergene. Her er pænt koldt, og ungerne er stadig i 3 lag tøj og ligner nogle små hoppebolde, når de tøffer rundt.

image

Vi skal med et Jucys Cruise (but of course, de får også lige et review med på vejen ligesom biludlejningen i Australien og New Zealand får det. Der er ikke længe til præsentationen i Auckland…). Det er virkelig sjovt at lave de her kundeoplevelsesanalyser. En ting er at vi begge interesserer os fagligt for det, men vi er også pludselig meget mere opmærksomme på ting omkring os. Hvor var det i grunden fint, at de stod på alle dæk og bød velkommen. Og sikkerhedsinstruktionen var da faktisk også ret grundig uden at blive langhåret. Pitabaren var so-so, men deres kødtærter var helt vildt lækre og servicen forbavsende god. Altsammen noteret ned i den lille bog og klar til at blive omdannet til konsulentslides hjemme i hulen.

image

Men alt om kundeoplevelser og vurderinger er hurtigt glemt, så snart båden lægger fra kaj. Her i Milford Sound regner det ca 200 dage om året, og sidste år toppede med 9m! så vi er rimelig klar på regn. Men vejret har stadig dårlig samvittighed over sin opførsel i Australien, så vi bliver forkælet med endnu en dag i høj solskin og ikke en eneste sky på himlen. Den ene bjergtop efter den anden tårner op over os, og man føler sig helt lille i den her storslåede natur. Turen er super smuk, men jeg er stadig mest imponeret over landskabet på køreturen hertil fra Te Anau. Det er en af de oplevelser, der gør, at jeg bliver helt vildt irriterrende hjemme i Danmark, når jeg prøver at overbevise alt og alle om, at New Zealand er det eneste rigtige sted at rejse hen.

image

Heldigvis er der kun én vej ud til Milford Sound, så på tilbagevejen til Queenstown får vi lige oplevelsen igen. Vi snupper lige en enkelt overnatning her igen, fordi vi ikke nåede at komme op på bjerget og køre i bobslæder. De har en gondollift, der kører op på toppen (John sender længselsfulde blikke efter de mange mountainbikere, som også bruger gondolerne til at komme op på toppen med deres cykler for så at fræse down hill igen), og en almindelig skilift til at fragte sig fra slutningen af slædeturen op igen til næste omgang.

image

Slæderne skal vi selvfølgelig prøve, selvom det koster spidsen af en jetjager (ligesom ved alle andre forlystelser på New Zealand lukker man bare øjnene og kører kortet endnu en gang igennem). Om det er pengene værd… tjaa… det er i hvert fald helt vildt skægt (tror det endte uafgjort, selvom vi havde 5 ture…). Der kommer en video på Instagram @the_getaway_blog, som Ella har filmet på skødet af mig, så kan i få fornemmelsen af farten og den helt vildt gode udsigt over Lake Wakatipu.

image

Få masser af billeder fra vores rejse på Instagram og alle nye indlæg på Facebook. The_getaway_blog

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

You must be the great troopers